Om donationen
Mange børn på danske asylcentre har ubehagelige oplevelser med i bagagen og mistrives. Forældrene er ofte stærkt traumatiserede og kan ikke give børnene den ballast og tryghed, de har brug for. Frivillige fra Ungdommens Røde Kors arrangerer derfor aktiviteter på asylcentrene, som giver børnene et frirum, og de frivillige bliver rollemodeller, som børnene kan spejle sig i og lære om dansk kultur og traditioner. Donationen går til aktiviteter for cirka 50 børn og unge i Holstebro, rekruttering af flere frivillige samt udvikling af en aktivitetsbog med lege tilpasset børnenes alder.- Region
- Midtjylland
- Type
- Projekt
- Modtager
- Ungdommens Røde Kors
- Støttet beløb
- 596.987 kr., år 2024
- Delmål
- Klar til livet
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Børn og unge
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Selvom den faste børneklub ikke kunne videreføres, har projektet styrket samarbejdet mellem URKs lokalafdeling og asylcentret. De afsluttende børneaktiviteter skabte engagement blandt de frivillige og har inspireret lokalafdelingen til at arbejde videre med lignende aktiviteter for udsatte børn og unge på tværs af institutioner, herunder børn med tilknytning til asylcentret.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Projektet indfriede målene delvist. I de perioder, hvor børneklubben var aktiv, skabte den et trygt og meningsfuldt fællesskab for 10-20 børn ad gangen. Udfordringer med rekruttering og fastholdelse af frivillige samt et faldende antal børn på asylcentret betød dog, at aktiviteten kun kunne gennemføres i cirka halvdelen af projektperioden. Derfor blev indsatsen tilpasset i dialog med fonden.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Aktiviteterne var relevante og efterspurgte blandt børnene, og der var god deltagelse, når de blev gennemført. Erfaringen er dog, at en fast frivilligdrevet aktivitet er sårbar i et lokalområde med få frivillige og en omskiftelig målgruppe. Fremadrettet ville vi tidligere overveje mere fleksible aktivitetsformer og samarbejder på tværs af eksisterende lokale indsatser så vi i perioder med frafald i frivillige kan fastholde et alternativt tilbud til børnene.
Delmål
Klar til livet
Et godt fysisk og mentalt helbred er en grundlæggende forudsætning for børn og unges trivsel og muligheder for at udfolde deres potentiale. Vi vil arbejde for børn og unges mentale trivsel og gode relationer i de tidlige år, at børn og unge ikke bruger tobak, at de drikker mindre alkohol, bevæger sig og sover tilstrækkeligt og er med i fællesskaber.
Mere om vores fokusområde Klar til livet