Det er en dag, som Emil Kruse har svært ved at huske tilbage på. Livet med beats i musikstudiet og hujende koncertgæster blev med ét sat på pause. Byttet ud med bippende hospitalsmaskiner på intensivafdelingen.
Det var den dag, hvor to hjerteløbere smed alt, hvad de havde i hænderne for at hjælpe. Det var dem, som holdt gang i Emils fars hjerte, indtil ambulancen nåede frem.
Hør Emil Kruses historie
Emils far overlevede og lever i dag et godt liv. Et liv, der måske havde været umuligt, hvis ikke det var for de to hjerteløberes hurtige indsats.
”Min far overlevede sit hjertestop, fordi to fremmede hjalp ham uden at vide, at han var nogens far, mand og gode ven. Det, synes jeg, er det smukke ved hjerteløberordningen – at man bare hjælper lige meget, hvem det er,” fortæller Emil Kruse.
Derfor vil han nu sætte fokus på vigtigheden af hjerteløberne, og hvor meget de betyder, når det værste er sket, og hvert sekund tæller.
”Jeg gør ikke det her for at få alle til at blive Hjerteløbere. Det er vigtigt, at man mærker efter, om man er klar til det – også mentalt. Det er ikke for alle at være hjerteløber, men det er for alle at snakke om det.”
Det, synes jeg, er det smukke ved hjerteløberordningen – at man bare hjælper lige meget, hvem det er.
Emil Kruse er i dag dybt taknemmelig for de to fremmede mennesker, som valgte at løbe for hans fars liv.
”Vi vil gerne takke de her mennesker, som løber ud ad døren uden sko på fødderne og gør alt, hvad de kan for at redde folk derude,” siger Emil Kruse.
”Det er jo også det, jeg synes er så vildt, når man tænker på vores historie: At der har været nogen, som ikke anede, hvem vores far var, men som bare har løbet alt, hvad de kunne, og gjort alt, hvad de kunne, for at få ham på benene igen. Og at det så er sket for os – at han er på benene den dag i dag – er jo kun takket være de her mennesker.”