Hr. Sommerfugls lærlinge

Projektet har vist sig at være en stor social succes. Praktikanterne har været enormt glade for at komme på værkstedet og i Saxogade. Det kommer bl.a. til udtryk ved det lave fravær, lysten til at komme forbi og blive på værkstedet i fritiden og flere af praktikanternes initiativ til at ses privat. Samtlige praktikanter har øget deres timetal under projektperioden og har lært at mestre de opgaver, de har fået stillet. De har fået mod på arbejdsmarkedet igen, og alle, der har gennemført forløbet, er blevet klar til at starte i ekstern praktik. Den sociale del af projektet vil derfor blive implementeret som en fast bestanddel i Settlementets sociale arbejde, hvor Fredes Woodshop fortsat vil være en rummelig, intern praktikplads for socialt udsatte borgere. Særligt gruppen af borgere, der har gennemlevet angst- og stresslidelser, har et begrænset netværk, har isoleret sig socialt, og derfor ikke er klar til kundekontakt, mange kollegaer og et højt produktionstempo. Det er samtidig vores erfaring, at vi dårligt kan nå at producere mere, end vi kan nå at sælge i gaden. Det skyldes både den begrænsede plads på værkstedet, og praktikanternes manglende håndværksmæssige erfaring. Det betyder, at forventningen om at produktionen kan gå i balance gennem indtjening har vist sig ikke at være gangbar. Værkstedet har den begrænsning, at vi ikke kan lave en professionel udsugning. Det lægger nogle væsentlige begrænsninger på de maskiner, vi må installere. Det betyder bl.a., at vi må bestille træ høvlet i de dimensioner, vi skal bruge til produktionen. Det er en større udgift og betyder, at margenen for profit mindskes væsentligt. Træ er en dyr råvare – særligt når vi også har et ønske om at anvende træ fra Skandinavien af hensyn til bæredygtigheden i produktionen. Derfor skal Fredes Woodshop også fremover delvist finansieres af fonde og puljer. Det skal det, fordi vi virkelig kan rykke nogle borgere tættere på arbejdsmarkedet gennem praktik på værkstedet. Borgere som ikke ellers ville kunne passe ind i vores øvrige tilbud, men har brug for den trygge og skærmede atmosfære som netop værkstedet har at tilbyde. På den måde er værkstedet en stor social succes, som vi gerne vil holde fast i. Kommercielt har projektet også været succesfuldt i den forstand, at alle produkterne er blevet solgt på markedsvilkår og har bidraget til Plantulas bundlinje. Fortællingen omkring produkterne og deres tilblivelse fungerer også, og skaber et synligt brand for produkterne, som kunderne responderer positivt på. Værkstedet kommer dog ikke til at gå i balance økonomisk gennem salg af vores produkter.

Projektperioden er løbet fra ultimo september 2017 til ultimo december 2018. De første 3 måneder blev de første produkter udvalgt og tegnet og værkstedet blev indrettet til produktionen. Den første praktikant startede i januar 2018. Der har været tilknyttet en projektleder 30 timer ugentligt og en projektmedarbejder én dag ugentligt. Projektlederen er uddannet sociolog og grunduddannet møbelsnedker. Stillingen som projektmedarbejder har været besat at to forskellige medarbejdere, med såvel pædagogisk som tømrerbaggrund. Udover medarbejderne har der været tilknyttet i alt 10 frivillige i forskellige faser af projektet. De frivillige har løst opgaver lige fra praktisk hjælp med indretning af værksted, produktfotos, produktudvikling og afvikling af events såsom Saxogadefesten og Jul i Saxogade. Nærmere arbejdsmarkedet Der har været 10 aktivitetsparate borgere i 6-8 måneders praktikforløb i projektet, som har produceret serien af 5 forskellige grønne produkter. Der har været 9 mænd og 1 kvinde i alderen 40-60 år. Foreløbig er: • 2 af borgerne kommet i arbejde. • 3 af borgerne begyndt i ekstern praktik. • Én skulle lige til at starte i ekstern praktik, da hans forløb blev afbrudt pga. pludseligt opstået sygdom. • De resterende 4 borgere er fortsat i intern praktik på værkstedet, hvoraf: o 2 er klar til ekstern praktik, og mangler blot at finde det helt rette praktiksted i januar/februar 2019. o De sidste 2 borgere har været i praktik på værkstedet i mindre end 3 måneder og er derfor endnu ikke klar til ekstern praktik. Projektet har været meget populært blandt borgerne, som alle udtrykker glæde ved at komme på værkstedet. Fraværet