Donation
Forskningsprojekt
Dans for hukommelsen
Syddansk Universitet
Donationen går til at undersøge den sundhedsmæssige effekt af et socialt danseprogram blandt ældre i alderen 65+ med hukommelsesproblemer. Selvoplevede hukommelsesproblemer blandt ældre voksne er en betydelig risikofaktor for udviklingen af demens, og det anslås, at 200.000 oplever det. Hukommelsesbesværet er også forbundet med dårlig daglig funktion, fysisk inaktivitet og risiko for depression. Der er således et stort potentiale i at udvikle metoder til at forebygge kognitiv tilbagegang blandt ældre. Ballroom-dans kombinerer fysisk, kognitiv og social interaktion og tiltrækker mange ældre voksne. Der findes begrænset viden om effektiviteten af dans specifikt hos ældre voksne med selvoplevede hukommelsesproblemer. Forskerne vil derfor udvikle en intervention, som efter pilottest afprøves i et lodtrækningsforsøg med i alt 370 deltagere. Effekten af interventionen vil blive evalueret primært ved hjælp af en række neuropsykologiske tests, fitness-tests og spørgeskemaundersøgelser. Der skal ligeledes udarbejdes en sundhedsøkonomisk vurdering af det samlede projekt og potentiale, hvis det skal udbredes.
Tildelt støtte
6.957.231 kr.
2024
Modtager
Syddansk Universitet
Region
Landsdækkende
Delmål
Flere gode leveår