Om donationen
Donationen går til at kvalificere og udbrede undervisningsmaterialet ”Taknemli’”, der er målrettet 7.-10. klasse i Region Syddanmark. ”Taknemli’”, som 24.000 elever allerede har stiftet bekendtskab med, giver de unge viden om og teknikker til at fremme egen trivsel og har samtidig fokus på at styrke de sociale fællesskaber, som eleverne indgår i. Materialet er udviklet på baggrund af den stigende mentale mistrivsel blandt unge samt forskning, som viser, at evnen til at udvise taknemmelighed har stor betydning for vores mentale trivsel og styrker vigtige bånd til folk omkring os. For at sikre bedst mulig kvalitet i udbredelsen af undervisningsmaterialet vil forskerne observere materialet i brug i udvalgte klasser og gennemføre interviews med elever og lærere. Formålet er at justere undervisningsmaterialet, inden ”Taknemli’” bredes ud til endnu flere skoleelever.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Projekt
- Modtager
- Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark
- Støttet beløb
- 922.980 kr., år 2022
- Delmål
- Klar til livet
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Børn og unge
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Mindhelper.dk drives med en fast årlig grundbevilling fra de fem regioner. Inden for den nuværende ramme vil vi kunne udsende 300-400 klassesæt med Taknemli’-undervisningsmaterialer årligt. Aktuelt har vi dog 950 lærere stående på venteliste til materialet. Med den positive eksterne evaluering af Taknemli’-undervisningsmaterialet forventer vi dog, at det vil være muligt at finde finansiering til at opskalere projektet, så vi i højere grad kan imødekomme efterspørgslen fra lærere.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vores målsætning var, at 1.500 lærere skulle bestille en kasse med trykte Taknemli’-undervisningsmaterialer, og at 80 % af dem ved projektperiodens afslutning skulle angive, at de enten har brugt materialet eller har planer om at bruge det inden for det kommende år.
Vi fik de 1.500 bestillinger af materialet i løbet af blot en måned i maj 2023. I en rundspørge med svar fra 187 af de 1500 lærere angiver 92%, at de har anvendt materialet eller forventer at gøre det inden for det kommende år.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Vi fik, som nævnt, de 1.500 bestillinger fra lærere på undervisningsmaterialet i løbet af blot en måned. Vi havde forventet stor interesse, men ikke så stor. Aktuelt står 950 lærere således på venteliste til at få besked, når vi igen åbner op for bestilling af materialet. I lyset af den store interesse ville det have givet god mening at få produceret mere end 1500 materialekasser, så vi bedre havde kunnet imødekomme efterspørgslen blandt lærerne.
Delmål
Klar til livet
Et godt fysisk og mentalt helbred er en grundlæggende forudsætning for børn og unges trivsel og muligheder for at udfolde deres potentiale. Vi vil arbejde for børn og unges mentale trivsel og gode relationer i de tidlige år, at børn og unge ikke bruger tobak, at de drikker mindre alkohol, bevæger sig og sover tilstrækkeligt og er med i fællesskaber.
Mere om vores fokusområde Klar til livet