Donation
Forskningsprojekt
Unges digitale liv og trivsel
Danmarks Tekniske Universitet
Donationen går til et forskningsprojekt, der skal skabe viden om, hvordan børn og unges digitale brug påvirker deres mentale og fysiske trivsel, så der kan udvikles målrettede indsatser, der styrker deres sundhed. Forskerne fremhæver, at mange unge i Danmark i dag har en smartphone, og at platforme som TikTok, Snapchat, Instagram og YouTube benyttes dagligt af langt de fleste. Skærmtiden er steget markant det seneste årti, og brugen af digitale medier begynder i en stadig yngre alder. Samtidig rapporterer mange unge om koncentrationsproblemer, stress og mistrivsel. Forskningen har dog endnu ikke klart vist, hvordan digital adfærd faktisk hænger sammen med trivsel. Forskerne vil derfor undersøge det, de kalder ”accelereret digitalt forbrug” – et mønster kendetegnet ved høj intensitet, hyppige skift mellem platforme og indhold samt varierende grad af engagement. Med udgangspunkt i digitale adfærdsdata, som de unge selv donerer, følges deres faktiske digitale brug over længere tid og kobles til gentagne målinger af mental og fysisk trivsel. Derved kan der gives et mere præcist og langsigtet billede af, hvordan digital acceleration påvirker unges mentale og kognitive velbefindende. Målet er at skabe et stærkt, evidensbaseret grundlag for forebyggende indsatser og politiske beslutninger, så debatten om unges digitale liv kan bygge på dokumenteret viden frem for antagelser. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og DTU Compute.
Tildelt støtte
450.455 kr.
2026
Modtager
Danmarks Tekniske Universitet
Region
Landsdækkende