har været bemærkelsesværdigt lavt og, meget illustrativt for flere praktikanters udsagn, sagde en praktikant til sin afsluttende samtale: ”Selvom jeg har en dårlig dag, vil jeg gerne komme på værkstedet alligevel.” Samtlige praktikanter i Hr. Sommerfugl-projektet har rykket sig tættere på arbejdsmarkedet under deres forløb. Alle har øget deres timetal og har rykket sig typisk 2 men mindst 1 trin på 4-trinsskalaen (se bilag 1 fra projektansøgningen) tættere på arbejdsmarkedet, således at alle, der har været i forløb i ca. 6 måneder, er blevet klar til ekstern praktik på en ”almindelig” arbejdsplads udenfor Saxogade. En af borgerne fortæller eksempelvis om sit forløb i værkstedet: ”Jeg havde brug for den her trinvise udvikling, hvor jeg langsomt kunne gå op i tid. Nu tror jeg efterhånden på, at jeg godt kan komme ud på en helt almindelig arbejdsplads igen”. En af de borgere, der er kommet i arbejde, har en kaotisk baggrund bag sig og havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen forud for praktikken i værkstedet. Under praktikken fortæller han: ”Projektet giver mig en forhåbning om, at jeg kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og føle, jeg kan fungere som en helt almindelig mand” og ”… man føler at ens arbejde er værdsat. Det giver mod på at sige ja til at gå i gang med nye opgaver”. Efter den interne praktik startede han i en ekstern praktik, som nu har ført til en lønnet ansættelse, som han selv kom forbi værkstedet for at fortælle om. Han var meget glad og stolt og sagde, at ”det var ikke sket uden Settlementet”. Samtlige praktikanter i projektet udtrykker ved det faste månedlige statusmøde med projektleder og mentor, at de er blevet mere afklarede i forhold til, hvor mange timer de kan klare at arbejde, og hvad de realistisk set godt kunne tænke sig at arbejde med. Det er langt fra alle, der har lyst til på længere sigt at arbejde specifikt med træ. Men forskellige elementer af værkstedsarbejdet virker stimulerende for de forskellige borgere. Én vil f.eks. gerne arbejde på et cykelværksted i fremtiden. Han har derfor fokuseret meget på de grundlæggende værkstedsfunktioner, og det håndværktøj man også bruger som cykelmekaniker. To andre har før arbejdet meget kreativt med hhv. maling og papirskulpturer. Vi har derfor tilrettelagt arbejdet således, at de mere kreativt orienterede har haft mulighed for at udvikle denne side af sig selv på en reel arbejdsplads. Der har f.eks. altid været frie rammer omkring malingen af produkterne. Og udviklingen af vores frøpapir (se vedlagte kollektionsoversigt) er sket i tæt samarbejde med den borger, der har arbejdet med papir før. Udformningen, metoden og farverne har i vid udstrækningen været denne praktikants fortjeneste. Praktikanterne har haft et bemærkelsesværdigt lavt fravær. Praktikanterne er stort set altid mødt til tiden, har sjældent meldt sig syge og er stort set aldrig udeblevet uden at give besked til projektlederen. Tværtimod er det erfaringen, at flere af praktikanterne kommer forbi for at sige ’hej’ i deres fritid, og ofte spørger, om de må blive og arbejde længere på værkstedet, end de egentlig skal ifølge aftalen med deres mentor. Der er også ved flere lejligheder blevet taget initiativ til at lave noget socialt sammen efter fyraften. Helt overordnet har projektet således været en succes, og målet omkring at rykke borgerne tættere på arbejdsmarkedet er blevet opfyldt. Produktserien Under projektet har vi udviklet en produktserie bestående af 5 grønne produkter i 3 forskellige sværhedsgrader, og i forskellige materialer, som praktikanterne har kunne dygtiggøre sig i. Produkterne består af plantekasser, krukkeophæng til window farming, frøpapir, fuglekasser og træ-julepynt (se kollektionsoversigten og oversigt nedenfor for uddybning og billeder af produkterne). Alle produkterne har passet ind i Plantulas varesortiment og er blevet udviklet i samarbejde med butikkens personale på baggrund af kundernes efterspørgsel og en grundig kundegrundlagsundersøgelse ved projektets start. Produkterne er indtil videre blevet solgt i det tempo, vi har kunne nå at producere dem. Produktserien består af: 1) Plantekasse med hjemmelavet for af genbrugsstof og bivoks. Sværhedsgrad: 3. Materialer: Lærk, stof, bivoks. 