Helt klart plads til forbedringer i aktivitetsniveauet
Pilotprojektet begyndte med at kortlægge aktivitetsniveauet og sundheden hos 20 lokomotivførere hos DSB. Og flere af dem, bl.a. Per Henrik Skou, blev selv overrasket over resultatet.“Jeg er generelt meget opmærksom på min sundhed og mit helbred, så det var overraskende at se sort på hvidt, hvor stillesiddende jeg egentlig er i min arbejdsdag. Der var helt klart plads til forbedringer,” fortæller lokomotivfører Per Henrik Skou, som modtog detaljerede rapporter over, hvor meget han bevægede sig i løbet af arbejdsdagen.
Per Henrik Skou, lokomotivfører DSBJeg går udenom rulletrappen og tager trappen, og så bruger jeg pausetiden til at gå en omvej, når jeg skal afløse eller går en tur rundt om Hovedbanegården.
Stå op under togturen – fx når toget holder stille. Tag trappen, når det er muligt, og gå en tur i pausen. Det var nogle af de råd, som de 20 lokomotivførere hos DSB afprøvede fra november til december 2023.
“Jeg prøvede at efterleve anbefalingerne. Og det gik for det meste godt, men der er også begrænsninger. Det er fx svært at stå op i førerrummet, da der kun er plads til at stå til venstre for førersædet, hvor man kommer for langt fra bremsehåndtaget. Og så er der også forskel på, hvor meget aktivitet man kan få ind i arbejdsdagen, afhængig af om man har jordtjeneste eller er på de lange ture,” fortæller Per Henrik.
Flere vil gerne holde fast i de nye og sundere vaner
Arbejdsmiljørepræsentanter og ledere fra DSB var også med i workshops undervejs i projektet og har fremover fokus på udfordringerne ved det stillesiddende arbejde og at få flere lokomotivførere i bevægelse. Og flere af dem, der var med i projektet, vil gerne holde fast i de nye og sundere vaner.
“Jeg går udenom rulletrappen og tager trappen, og så bruger jeg pausetiden til at gå en omvej, når jeg skal afløse eller går en tur rundt om Hovedbanegården. Det holder jeg fast i. Jeg er generelt blevet mere opmærksom på at bevæge mig i løbet af dagen, men skal jeg blive meget mere sund, så skal der være pedaler i førerrummet,” afslutter Per Henrik med et glimt i øjet.
Pilotprojektet er en del af konceptet Sundhedsmiljø, hvor organisatoriske ændringer i arbejdsopgaverne skal bidrage til at gøre det sundt at gå på arbejde.
Læs mere om Sundhedsmiljø hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Eksempler på gode råd til øget fysisk aktivitet til lokomotivførerne
- Stå op i førerrummet, fx under hver standsning eller stå op under togkørsel, hvis det føles behageligt og sikkert (Tænk fx over at stå op 3 gange i løbet af en togtur eller 10 minutter på hver tur).
- Tag trappen når det er muligt.
- Gå en tur i din pause eller når du har ophold.
- Tag din leder eller kollega med på en gåtur, når I har møder. Alternativt, afhold evt. mødet stående.
- Find gerne selv på andre muligheder for at inkorporere mere aktivitet i din arbejdsdag. Vi hører gerne fra dig, hvis du har idéer.