Motion, Sind, Samvær

Projektet havde i starten fokus på at frivillige skulle kunne overtage og løfte hele træningsopgaven, når projektet sluttede. Vi arbejdede med forskellige organisationer, og det lykkedes os at mobilisere en del frivillige til at hjælpe ifm. træningen. Ingen organisationer var dog interesserede i at stå med opgaven selvstændigt. Aftalen blev i stedet at starte tilbud i privat regi, på de fysioterapeut klinikker, hvor projekttræningen havde fundet sted. Træningen er målrettet mennesker med demens og pårørende og med egenbetaling. Vi har oplært og samarbejdet med de private klinikker med stor succes. Der er nu faste private træningstilbud flere gange om ugen i Sønderborg Kommune. Kommunen har bevilliget fast støtte til træning og vi har derfor mulighed for at bibeholde ansættelse af projektets fysioterapeut. Fysioterapeuten opstarter træningstilbud til demensramte og pårørende i træningscenter 4 gange pr. år. I yderdistrikterne har det været svært at tiltrække demensramte og pårørende, så der kunne etableres fulde træningshold. Efter en dialog med målgruppen, har der sidste halve år været tilbudt naturtræning to steder i kommunen. Træningen foregår udendørs uanset vejr og vind. Der trænes med enkelte elementer såsom puslespil, kegler og bolde. Naturen bruges med alt hvad den indeholder. Holdene har stor succes. Der er natur tilbud to steder. Begge steder a 1,5 times varighed 2 gange ugentligt.

Generelt set er projektets formål med at øge livskvaliteten for borgere med demens, og deres pårørende gennem træning og socialt samvær lykkes godt. Vi har igennem projektet tilbudt træning på i alt 37 hold og til i alt 179 borgere. Samtidig har vi tilbudt undervisning til pårørende, fordelt på 3 hold:  Hold 1 - samboende pårørende.  Hold 2 - Ægtefæller på plejehjem.  Hold 3 - voksne børn/ svigerbørn. I alt har vi i projektperioden undervist 142 pårørende til demensramte. Der er gennem forløbene løbende gennemført målinger ud fra projektets succeskriterier. Fordi demens er en fremadskridende og progredierende sygdom, er der også er mange andre elementer end træning der har indflydelse på og afgør om livskvaliteten øges eller ej. Pårørende og demensramte angiver samlet at de er kommet i bedre fysisk form, de har fået et markant bedre psykisk velbefindende, et bedre socialt netværk, de er blevet bedre til at tackle demenssygdommen. De har fået bedre humør, er blevet mere aktive og har mere overskud i hverdagen. Det er altid et øjebliksbillede, når demensramte og deres pårørende besvarer spørgsmålene, og derfor kan det for begge parter være svært at huske mange måneder tilbage, og sammenligne tilstandene. Svarene er meget påvirkede af, om de sidste dage har været gode eller dårlige. Det har været svært for pårørende at vurdere om den demensramtes symptomer er formindsket, da demens som nævnt er en progredierende sygdom. En stagnation i sygdommen betragtes også som en succes. Der er ved projektets afslutning etableret et samarbejde med et lokalt fysioterapi center, der tilbyder træning til mennesker med demens og deres pårørende mod egenbetaling. Medarbejderne der sørger for træningen er oplært af projektets fysioterapeuter. Der fokuseres i overgangen fra kommunalt trækningstilbud til træning i privat regi, at fokuserer på de gode og trygge rammer som borgeren allerede er kendt med. Det har motivere mange familier til at fortsætte træning efterfølgende. Der er afprøvet forskellige former for træning og det konkluderes, at både de demensramte og de pårørende profiterer godt af et forudsigeligt og struktureret træningsforløb, bestående af kredsløbstræning i maskiner, styrketræning i otte udvalgte maskiner, samt diverse balanceøvelser.

Efter afprøvningsfasen er der foretaget enkelte ændringer af testmaterialet og træningsindholdet for at tage hensyn til målgruppens individuelle udfordringer, fremme kvaliteten og optimere træningsudbyttet hos deltagerne.