2) Window farming krukkeophæng. Sværhedsgrad: 2. Materialer: Fyr, metalwire, sæbe og linolie. 3) Frøpapir. Sværhedsgrad: 1. Materialer: Papiraffald, blomsterfrø. 4) Fuglekasse til fugle i byen. Sværhedsgrad: 3. Materialer: Fyr, øko-maling. 5) Træ-julepynt. Sværhedsgrad: 2. Materialer: Trærester, bejdse, maling, linolie, lædersnor. Projektets målgruppe har haft meget forskellige forudsætninger for at indgå i produktionen. To var uddannede træfagligt og havde arbejdet på et værksted før. En tredje var vant til at arbejde på et cykelværksted, men de resterende 7 havde aldrig arbejdet på et værksted før. Det var derfor en balancegang at finde de rette sværhedsgrader, der kunne udfordre hele praktikantgruppen. Alle havde mod på at forsøge sig med de relativt komplicerede plantekasser. Så frem for at nogle skulle producere ”lette” produkter og nogle ”svære”, brød vi processen for at bygge plantekasserne ned i mange små dele. For de mere erfarne betød det blot, at produktionen gik hurtigere, og at de kunne dygtiggøre sig i at lave kasserne så præcise som overhovedet muligt. For de mindre erfarne gik produktionen langsommere, men slutproduktet blev lige så salgbart som de mere erfarnes produkter. Af hensyn til målgruppens forskellige interesser er der indgået flere forskellige materialer i produktserien. Eksempelvis er et af produkterne et frøpapir: et ark papir, støbt af genbrugspapir iblandet blomsterfrø, som kan sås efter brug. Projektlederen og en borger udviklede metoden sammen, med inspiration fra forskellige blogs, og denne praktikant blev ”eksperten” i at producere papiret. På den måde har vi udvalgt produkterne mere efter praktikanternes kompetencer og interesser, end ud fra sværhedsgrader. Dvs. de borgere hvis temperament passer bedst til at udføre grovere og større konstruktioner, har haft mulighed for det. Og dem der foretrækker at sidde og nørkle med nogle mindre produkter og processer, har haft mulighed for det. Men alle har i princippet haft mulighed for at lære at producere alle produkterne – som samtidig skulle imødekomme en reel efterspørgsel på markedet. Projektlederen har tegnet og designet grundproduktet, men har samtidig efterladt rum for kreativ fortolkning. F.eks. har borgerne selv kunne vælge farveudtrykket på deres fuglekasser, behandlingen af deres window farm ophæng, størrelse og farve på frøpapirerne samt form og farvenuancer på træ-julepyntet. Samtidig har de borgere, der har udtrykt interesse for det, været med til at vælge det endelige design på projektlederens tegninger. Der har således været faste rammer og en tydelig arbejdstegning og manual, til dem, der har haft stort behov for tydelighed. Og dem, der havde behov for at være med på sidelinjen til produktudviklingen for at bevare motivationen, har haft mulighed for det. (se vedlagte metodehåndbog for uddybning ift. overvejelser om indretning af værksted, udvælgelseskriterier for produkterne og øvrige hensyn i produktionen). Betydningen af at have borgerne med på råd i produktudviklingen kan eksempelvis ses ved, at tre af borgerne har købt og betalt for hhv. to plantekasser, 3 fuglekasser og ét window farm ophæng til familiemedlemmer i gaver. Det siger noget om ejerskabet omkring produkterne og værkstedet. Flere af praktikanterne udviser stolthed over produkterne, både når potentielle kunder udviser interesse, og når praktikanterne selv vælger at købe produkterne som gaver til mennesker, de holder af. Fagspecifik og mere universel opkvalificering Den faglige opkvalificering praktikanterne har gennemgået under produktionen kan inddeles i tre overskrifter: værkstedskompetencer, træfaglige kompetencer og mere universelle arbejdspladskompetencer. Værkstedskompetencerne, der er blevet arbejdet med, er primært: • At følge manualer og sikkerhedsinstrukser. • Betjening af søjleboremaskine, stiksav, båndsliber samt de fleste former for håndværktøj. • Vedligeholdelse af værktøj. • Forståelse for at arbejde i arbejdsstationer. De træfaglige kompetencer har været centreret omkring at opnå en generel forståelse af, hvordan træet er levende og deraf følgende forholdsregler, der skal tages i behandlingen af det, herunder hvad man skal have in mente for at lave holdbare trækonstruktioner. Derudover har det handlet om kendskab til forskellige træbehandlingsformer