Læringsopsamling af Bo trygt

Et systemisk arbejde med indbrudsforebyggelse og tryghed siden 2018.
Download PDF

Siden 2018 har Bo trygt været en central aktør i arbejdet med at reducere indbrud og styrke trygheden i Danmark. Indsatsen blev etableret på baggrund af et historisk højt indbrudsniveau og et behov for at forstå indbrud og utryghed som komplekse problemstillinger, der rækker ud over politiets opgavefelt. Bo trygt har siden opstarten udviklet sig fra at være en kampagne- og oplysningsindsats til et bredt systemisk samarbejde mellem kommuner, politikredse, civilsamfund og nationale organisationer.

De kommunale projektledere spiller en central rolle i at forankre Bo trygt lokalt. Hvor indbrudsforebyggelse ligger tæt på politiets kerneopgaver, kræver indsatsen i kommunerne ofte aktiv prioritering, tydelig organisatorisk placering og ledelsesmæssig opbakning for at blive en naturlig del af hverdagen. Derfor har læringsopsamlingen et særligt fokus på, hvordan netop de kommunale projektledere arbejder med at skabe relevans og forankring i en travl kommunal kontekst.

På vegne af TrygFonden og Foreningen Realdania har Moos-Bjerre Consultants (M.B.C.) gennemført denne læringsopsamling med ønsket om at blive klogere på, hvad der driver forandringsarbejdet og forankringen af indsatsen på tværs af niveauer og aktører – herunder også hvilken rolle Bo trygt har haft undervejs. Formålet er således at indfange, analysere og formidle centrale erfaringer, udviklingstræk og tegn på systemisk forandring, som kan kvalificere Bo trygts videre arbejde og inspirere andre aktører på trygheds- og forebyggelsesområdet.

Undersøgelsen er enestående i omfang og tilgang. Det er første gang, Bo trygt bliver afdækket så bredt og dybdegående på tværs af aktører, niveauer og geografier. Datagrundlaget omfatter både kvalitative og kvantitative kilder: interviews med nationale og lokale aktører, casebesøg i syv kommuner og politikredse samt en spørgeskemaundersøgelse på tværs af alle partnerskabskommuner. Analysen bygger på triangulering mellem disse datakilder og desk research af Bo trygts udvikling siden 2018.