Donation
Forskningsprojekt
Med Barnet i Centrum
Syddansk Universitet
Donationen går til indsatsen ”Med barnet i centrum”, der skal undersøge børns oplevelse i den tværfaglige indsats i de Danske Børnehuse for at reducere negative følgevirkninger blandt børnene. At blive udsat for vold og andre former for overgreb kan have alvorlige konsekvenser for et barns udvikling, sundhed og trivsel. Derfor er det afgørende, at volden stoppes, og at barnet og dets omsorgspersoner tidligst muligt får hjælp og støtte. De Danske Børnehuse er bemandede med personale med særlige kompetencer inden for håndtering af overgreb mod børn, bl.a. psykologer og socialrådgivere, som samarbejder med kommuner, politi, retsmedicinske institutter og sygehuse. Der er begrænset viden om, hvordan børn oplever indsatsen i børnehusene. Forskerne fra THRIVE vil derfor i samarbejde med De Danske Børnehuse undersøge børnenes oplevelse af deres sagsforløb gennem et nationalt kvalitativt studie. Resultatet skal bruges til at udvikle guidelines til, hvordan hjælpen i børnehusene understøttes på bedst mulig vis, så børnenes trivsel sikres. I projektet deltager børn og omsorgspersoner fra tyve familier samt fagprofessionelle, som er tilknyttede De Danske Børnehuse. Projektet forankres ved Syddansk Universitet og Børnehus Nord, og der etableres en referencegruppe bestående af nationale og internationale eksperter inden for området, herunder bl.a. repræsentanter fra Red Barnet, Social- og Boligstyrelsen og Børnerådet.
Tildelt støtte
2.460.990 kr.
2023
Modtager
Syddansk Universitet
Region
Landsdækkende
Delmål
Alle med fra start