Om donationen
Donationen går til at udvikle værktøjer til at mindske utryghed på arbejdsmarkedet for kvinder i alderen 30-49 år. Undersøgelser viser, at kvinder i denne aldersgruppe er særligt sårbare over for utryghed på arbejdspladsen bl.a. relateret til dårligere helbred, begrænsede muligheder for fleksible arbejdstider og hjemmearbejde samt faglige udfordringer. En betydelig andel ønsker at arbejde mindre og har en relativ lav jobtilfredshed, og mange af dem frygter stress. Der mangler viden om, hvad der ligger bag, og derfor vil EQUALIS identificere de afgørende årsager, mekanismer og nuancer, så både enkelte virksomheder, arbejdsgiverorganisationer og andre relevante aktører kan sætte de rigtige indsatser i gang for at komme de berørte kvinders utryghed til livs. Til projektet knyttes en ekspertgruppe bestående af forskere, der skal rådgive og sparre om metoder og resultater, ligesom der etableres et aftagerpanel bestående af repræsentanter fra brancheorganisationer og virksomheder, som følger projektets udvikling og løbende inddrages for at teste, validere og nuancere fundene.- Region
- Landsdækkende
- Type
- Projekt
- Modtager
- Tænketanken EQUALIS
- Støttet beløb
- 683.375 kr., år 2023
- Delmål
- Tryghed i arbejdslivet
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Voksne
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Projektet er først lige færdigt og rapport og inspirationskatalog udgives primo december. Efter udgivelse fortsætter vi med at integrere projektets resultater i vores advocacy-arbejde, samt nævne det i alle relevante sammenhænge. Vi oplever efterspørgsel på viden om kvinders liv i denne periode og ser stor relevans for at sprede denne viden på tværs af andre sektorer.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vi har fokuseret på pleje- og omsorgssektoren, hvor vi er kommet tættere på nogle af de mekanismer, som kan skabe utryghed i hverdagen. Derfor lykkes projektet i høj grad med denne del. I forhold til udarbejdelse af værktøjer har det vist sig vanskeligere at udarbejde konkrete produkter, og vi har i stedet, med udgangspunkt i målgruppens egne input, inspireret til igangsættelse af initiativer, der kan bygge videre på god praksis, og som er mulige inden for den organisatoriske ramme.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
En del af projektet indebar udvælgelse af målgruppe, og med den gruppe, vi valgte, kunne vi have omlagt strategien for dataindsamling blandt målgruppen. Det var meget svært at rekruttere det antal interviewpersoner, vi havde stilet efter. Vi brugte mange forsøg, kanaler og ressourcer på dette, og det er også en pointe i sig selv, at målgruppen er for presset til at indgå i projektet, selv med anonymitet og fleksibilitet. Vi afholdt i stedet rundbordssamtale med repræsentanter som fungerede fint
Delmål
Tryghed i arbejdslivet
Et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet er en af forudsætningerne for et trygt liv. Vi vil bidrage til et bedre vidensgrundlag til at håndtere tendenser, der påvirker trygheden i arbejdslivet, og til at flere voksne får et trygt og sundt arbejdsliv, hvor de oplever, at der er plads til og brug for dem.
Mere om vores fokusområde Tryghed i arbejdslivet