Søg støtte

Søg

Nyhed -

Gå med og gør en forskel for andre

Gå med oprejst pande. Gå med få eller mange. Gå med en i hånden eller i røret. Der er mange måder at gå på – men de er allesammen godt givet ud. Du kan nu blive en del af Hjerteforeningen og TrygFondens indsats GÅ MED.


Over halvdelen af danskerne bevæger sig for lidt, og det øger risikoen for bl.a. hjertekarsygdomme.

Men bare 20 minutters gang dagligt, hvor man bliver let forpustet, kan reducere risikoen for hjertekarsygdom med 20 procent.

Gang er en enkel måde at bevæge sig på, der ikke kræver specialudstyr eller særlig erfaring. Men selvom det er nemt, viser det sig, at mange har brug for hjælp til at komme op af sofaen. Derfor søger Hjerteforeningen og TrygFonden flere frivillige gå-værter til at starte lokale gå-grupper gennem initiativet GÅ MED.

At være en del af et fællesskab og bidrage aktivt er sundt for både krop og vores mentale velbefindende

Bente Klarlund, sundhedsekspert

Som gå-vært får du ikke kun glæden ved at hjælpe andre, men også de sundhedsmæssige fordele ved regelmæssig motion og styrkede sociale relationer, fastslår sundhedsekspert Bente Klarlund:

"Når vi engagerer os frivilligt, gør vi ikke kun noget godt for andre, men vi får også selv meget igen. At være en del af et fællesskab og bidrage aktivt er sundt for både krop og vores mentale velbefindende," siger Bente Klarlund, som er professor ved TrygFondens Center for Aktiv Sundhed.

Bliv frivillig gå-vært

Elsker du at gå tur med Vito? Med Ingolf? Eller måske med Bobsen? Går du med din hund – og vil du gerne dele gåturen med nogle andre – kan du gøre en forskel for andre mennesker.

Kom med i fællesskabet

Der er allerede over 150 engagerede gå-værter i Hjerteforeningen, men fordi så mange danskere ønsker at GÅ MED, er behovet større.

"Siden 2021 har vi etableret mange lokale gå-grupper, men vi har brug for endnu flere frivillige for at nå ud til flere, der vil ændre deres vaner," fortæller Hanne Munk Scheller, seniorprojektleder for GÅ MED i Hjerteforeningen, som håber, at flere vil være med i fællesskabet.

"I GÅ MED er der plads til alle. Her handler det ikke om at gå hurtigt eller langt. Det handler om at komme afsted, få gode oplevelser i det fri og at få hjælp til gode vaner," siger Hanne Munk Scheller.

Bliv en del af GÅ MED

Har du spørgsmål?

Ida Hagemann

Projektchef