Donation
Forskningsprojekt
Nurture by Nature
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Denne donation går til at udvikle en naturbaseret intervention i børnehaver med det formål at styrke børnenes trivsel og udvikling. Projektet adresserer den forskel, der er på børns adgang til natur, og som påvirkes af socioøkonomiske, geografiske og sæsonbetingede faktorer. Ifølge en rapport fra 2024 opholder de fleste børn sig på hverdage i udendørsområder som skolegårde og legepladser, mens besøg i naturområder primært sker i weekender og blandt familier med højere socioøkonomisk status. Kvalitativ forskning i børnehaver har vist, at børn i naturmiljøer udvikler større selvtillid gennem risikofyldt leg og fysisk udfordrende aktiviteter, og at børn i naturen er mere fantasifulde, oplever færre konflikter og har bedre motorisk udvikling. Med denne donation vil forskerne derfor udvikle en naturbaseret sundhedsindsats bestående af et fire måneder langt program i vintermånederne, der skal øge børns tid i naturen i løbet af institutionsdagen. Relevante interessenter som pædagoger, Friluftsrådet og kommunale repræsentanter deltager aktivt i udviklingen af indsatsen. Interventionens gennemførlighed og effekt vil dernæst blive undersøgt i et studie med deltagelse af fem børnehaver fra udsatte boligområder, hvoraf tre modtager interventionen og to fungerer som kontrolgruppe. Børnene vil uanset vejret deltage i udendørsaktiviteter tre-fire dage om ugen i både nærområdet og på udflugter til skov og strand, og pædagogerne vil blive oplært af en naturvejleder. Kontrolgruppen vil fortsætte med deres vanlige praksis. Studiet omfatter målinger af bl.a. børnenes trivsel, motoriske udvikling, stressniveau, søvn og sygefravær, og kvalitative data fra interviews og observationer af børn, pædagoger og forældre vil også indgå. Viser studiet gode resultater, er planen at gennemføre et større lodtrækningsforsøg. Projektet involverer forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet samt eksperter fra Friluftsrådet.
Tildelt støtte
2.730.105 kr.
2025
Modtager
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Region
Landsdækkende
Delmål
Klar til livet