Ungeklub i Gyldenrisparken

Det konkrete er godt forankret og kendt i området, og vil kunne videreføres uden problemer. Vi har et godt samarbejde med den lokale bestyrelse, og de fleste, hvis ikke alle, af vores potentielle brugere kender os. Det var fra projektets start en mindre udfordring, at nå ud til nye brugere, da de første brugere gerne ville holde det som ”deres klub”, men det kom vi ad to omgange med målrettet opsøgning af områdets unge. Det har været positivt at opleve, hvordan vi er blevet modtaget og accepteret i Gyldenrisparken – og ved en enkelt lejlighed (områdets 40 års jubilæum) personligt fremhævet for vores indsats. Det er vores opfattelse, at lignende projekter vil kunne etableres i alle boligområder, hvis der er frivillige, der er interesseret i at drive dem. Og at de økonomiske udgifter vil være minimale. Udfordringerne består i at finde frivillige, der har mod på at bruge den tid, det tager, og i at guide de frivillige hen imod projekterne og motivere dem. Vi blev i sin tid etableret under Dansk Flygtningehjælps Frivillignet, dengang de stadig havde ressourcer til at have frivilligkonsulenter. Det gjorde hele forskellen for os – vi fik hjælp til etablere kontakten med den lokale bestyrelse for Gyldenrisparken, vi blev hjulpet med at skaffe lokaler, få forsikringer på plads og med børneattester. Frivilligkonsulenten var således afgørende for, at Ungeklubben i Gyldenrisparken kom op at stå. Samtidig stod frivilligkonsulenten for at afholde aftener, hvor vi mødte frivillige, og hvor vi blev præsenteret for interessante oplægsholdere med viden om integrationsarbejde. Frivilligkonsulenten mødtes også med potentielle frivillige og guidede dem hen imod relevante projekter, og han sikrede på den måde frivillige til klubben, når vi havde brug for det. Det var et stort tab for os, da frivilligkonsulenterne blev skåret væk af økonomiske grunde, og det har siden vist sig meget svært for os, at tiltrække og fastholde frivillige.

Det er selvsagt svært at måle på unge menneskers greb om, hvordan man navigerer i samfundet, og på om de har fået større selvværd. Og måske særligt på, hvor stor en del af udviklingen der kan tilskrives klubben, og hvad der skyldes andre faktorer, herunder almindelig udvikling i modenhed. Vi har som en naturlig del af arbejdet været tydelige omkring vores forventninger til, hvordan de unge har opført sig over for hinanden og over for os. De forventninger afspejler i sagens natur vores opfattelse af en hensigtsmæssig måde generelt at behandle sine medmennesker på, og når vi har set uhensigtsmæssige mønstre, har vi italesat det, når der var ro til at drøfte det. Det har f.eks. været i relation til deres egen italesættelse af sig selv som fremmed eller dansker; deres forhold til os frivillige som autoriteter, eller hvordan man som gruppe opfører sig over for andre mennesker, når vi er på udflugt. Vi har i den forbindelse observeret en tydelig (positiv) udvikling i de unges omgang med hinanden, os og med fremmede mennesker. Tydeligst i forbindelse med udflugter til f.eks. biograf eller restaurant, hvor de er gået fra at være en larmende, selvcentreret og opmærksomhedssøgende gruppe til en gruppe, der kan more sig og have en festlig tur og samtidig være hensynsfuld og respektfuld over for andre. Vi frivillige måtte i starten ofte tale med store ord, når vi var på udflugter (f.eks. på grund af larm eller kasten med popcorn), mens vi det seneste års tid kun har haft hyggelige udflugter uden nævneværdige konflikter. Vi har forsøgt at understøtte et bedre selvværd ved at fokusere på de unges succes og måske lige så relevant, ved ikke at dvæle ved deres fejl og nederlag. Der har ikke været nogen sure miner, selvom man som ung har opført sig uheldigt tirsdagen før. I samme spor, har vi vist en positiv interesse for dem (som mange af dem efter eget udsagn ikke møder fra andre autoriteter uden for hjemmet), og vi har fokuseret på aktiviteter, som de har kunnet have succes med (hvilket flere af dem også fortæller, at de sjældent oplever i skolen).

Vi gennemførte aktiviteterne som beskrevet, og vi havde stor gavn af at have fastlagte aktiviteter. Enkelte aftener mødte vi op uden en reel plan, hvilket kun understregede behovet for at gennemføre klubaftenener i faste rammer. Aktiviteterne gjorde det muligt for os at holde en (relativ) ro på aftenerne, hvilket har været forudsætningen for at skabe en relation til de unge. Rammerne og arbejdet med den konkrete aktivitet har gjort det muligt at skabe positive interaktioner med de unge, som jo i praksis udgør de relationer og sociale fællesskaber, vi har skabt. Aktiviteterne har således udgjort det praktiske grundlag for, at vi har kunnet præge de unges måde at navigere i deres omverden og give dem en følelse af et positivt tilhørsforhold til et fællesskab.