Om donationen
Denne donation er tredje delbevilling til projektet U-Niko (Unge uden Nikotin), der dermed går ind i sin tredje fase. I Danmark bruger 36 pct. af de unge et tobaks- og/eller nikotinprodukt, og andelen er steget voldsomt på få år. Brug af nikotinholdige produkter øger risikoen for senere cigaretrygning samt brug af fx hash og kokain, og studier tyder på øget risiko for varige skader på hjernens udvikling. Langt de fleste teenagere og unge mennesker ønsker og forsøger på egen hånd at stoppe med at ryge/bruge nikotinprodukter, men det lykkes som regel ikke, fordi de er meget afhængige. Forskningen viser ellers, at når de unge først er rekrutteret til et stopprogram, så lykkes det for mange. Forskerne har derfor udviklet en indsats, som nu skal implementeres i samarbejde med kommunernes sundhedsafdelinger. Første donation fra TrygFonden gik til at udvikle et ryge- og nikotinstopprogram specialdesignet til unge. Dette skete på baggrund af viden indsamlet via et nationalt spørgeskema til alle kommuner, workshop og interviews med rygestoprådgivere, interviews med unge samt observationer af unge på rygestophold. Derudover blev international litteratur systematisk afsøgt. Anden donation gik til at afprøve og evaluere gennemførbarheden af det nyudviklede ryge- og nikotinstopprogram i tre kommuner. På baggrund af erfaringer med afprøvning af programmet blev det rettet til og optimeret, og forskerne har nu modtaget en tredje bevilling, der går til et stort lodtrækningsstudie, som skal måle effekten af programmet. U-Niko programmet indeholder 1) en uddannelse af rådgivere, der skal hjælpe unge til at blive nikotin- og røgfri, 2) en strategi og materialer til at rekruttere unge og 3) et gruppebaseret kursus målrettet unge. Mere end halvdelen af landets kommuner deltager i lodtrækningsstudiet, og viser det god effekt, er der planer om en national forankring af programmet. Indsatsen retter sig mod alle børn og unge, der bruger tobaks- eller nikotinprodukter.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Forskningsprojekt
- Modtager
- Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Region Hovedstaden
- Støttet beløb
- 2.095.177 kr., år 2023
- Delmål
- Klar til livet
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
2 ud af de 3 kommuner tog opgaven på sig 100% og disse kommuner fortsætter med at benytte den udviklede metode til at hjælpe unge til at blive nikotinfri. Forankringen i den tredje kommune var sværere, hvilket også resulterede i mindre gode resultater hos de unge. Til gengæld har observationer og erfaringer fra denne kommune givet indsigtsfuld viden i hvor de største faldgruber i vores materiale befandt sig, og dette er nu forbedret til effektstudiet.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vi har nået alle mål og delmål for feasibility studiet. I vinterperioden 2023-2024 fik vi uddannet koordinatorer og rådgivere i 3 kommuner til at afprøve vores materialer. Kommunerne kørte hvert en runde med rekruttering og kursus i tobak- og nikotinfrihed med flotte resultater. De nyuddannede ungecoaches gav rigtig god feedback på materialerne, der nu er færdigudviklet og klar til endelig uddannelse i et stort lodtrækningsstudie tilbudt alle danske kommuner. Uddannelsen starter september 2024.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Gennem observationer og interviews med både kommunale koordinatorer, ungestoprådgivere og de unge selv, fik vi den bedste indsigt i hvad der virkede i vores materialer, og hvad der kunne forbedres, så de var lettere at bruge og talte mere til de unge. Potentialer for udvikling og forbedring er beskrevet i vedhæftede evaluering.
Delmål
Klar til livet
Et godt fysisk og mentalt helbred er en grundlæggende forudsætning for børn og unges trivsel og muligheder for at udfolde deres potentiale. Vi vil arbejde for børn og unges mentale trivsel og gode relationer i de tidlige år, at børn og unge ikke bruger tobak, at de drikker mindre alkohol, bevæger sig og sover tilstrækkeligt og er med i fællesskaber.
Mere om vores fokusområde Klar til livet