Om donationen
Donationen er gået til Røde Kors’ ferielejre, som giver sårbare børnefamilier nye fællesskaber og støtte til at stå stærkere i hverdagen. Ferielejrene er et tiltrængt frirum, hvor familierne kan slippe deres bekymringer og være sammen som familie i trygge og glade rammer. Lejrene er fyldt med aktiviteter og lege for børn og voksne, og der er en god blanding af udendørs og indendørs aktiviteter som fx rundbold, vandpistolkamp, badning i havet og snobrød ved lejrbålet. Donationen har hjulpet Røde Kors med at afholde 14 ferielejre i 2020, som har givet omkring 700 børn og forældre ferieminder for livet.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Projekt
- Modtager
- Røde Kors
- Støttet beløb
- 500.000 kr., år 2020
- Delmål
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Børn, Unge, Kvinder, Mænd
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Røde Kors’ ferielejre har eksisteret i 15 år og er et forankret projekt i Røde Kors. Ferielejrene er et af Røde Kors’ flagskibe og et projekt, som har støttet tusindvis af forældre og børn gennem årene. Og selvom det holdt hårdt i år pga. coronakrisen, så har ferielejrene også i 2020 hjulpet med at binde bånd og venskaber mellem familier og givet dem ny viden og nye erfaringer, som de kan trække på senere hen. Mest af alt har ferielejrene dog givet familierne glade og minderige oplevelser.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Røde Kors’ ferielejre blev hårdt ramt af coronakrisens første bølge, og alle lejre blev aflyst. Det lykkedes dog til sidst ved hjælp af dedikerede frivillige at få afholdt 14 ferielejre med 677 glade børn og forældre. Coronakrisen har tæret voldsomt på familiernes kræfter, og mere end nogensinde før var ferielejrene et pusterum og en tiltrængt positiv oplevelse – især for børnene. Som et ekstra coronatiltag blev der udover lejrene afholdt 28 efterårsferieudflugter med 863 forældre og børn.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Coronakrisen ændrede på planerne for aktiviteterne på Røde Kors’ ferielejre. En del lejrsteder blev skiftet ud med ferie- og badelande for at sikre mere plads, og derfor var der ikke så meget fokus på natur- og dyreliv og ej heller på de kulturelle indslag. Førstehjælpskurserne blev aflyst pga. smitterisikoen. Til gengæld blev alle kræfter sat ind på at sørge for, at familierne fik positive oplevelser efter en hård coronatid. Fokusset var derfor mest på feriesjov, vandplaskeri og hygge i år.