Om donationen
Donationen går til et projekt, der skal evaluere udbyttet af psykologisk behandling i den danske praksissektor og blandt psykologer i privat praksis. Undersøgelsen skal bestemme de virksomme faktorer i terapien med henblik på at tilrettelægge mere effektive terapiforløb. En af de teser, der skal undersøges, er, at forskellige psykoterapeutiske tilgange har forskellig effekt på forskellige typer af klienter. I første del af projektet er formålet at beskrive sværhedsgraden af klienternes symptomer og evaluere symptombedring hos klienterne. Der fokuseres på patienter med angst eller depression. Anden del af projektet undersøger, hvordan terapien bedst tilpasses klienternes karakteristika og præferencer i forhold til behandlingen. Et særligt fokus er på betydningen af klientens følelsesmæssige tilknytning til psykologen, herunder om klientens udbytte øges, hvis psykologen tilpasser den terapeutiske stil til klientens specifikke tilknytningsmønster.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Forskningsprojekt
- Modtager
- Københavns Universitet
- Støttet beløb
- 4.622.382 kr., år 2020
- Delmål
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Projektet har været baseret på et intensivt samarbejde med de praktiserende psykologer, der deltog i projektet. I en vekselvirkning mellem formidling af forskningsresultater og fælles refleksioner omkring de kliniske implikationer af projektets fund er resultaterne af projektet blevet integreret i psykologernes praksis. Herudover er projektet er blevet fulgt op af et lodtrækningsforsøg, hvor patienter henvist til psykologbehandling randomiseres til behandling eller fire måneders venteliste.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vi mener, at vi i høj grad har indfriet projektets mål. Vi har fået en mere præcis forståelse af hvornår og i hvilken grad, det er gavnligt at indfri klientens præferencer for specifikke behandlingsmetoder. Vi har desuden dokumenteret betydningen af, at klienter med en undgående tilknytningsstil udvikler en tryg tilknytning til deres terapeut under terapien. Endelig har vi gennem møder, en afsluttende konference og bidrag til fagtidsskrifter formidlet projektets resultater til danske psykologer.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
På mange måder var det valgte design, inklusive de specifikke undersøgelsesmetoder, velegnet til at indfri projektets mål. Samtidig har projektet bidraget med vigtig viden om måleinstrumenter, der kun delvis opfylder psykometriske standarder, og som bør forbedres eller udskiftes i fremtidige undersøgelser. Endvidere vil vi anbefale honorar til klienter for at bidrage, da dette må formodes at øge datakompletheden. Endelig ville flere kvalitative undersøgelser have styrket designet.