Donation
Forskningsprojekt
Er du sikker? ... genindsendelse af ID160287
Aarhus Universitet
Donationen går til at udvikle og pilotteste en intervention, som træner unge 14-19-årige i at forstå og håndtere seksuelt samtykke i berusede situationer samt forebygger uønskede seksuelle grænseoverskridelser. Med den nye samtykkelov fra 2021 anses sex uden samtykke for voldtægt. Men mange unge forstår ikke, hvad den nye lov betyder, eller hvilke konsekvenser den kan få for dem selv og andre. En nylig rapport viser, at mens de fleste seksuelle ofre er teenagere, er de sociale kontekster og specifikke risikofaktorer, der gør ungdomsårene til en tid med særlig seksuel risiko, ikke særligt velbeskrevne. Forskerne vil derfor identificere barrierer i forhold til at forstå og håndtere seksuelt samtykke, når man har drukket, og derefter udvikle en intervention. Forskerne vil undervejs inddrage gymnasieelever, Danske Gymnasier, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, SSP, Sex & Samfund, Alkohol & Samfund samt Det Kriminalpræventive Råd gennem workshops. Interventionen skal derefter pilotafprøves på 4-6 gymnasier, og der gennemføres fokusgruppeinterviews med de unge og interviews med lærere og skoleledelse. Indsatsen skal styrke de unges evne til at håndtere samtykke i situationer, hvor deres individuelle beslutningstagning og ageren er påvirket af kollektive forventninger og beruselse. Når interventionen er pilotafprøvet, vurderes det, om resultaterne er så lovende, at der skal gennemføres et effektstudie.
Tildelt støtte
1.352.054 kr.
2024
Modtager
Aarhus Universitet
Region
Landsdækkende
Delmål
Klar til livet