Donation
Projekt
Symptomfortællinger om stroke
Dansk Råd for Genoplivning, Red Hjernen
Donationen går til et projekt, der skal klæde danskerne på til at genkende symptomer på stroke, så flere overlever stroke til et godt liv. Hvert år rammes ca. 12.000 danskere af et stroke, der er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark og den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap. Mange danskere har svært ved at forstå alvorligheden, når de oplever symptomer på stroke på egen krop eller hos pårørende. Dansk Råd for Genoplivning og Red Hjernen vil derfor omsætte den nyeste viden om symptomer på stroke til en række film-fortællinger om, hvordan symptomerne kan opleves i virkeligheden. De medvirkende er danskere, der har oplevet et stroke eller haft det tæt inde på livet som pårørende. Målet er at bidrage til, at endnu flere danskere kommer igennem et stroke og vender tilbage til hverdagen uden eller med færre mén. Projektet er forankret i kampagnen Red Hjernen, som landets førende eksperter på det neurologiske og præhospitale område i landets fem regioner har været med til at udvikle.
Tildelt støtte
3.580.000 kr.
2021
Modtager
Dansk Råd for Genoplivning, Red Hjernen
Region
Landsdækkende
Delmål
Reager på stroke