"Gode øjeblikke"

Som sagt mødte jeg modstand. Nye tiltag tager bare lang tid. Nogle føler sig måske ramt på deres faglighed. Klovnene fortalte, at dengang for 15 år siden hvor de skulle i gang på hospitalet var der også modstand. For et års tid siden fik de så lov til at komme ind på børnepsyk. efter lang tids forarbejde. Og nu oplever de, at det er givende ligesom på hospitalet. Nu er de ved at få en fod indenfor på plejehjemmene, og der har de også mødt modstand. De tænker, at det er sundt med en portion skepsis, bare det ikke er i form af tavshed men dialog og en nysgerrighed for at lade sig inspirere. Og de har så mange gode øjeblikke at berette om med de demente. Projektet startede d. 28 august med det første besøg af i alt seks. Der er mange ting på dagsordnen ift. drøftelser af plejebehov og dokumentation og vi har gruppevis møder hv. 6 uge i 1,5 time med henholdsvis 8 til 14 beboer som skal drøftes. Min rolle bliver også fremadrettet at holde "gryden" i kog ift. det vi har lært på workshoppen. Jeg vil også prøve på, at få det med på vores årlige personalemøder for hele personalestaben sammen med ledelsen.

Jeg mødte mere modstand fra mine kolleger end jeg havde forestillet mig. Dette på trods af, at jeg har orienteret ad flere omgange. For nogle er det meget grænseoverskridende. Jeg tænker, at de ikke har set klovnene hos de demente og set, hvad det skaber af glæde. Det er bestemt ikke er en metode der "barnliggør" den demente som nogle har givet udtryk for. Men netop en metode, der bl.a. imødekommer den dementes svære udfordringer i kommunikationen og derfor finder nye veje til "et fælles" ved at tale til sanserne som oftest ikke er ramt. Nogle få af skeptikerne har sagt noget til mig og ellers har jeg fornemmet en tavshed. De personale som har set klovnene i vigør hos de demente synes at det er godt. Glæder sig over de smil og den latter det frembringer. Nogle personaler har også prøvet at tage nogle af metoderne til sig og brugt det i samværet og nærværet til stor glæde også om natten. Det kan måske hænge sammen med, at vi ikke er så vant til at se en faglighed i sådan et "skævt" møde. Det er en kulturændring der skal igangsættes. Og dette tager mere tid for nogle end andre. Jeg har prøvet at sammenligne det med, at vi jo ikke "barnliggør" en dement ved at give en dame en dukke, hvis det netop giver mening for hende. At vi netop tilgodeser dette behov for at have sit barn hos sig for at udfolde sin rolle som mor og omsorgsgiver som tidligere i det levede liv. De pårørende som har deltaget har glædet sig sammen med deres kære og har været en stor medspiller i besøgene. Alle pårørende jeg har kontaktet og fortalt om projektet og spurgt om tilladelse, har samstemmende sagt velkommen på deres kæres vegne. De billeder der er taget af "De gode øjeblikke" fortæller hver især en historie. Nogle af disse billeder er nu indrammet og spreder nu glæde og giver ofte anledning til en god lille snak og latter på ny. Der er i kraft af dette, kommet mere fokus på hvad humor gør og efterlader af gode følelser i vores samvær og dagligdag. Der er nu samtaleemner om "dengang klovnene var her", og kan du genkende/huske! Nogle kan huske ved at se klovnene igen. Dette ses på deres ansigtsminik, strålende øjne, tårer, og latter. Nogle er også i stand til at sige, "I må gerne komme igen en anden dag". Andre kan vi sige til, at om et par dage eller i dag kommer klovnene. "Må vi komme på besøg?". En af de pårørende har været der alle gange undtagen en gang hvor hun var syg. Den første gang blev hun overvældet af følelser over, hvad der engang har været, og det tog klovnene så fint hånd om ved at de hele tiden havde hende inddraget i nærværet. Det blev til en meget god stund for den demente og ægtefællen. Fra maj modtog vi fra regeringens side "klippekort" til de ældre, hvilket medførte, at de kunne få ca 1 times samvær med et personale om ugen. Dette samvær til de hårdest ramte demente er også blevet inspireret af den lidt "skæve" metode, da der er mulighed for at fordybe sig i, hvad der giver den enkelte mening og indhold. Så målet med at have fokus på de bløde værdier har fået bedre rammer på plejehjemmet. Trivsel i form af roligere adfærd og hvis der er nogle der er udadreagerende, kan ikke helt dokumenteres endnu, da det fordrer, at hele personalegruppen arbejder målrettet på at implementere de lidt "skæve" metoder i alle vagter. Det er tydeligt, at apatien hos nogle kan mindskes, da vi nu har noget anderledes tilfælles at tale om, som giver gode følelser i kroppen, som frembringer latter og smil. De "Gode øjeblikke" som opstår, giver de demente en følelse af ligeværdighed og at være værdifuld i kraft af at man ER. Masser af øjenkontakt og følelsen af at blive set.

Hvis noget skal implementeres, så er det min erfaring fra andre tiltag/kurser, at udbyttet bliver meget større, hvis alle hører og øver det samme. Jeg indledte workshoppen med igen at fortælle mine tanker for dette projekt. Hvordan det hele startede og mine reflektioner omkring de hårdest ramte demente og deres muligheder for nærvær/oplevelser. Jeg tænker, at mine ambassadører fremadrettet bliver dem, der har taget godt imod de lidt "skæve" redskaber til vores igangværende værktøjskasse til samvær med de demente. Dem der tør vove sig ud over egen komfortzone og lade sig inspirere. Ting tager tid og nu er forarbejdet gjort. Der skal løbende følges op på at fortælle om de gode øjeblikke til inspiration for andre, og ikke mindst reaktionen hos den demente. Søgte derfor om den bedste udgangspunkt for implementering, som var workshops for hele personalestaben samt at få mulighed for hele 6 besøg i huset også til læring.