Søg støtte

Søg

Stroke

Hvert år rammes ca. 12.000 danskere af et stroke, der er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark og den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap. TrygFonden samarbejder med Dansk Råd for Genoplivning og Hjernesagen på stroke-området.

Stroke er en samlet betegnelse for blødning og/eller blodprop i hjernen. De typiske tegn på stroke er pludselig nedsat kraft i en arm eller et ben, usammenhængende eller utydelig tale og svaghed eller asymmetri i den ene side af ansigtet.

Når man rammes af stroke, er hurtig hjælp og behandling afgørende for chancen for at overleve med bevaret livskvalitet. Derfor samarbejder TrygFonden med Dansk Råd for Genoplivning og Hjernesagen for, at alle i Danmark skal være i stand til at genkende og reagere hurtigt på stroke.

Stræk, snak, smil

Stræk. Hænger den ene arm? Snak. Hænger ordene ikke sammen? Smil. Hænger den ene mundvig? Det er de tre mest almindelige tegn på stroke, som er en betegnelse for blødning eller blodprop i hjernen og den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Med hurtig behandling kan mange flere komme sig til et godt liv.

Stroke er årsag til 2000 dødsfald om året og til svære og plejekrævende handicaps. Der er betydelige potentialer i at få flere patienter tidligere i relevant medicinsk eller kirurgisk behandling.

Ambitionen er på sigt en fordobling af strokepatienter med blodprop i hjernen, der kommer i trombolysebehandling, og at tre-måneders-overlevelsen med bevaret livskvalitet skal forbedres for alle strokepatienter.

Nogle af vores aktiviteter på stroke-området

  • Vi står bag en vedvarende kommunikationsindsats, der skal lære befolkningen at genkende symptomerne på stroke og reagere. Vi har desuden et vigtigt fokus på også at nå ud til særlige udsatte grupper.
  • Vi afholder Strokedagen i maj, hvor vi sætter fokus på vigtigheden i at ringe 1-1-2 ved stroke samt udbreder kendskabet til StrokeLinjen.
  • Vi arbejder for, at kunstig intelligens skal implementeres til identificering af stroke på landets AMK Vagtcentraler.

Har du spørgsmål?

Grethe Thomas

Projektchef