Knap 14.000 børn er anbragt uden for hjemmet. Det er veldokumenteret, at udsatte børn og unge generelt – og anbragte børn og unge især – klarer sig markant dårligere end deres jævnaldrende både på den korte og på den lange bane. Alligevel spørger vi stadig ikke løbende og systematisk ind til de udsatte børn og unges individuelle problemer og trivsel i dagligdagen. Får de det fx bedre, efter de er blevet anbragt uden for hjemmet?
Det er ikke nogen let opgave at være plejefamilie. Anbragte børn og unge bokser typisk med rigtig mange bøvlede problemer. Plejefamilier har i årevis efterlyst mere kvalificeret støtte og rådgivning for derigennem bedre at kunne støtte de anbragte børn.
Selvom plejefamilier tilstræber at skabe et så normalt familieliv som muligt omkring de anbragte børn, er der nogle grundlæggende forskelle sammenlignet med andre familier. Plejeforældrene har i sagens natur ikke det samme intime kendskab til barnet, som forældre normalt har. Barnet bærer fx en tung fortid med sig, som plejeforældrene kun delvist kender til. Og det anbragte barn har måske altid oplevet, at det ikke nytter at fortælle om problemer.
Børnenes livsmestring skal styrkes
TrygFonden indgik i slutningen af 2017 en samarbejdsaftale med Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU), der er et videncenter etableret af de syv professionshøjskoler, der er ansvarlige for at udbyde de kurser til plejefamilier, der er blevet lovpligtige.
Formålet med samarbejdet er at kvalificere plejefamiliernes støtte til de anbragte børn, så børnenes livsmestring i bred forstand styrkes. Det skal ske gennem regelmæssige trivselsmålinger af de anbragte børn og konkrete indsatser, der kan hjælpe plejefamilierne med at håndtere børnene trivselsproblemer i hverdagen.