Når uret viser fyraften, er det de færreste, der blot kan køre hjem og smide sig i sofaen. Og især for kvinderne er der nok at se til på hjemmefronten.
TrygFondens nyeste Tryghedsmåling viser, at kvinder oplever langt flere forventninger og et større pres i deres liv end mænd. Det gælder især i forbindelse med familielivet. Næsten hver femte kvinde oplever, at der er et særligt pres omkring deres rolle på grund af deres køn. Kun lidt over hver tyvende mand svarer det samme.
Sophie Danneris, projektchef i TrygFondenDe er på job i løbet af dagen, og når de kommer hjem, venter der endnu et stort stykke arbejde
Noget kunne tyde på, at fordelingen af opgaver i hjemmet er en af grundene til, at kvinder er mere pressede end mænd.
Uanset alder er der markant flere kvinder end mænd, der svarer, at fordelingen af huslige pligter mellem dem og deres partner er utilfredsstillende. Særligt blandt de 30-50-årige – hvor der i mange familier er små børn – står det skidt til. Her er ca. hver femte kvinde utilfreds med fordelingen af opgaver, mens det kun er tilfældet for omtrent hver tyvende mand.
Quiz: Hvem klarer hvilke opgaver derhjemme?
At kvinderne ser ud til at løse langt flere opgaver i hjemmet end mændene, er ikke kun ensbetydende med mindre fritid til at se serier, læse bøger eller løbe en tur. Det påvirker også deres overordnede tryghed, forklarer Sophie Danneris, der er projektchef i TrygFonden.
”Kvinderne midt i livet er den mest utrygge gruppe på arbejdsmarkedet. De er på job i løbet af dagen, og når de kommer hjem, venter der endnu et stort stykke arbejde. De oplever et betydeligt pres, og det er nok her en af forklaringerne på, at kvinder er betydeligt mere utrygge end mænd, skal findes. Vi kan bl.a. se det i mange service- og omsorgsfag, hvor der traditionelt er flest kvinder. Her siger mange, at hvis de fortsætter som nu, vil de brænde ud eller gå ned med stres, og det skaber en markant utryghed,” fortæller Sophie Danneris.
Det er ikke kun tøjvask, betaling af regninger og organisering af familiefødselsdage, der lægger et større pres på kvinderne, end det gør på mændene.
Kvinderne bekymrer sig også mere om hverdagen og fremtiden. Hvad gør jeg, hvis mit helbred ikke holder til, at jeg kan arbejde? Hvad gør vi med familieøkonomien? Og hvad kommer det til at betyde, hvis jeg går ned med alvorlig stres? Det er alle spørgsmål, hvor kvinder bekymrer sig mere end mænd og bidrager til det samlede billede af, at kvinder generelt oplever et større pres i deres liv.
Læs også: 7 ud af 10 kvinder mener ikke, vi har ligestilling i Danmark
Download Tryghedsmålingen om køn og ligestilling
-
Ligestillingsdebattens brændpunkter
Der er kommet nyt liv i debatterne om køn og ligestilling bl.a. som følge af #metoo-oprøret, bekymringen for unge kvinders trivsel og indflydelsen fra nye kulturelle strømninger. Denne Tryghedsmåling fokuserer på, hvordan den brede befolkning i almindelighed ser på disse emner, hvoraf nogle har med tryghed at gøre. Læs mere om "Ligestillingsdebattens brændpunkter"