Om donationen
Donationen går til at give ældre hjemmeboende mulighed for at komme på cykeltur med en frivillig cykelpilot. Foreningen tilbyder allerede cykelture til plejecentre i 45 kommuner, hvor frivillige cykelpiloter tager beboerne med på en specialcykel med plads til to personer. Med donationen ønsker foreningen at udbrede tilbuddet til ældre i eget hjem. I første omgang skal indsatsen afprøves i få udvalgte kommuner, hvorefter den justeres til og på sigt udbredes til kommuner i hele landet. Projektet udspringer af, at frivillige cykelpiloter begyndte at cykle med hjemmeboende ældre i kølvandet på corona-nedlukningerne, hvilket var til stor glæde og gavn for særligt de ældre, men også pårørende og cykelpiloterne selv. Cykelturene giver de ældre frisk luft, mulighed for at komme rundt i lokalområdet og genbesøge gode minder i selskab med andre og i det hele taget gode oplevelser, der styrker deres trivsel og livskvalitet. Som led i projektet gennemføres en rekrutteringsindsats, så korpset af frivillige cykelpiloter vokser. Målet på sigt er at få udbredt indsatsen, så hjemmeboende ældre i hele landet får mulighed for at komme på cykelture og derigennem indgå i sociale fællesskaber uden for hjemmet.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Projekt
- Modtager
- Foreningen Cykling uden alder
- Støttet beløb
- 2.182.719 kr., år 2022
- Delmål
- Flere gode leveår
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Ældre
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Projektet er i høj grad blevet forankret gennem integration af erfaringer og læringer. De seks kerneelementer, tilpasning af bookingsystemet, opstartsforløb og støtte til lokalgrupper har skabt en solid base for indsatsen. Dog er der behov for yderligere ressourcer til lokalgrupper og større fokus på synlighed for at øge kendskabet blandt ældre og pårørende. Med fortsat arbejde på disse områder er projektet godt positioneret til at opnå langvarig succes. Se uddybning i bilag.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Målet med projektet er i høj grad indfriet. Gennem cykelture i rickshaws er ældres sociale fællesskab og livskvalitet styrket. Fra mål om 300 hjemmeboende ældre i 10 kommuner nåede projektet 35 kommuner. Bookingsystemet understøtter indsatsen, men mangler at skelne målgrupper. Vigtigste læringer inkluderer håndholdt indsats, relationer og fokus på de mest plejekrævende. Seks identificerede kerneelementer sikrer succes, bl.a. organisering, finansiering og kommunikation. Se uddybningen i bilag.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
De valgte aktiviteter var i høj grad velegnede til at nå målet om at engagere hjemmeboende ældre i cykelturene. Lokale og nationale kampagner, webinarer, fællesture, borgermøder og oplæring af cykelpiloter har styrket synligheden og opbygget netværk. Initiativer som startpakken og postkortet "Kom på cykeltur" har øget tilgængeligheden. Fokus på opstart og struktur sikrer bæredygtighed, men yderligere målrettede aktiviteter kan øge deltagelsen og styrke indsatsen yderligere. Se uddybning i bilag.
Delmål
Flere gode leveår
Evnen til at kunne klare sig selv i dagligdagen, et godt fysisk og mentalt helbred og deltagelse i fællesskaber. Vi ønsker at bidrage til, at flere ældre får flere gode leveår med højere livskvalitet.
Mere om vores fokusområde Flere gode leveår