og deres styrker og ulemper. De mere universelle kompetencer, der kan overføres til en hvilken som helst arbejdsplads, har drejet sig om at blive i stand til at sætte sig ind i en opgave, lægge en overskuelig plan for opgaven, udføre den og afslutte den. Derudover har vi talt meget om betydningen af finish for salg, og praktikanterne har ofte skulle præsentere de færdige produkter overfor kunder og kollegaer på en måde, hvor produktet og processen fremstod klart og præsentabelt. Social og personlig kompetenceopbygning For mange af praktikanterne var de sociale forventninger det mest intimiderende ved at skulle vende tilbage til arbejdsmarkedet. En stor del af praktikanterne har levet helt eller delvist socialt isoleret i en årrække forud for praktikken i Settlementet, har et meget begrænset socialt netværk og oplever svær ensomhed. De har derfor næsten allesammen udtrykt bekymring for de sociale forventninger forud for, at de skulle starte på værkstedet. Mange har været i tvivl om, hvad man siger til sine kollegaer, hvad de andre mon tænker om én, og om man overhovedet vil have nogle ting til fælles, som man kan mødes om. Morgenkaffen har derfor været den måske vigtigste rutine i projektet. Her samles vi, som det arbejdsfællesskab vi er, ser hinanden i øjnene inden arbejdet starter, og lærer hinanden at kende ved at tale om uformelle emner. I starten guider projektlederen samtalen let ift. emner og omgangstone. Men med tiden tager praktikanterne i højere grad selv initiativet til nogle emner, og følger op på løbende snakke. Her sørger projektlederen blot for at inddrage alle, ved at spørge aktivt ind til mere stille praktikanters oplevelser. Ved samme lejlighed har medarbejderen ”taget temperaturen” på praktikanterne for at fornemme, hvordan de har haft det, og om der var nogle særlige hensyn, der skulle tages den dag. Det kan både være fysiske og psykiske hensyn. F.eks. har en praktikant med rygproblemer haft et liggeunderlag på værkstedet, som han nogle dage havde behov for at ligge på i 10 min. Andre har haft nogle psykiske udfordringer, der har betydet, at de nogle dage har trukket sig lidt tilbage og er gået en kort tur, når samværet med de andre blev for intenst. Samtidig har det været tydeliggjort, at det er i disse pauser der ryges, tales i telefon og drikkes kaffe. På den måde er der blevet etableret en fornemmelse af, hvad der forventes ift. arbejdsindsats, og hvor mange pauser man kan tillade sig at tage. Vores erfaring har vist, at især borgere, der har gennemlevet angst- og stressrelaterede sygdomsforløb, har haft stort udbytte af et forløb i Hr. Sommerfugls Lærlinge. Værkstedets rammer skaber et trygt rum, hvor der er en forventning om, at man kommer hinanden ved. Samtidig er der plads til, at den enkelte kan gå i gang med sine selvstændige opgaver i produktionen. På den måde har medarbejdere, praktikanter og frivillige støttet op om hinanden socialt, samtidig med at alle har deres egne konkrete opgaver at tage fat på i løbet af arbejdsdagen. Samtidig betyder værkstedets indretning, at nogle arbejdsstationer er mere skærmede for besøgende end andre. Det er som regel ved den lidt aflukkede arbejdsstation, mange praktikanter starter, og efter et par måneders forløb er nogle rykket til den anden arbejdsstation ved døren, fordi det begynder at blive mere trygt og rart at tale med værkstedets besøgende. For at imødekomme flere af praktikanternes sociale udfordringer, har vi brugt et særligt redskab til at lette lidt af presset for at tale sammen; musik. En af fordelene ved at praktikforløbene har udspillet sig på et værksted er, at vi selv har kunne vælge, hvilket musik vi ville lytte til. Der har ikke været kunder at tage hensyn til, så vi har blot skiftedes til at sætte numre på for hinanden. Praktikanterne har været rigtig gode til at fornemme hinanden – og har ikke sat genrer på, der har ligget alt for langt fra kollegaernes smag. Musikken letter forventningspresset, eftersom der ikke opstår pinlig tavshed. Tværtimod har musikken været det helt centrale samtaleemne på værkstedet. Musikken har indbudt til at fortælle om oplevelser med de specifikke kunstnere, koncertoplevelser, ungdomsminder etc. Og fordi arbejdet har haft en så praktisk karakter, har det ofte været muligt at arbejde, lytte