Donation
Projekt
Projekt Gåbus
Dansk Skoleidræt
Med en donation fra TrygFonden kan Dansk Skoleidræt udbrede projekt Gåbus til 371 skoler i hele landet henover de næste fem år. I dag bliver 38% af alle skolebørn mellem 7 og 15 år enten kørt eller tager offentlige transportmidler til skole. Det har konsekvenser for børnenes trafiksikkerhed, sundhed og trivsel. Projekt Gåbus går ud på at få ældre elever til at følge yngre elever til skole med det formål at skabe sikre, sunde og sociale transportvaner i en tidlig alder. Elever fra 6.-9. klasse uddannes til gåbus-chauffører, som samler de yngre elever op på fastlagte stoppesteder. Med sig har chaufførerne en smartphone, hvor de registrerer, hvem der stiger ombord på gåbussen. Når gåbussen ankommer til skolen, sendes der automatisk en mail til forældrene om, at bussen er nået sikkert frem. Forventningen er, at eleverne både får opbygget gode trafikvaner, oplever at få en aktiv start på dagen i fællesskab med andre og forbedrer deres koncentration i undervisningen. Projekt Gåbus gennemføres i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og bygger på positive erfaringer fra et pilotprojekt gennemført i 2012-2013, som TrygFonden støttede med 1,8 mio.
TrygFonden har støttet projektet med 13.789.900 kr.
Tildelt støtte
2014
Modtager
Dansk Skoleidræt
Region
Landsdækkende