til musik og tale sammen samtidigt. Brobygning mellem borgere i lokalområdet og praktikanterne Det har været en væsentlig styrke ved projektet, at produktionen er placeret i en livlig handelsgade, i stueetagen, hvor vi ofte har stået ude på gaden og arbejdet eller haft åben dør med musik strømmende ud på gaden. Det har betydet, at der minimum tre gange om ugen er kommet en nabo eller kunde ind på værkstedet eller er stoppet op på gaden for at se, hvad vi laver. Mange har håndværksinteresserede børn og spørger, om de må være med til noget af arbejdet. Det er lidt svært at skabe plads til til dagligt, men vi vil tænke det ind til Saxogades større events, at interesserede kan komme ind og prøve kræfter med håndværket på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. En enkelt gang forbarmede vi os dog, da en lille 9-årig dreng og hans mor kom forbi på gaden og spurgte en af praktikanterne, Michael (anonymiseret), hvad han lavede. Michael har været i praktik på værkstedet i 3 måneder på dette tidspunkt, og er stadig relativt introvert og fåmælt. Men da drengen udviser interesse, inviterer Michael ham på eget initiativ ind for at se værkstedet. Drengen fortæller, at han gerne vil være tømrer, når han bliver stor, og Michael spørger opmuntrende ind til det. Han tilbyder drengen at prøve at save med en lille, fin sav. Det vil drengen gerne, og Michael finder en kasse, drengen kan stå på, for at nå op til høvlebænken. Drengen stråler, og moderen skriver senere til os på facebook, at hendes søn ikke har talt om andet siden. Det var et stort skridt for Michael, at han udviste den slags ejerskab for værkstedet, og at han havde lyst til at invitere nogen ind. Siden da har Michael taget arbejdsstationen ved hoveddøren, og det er som oftest ham, der byder folk velkommen, når de kommer ind for at kigge, og han fortæller og viser gerne, hvad vi laver. Praktikanterne har også bygget byrumsmøbler og udsmykning til gaden – som rækker ud til naboer og kunder. Det skaber et godt udgangspunkt for at falde i snak med folk, når forbipasserende spørger, hvordan vi har bygget bænkene, og når man kan se, at de bliver brugt. Eksempelvis byggede vi en bænk til Saxogadefesten i september. Til festen inviterede vi alle børn til at komme forbi og male på mangfoldigheds-bænken. Bænken står nu foran værkstedets facade, og er blevet et lille kunstværk i gaden. Dagligt sidder børn og forældre på bænken på vej til eller fra skolen lige rundt om hjørnet. Inspirationsture Der har været flere forskellige ekskursioner indbygget i praktikforløbene. Besøgene har været tilrettelagt med henblik på at inspirere praktikanterne til forskellige mulige retninger inden for træ- og byggebranchen, at motivere til at dygtiggøre sig og at være en social begivenhed for hele holdet af praktikanter. Vi har eksempelvis besøgt Kofoeds Skoles kreative værksteder, herunder deres større træværksted. Fredes Woodshop er et mindre træværksted, hvor vi primært bygger og samler produkter i hånden. Derfor skal træet forarbejdes, inden vi modtager det, hvilket vi har samarbejdet med Kofoeds Skoles værksted om. På deres værksted har de høvlet brædderne og skåret dem a længde til vores plantekasser og window farms. Besøget på Kofoeds Skole fungerede derfor som inspiration til, hvordan det ville være at arbejde på et større træværksted, eller på et andet upcycling-værksted. Samtidig var det en hyggelig eftermiddag, hvor vi drak kaffe i solen og så os omkring i organisationens nyåbnede butikker. Det har været en central del af projektet, at produkterne skal fremstå attraktive for kunderne og imødekomme en reel efterspørgsel. Det vil sige, at praktikanterne kontinuerligt har skulle holde sig kundens ønsker for øje. Det var også det primære formål med at besøge Dansk Ornitologisk Forenings Naturbutikken på Vesterbrogade, inden vi gik i gang med at bygge fuglekasser. Her fortalte bestyreren hele holdet om, hvilke fugle der lever i storbyerne, hvilke faglige krav der er til fuglekasser, og hvad deres kunder efterspørger. Her stillede praktikanterne mange spørgsmål og gik interesserede rundt og inspicerede de kasser, der allerede var til salg i butikken. På baggrund af denne inspirationstur justerede vi vores fuglekasser efter kundernes ønsker og de konkurrerende produkter.

Opkvalificering på et reelt produktionsværksted Oprindeligt forestillede vi os, at produktionen primært skulle finde sted i Plantulas baglokale. Vi fik imidlertid mulighed for at indrette nabolokalerne til et reelt træværksted, hvilket udgjorde meget bedre rammer for produktionen, end det lille baglokale kunne tilbyde. Valget af produktionsværkstedet som ramme for opkvalificeringen af denne målgruppe har overordnet set været det helt rigtige valg. Praktikanterne har udtrykt stor glæde ved, at produkterne faktisk skal bruges og sælges til lokale kunder. Det har betydet, at der har været en helt klar og tydelig motivation for at gøre sig umage. Og glæden og stoltheden har været tydelig, når de færdige produkter er blevet afleveret til salg i nabobutikken, hvor de er blevet stillet frem og integreret i det øvrige varesortiment. Selve værkstedets rammer har ligeledes været de rigtige for denne målgruppes muligheder for at udvikle sig i retning af arbejdsmarkedet. Værkstedet er blevet indrettet fagligt meningsfuldt, men også hyggeligt og uformelt. Bl.a. har vi malet flaskegrønt på væggene, og dekoreret vægge og vindueskarme med gammelt værktøj og træ. Og vi har indrettet tre separate arbejdsstationer med forskellige lys-, varme- og gennemgangsforhold. Værkstedet har bl.a. derfor været et trygt og roligt sted, hvor der både har været mulighed for at arbejde med sine egne, individuelle opgaver, og for at samarbejde og socialisere med hinanden. Det har mange af praktikanterne fremhævet som en styrke ved projektet, som har hjulpet dem til at kunne overskue at møde på arbejde – også på de svære dage. En praktikant udtrykker det på følgende måde, til det afsluttende møde, inden han startede i ekstern praktik: ”Værkstedet er et trygt miljø, hvor jeg har kunne afprøve hvor meget, jeg kan klare. Der har været rigtig meget frirum, og det havde jeg brug for.” ”Musikken og det at vi producerer ting gør, at man falder mere uformelt i snak med hinanden. Det gør det sociale meget nemmere.” En anden praktikant fremhæver også miljøet på værkstedet, og formulerer det på denne måde: ”Her er et virkelig godt arbejdsmiljø. Vi taler respektfuldt med hinanden”. Dette miljø har betydet, at praktikanterne har haft nogle trygge og rolige rammer for at vænne sig til de forventninger, der også vil være på andre, eksterne arbejdspladser, som f.eks. at hilse på hinanden og småsnakke lidt om morgenen, inden arbejdet går i gang. Og at komme til tiden, eller give besked og en acceptabel forklaring, hvis man ikke kan nå det. Vi har været meget eksplicitte omkring vores forventninger til fremmøde, og vi har brugt meget energi på at sætte gode rammer for at småsnakke i pauserne. Alt i alt har valget af et produktionsværksted, som rammen for opkvalificeringen af målgruppen, været helt ideelt for de målsætninger, vi har sat os ift. øgede kompetencer i produktionen og på arbejdspladsen mere generelt. Praktisk og kreativt arbejde som springbræt til social og personlig udvikling Flere af praktikanterne har givet udtryk for, at selve arbejdets art også har været sundt for deres udvikling. Det at skabe noget fra bunden med sine hænder, og se en tydelig udvikling i arbejdet, opleves af flere som meditativt og opbyggende for deres selvtillid og motivation for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Selv de praktikanter, der egentlig gerne vil arbejde i en anden branche på længere sigt, fremhæver fordelene ved at starte med helt konkret, praktisk arbejde med tydelige resultater. På den måde har praktikanterne tidligt fået nogle solide succesoplevelser, der har boostet selvtilliden ift. at finde en plads og føle sig værdifuld på arbejdsmarkedet. Det er vores klare erfaring, at det praktiske, kreative arbejde på værkstedet har været et rigtig godt udgangspunkt for, at praktikanterne har fået frigivet noget energi og overskud til at udvikle sig socialt og personligt, i henhold til de individuelle mål de nu har sat sig i samarbejde med os. Betoningen af de forskellige sværhedsgrader viste sig mindre vigtigt, end vi antog ved projektets start. Frem for at inddele borgerne i niveauer, har vi i stedet nedbrudt processen for at bygge produkterne i mange små dele. På den måde har alle kunne bygge alle produkterne, én lille del ad gangen, blot i forskellige tempi. Det har betydet, at praktikanterne i højere grad har kunne samarbejde, i og med at de fleste har gået og arbejdet på de samme produkter. På den måde har vi også kunne bruge peer-to-peer metoden, hvor de mere erfarne, har kunne lære fra sig til de mindre erfarne praktikanter. Og at de nyere praktikanter har kunne få gode tips og tricks fra nogen, der har stået i samme situation som dem selv. Dette har også været en fordel for fællesskabsfølelsen på værkstedet. Strategiske samarbejder Produkterne er som udgangspunkt blevet solgt løbende i det tempo, vi kunne nå at producere dem. Der er desuden skabt mulighed for potentielle samarbejder med flere forskellige eksterne forhandlere, når vi får produceret flere produkter, end vi selv kan nå at sælge i Saxogade. Eksempelvis vil Dansk Ornitologisk Forenings Naturbutikken gerne sælge vores fuglekasser. Webshoppen My Nordic Design har udvist interesse for vores værksted og vores produkter. Og vi har været i kontakt med den bæredygtige netbutik Suztain ang. potentielt salg af nogle af vores produkter. Der er desuden indgået eksterne samarbejder med professionsskolerne KEA og UCC. KEA i forbindelse med at udvikle social medie strategier til at promovere produkterne. Og læreruddannelsen i Håndværk & Design på UCC i forbindelse med produktudvikling og fællesskabsorienterede, kreative workshops til gadens julemarked. På den måde rækker produkterne og projektet også udover selve gaden til det omkringliggende samfund (se også vedlagte forretningsplan). Plantula er pt i en udviklingsproces, hvor butikken skal integreres i højere grad med Settlementets udgående bygartner-service og skifter i den forbindelse navn til Grønne Kræfter. Her skal butikken i højere grad fungere som showroom for de grønne løsninger, virksomheden kan tilbyde kunderne. Når butikslokalet skal indrettes efter det nye koncept, får Fredes Woodshop en hel væg til at udstille vores produkter - hvor de før blev præsenteret blandt butikkens øvrige produkter efter varegrupper. På den måde forventer vi, at produkterne fremover vil blive forankret i endnu højere grad i butikkens sortiment. Dette samarbejde har fungeret rigtig godt for borgernes motivation, fordi man på den måde er i tæt kontakt med de kollegaer, der skal sælge produkterne og med nogle af de kunder, der er interesserede i at købe dem og høre mere om produktionen. Hvad kunne vi med fordel have gjort anderledes? Det har været en stor udfordring at skulle udvikle produkter, der kunne levere på både bæredygtige, grønne og kommercielle parametre samtidig med, at de skulle kunne produceres på et meget lille værksted, af mennesker med lidt eller ingen produktionserfaring. Man kunne med fordel have valgt at fokusere på færre af elementerne ad gangen.