Små fire mio. danskere har en profil på Facebook, og de fleste bruger den bl.a. til at læse nyheder. Men næsten syv ud af ti danskere holder sig helt fra at deltage i den digitale samtale og debat om det, de læser. Tonen er simpelthen for hård.
Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFondenDet er en grundlæggende forudsætning for et trygt og velfungerende, demokratisk samfund, at vi kan debattere sagligt uden at skulle frygte at blive udsat for hadefuld tale og trusler.
TrygFonden og Analyse & Tal står bag en ny analyse, der ved hjælp af avancerede algoritmer bygget på kunstig intelligens undersøger brugen af anstødeligt og hadefuldt sprog i den offentlige debat på Facebook.
Resultatet viser, at 5,2 pct. af debatten er præget af sproglige angreb, dvs. en stigmatiserende, nedsættende, krænkende, stereotypiserende, ekskluderende, chikanerende eller truende ytring i den offentlige debat. Det svarer til lidt mere end hver 20. kommentar - og det vel at mærke efter debatten er blevet modereret af Facebook og lokale sidemoderatorer.
Danske medier lægger dagligt nyheder ud på deres Facebook-sider, som brugerne flittigt kommenterer på, og også de danske politikeres opslag på deres egne Facebook-sider tiltrækker kommentarer. Det er disse kommentarer, der undersøges i rapporten.
Fakta om analysen
Analysen er baseret på data fra 63 mio. kommentarer fra 199 politikeres og 477 mediers Facebook-sider i perioden 1. januar 2019 til og med den 28. februar 2021.
Gennem brug af skræddersyet kunstig intelligens og machine learning har folkene bag analysen udviklet en algoritme, der kan detektere, om en kommentar er et angreb eller ej.
Rapporten 'Angreb i den offentlige debat på Facebook er den første af i alt fire rapporter:
- Angreb i den offentlige debat på Facebook. Download rapporten.
- Anerkendende sprog i den offentlige debat på Facebook
- Casestudie: Coronapandemien på Facebook
- Danmarks Digitale Medborgerhuse. En kortlægning og analyse af 5.000 offentlige danske Facebook-grupper
Selvom det ikke altid er en munter omgang at dykke ned i de vredeste kommentarer på de sociale medier, kan den nye kortlægning bidrage til mere fokus på tonen i debatten på et velfunderet grundlag.
For det er generelt positivt, at vi har gode muligheder for at udveksle holdninger og synspunkter. Det skal bare helst ske, så færre bliver skræmt væk, end hvad tilfældet er i dag, fortæller Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden.
"Det er en grundlæggende forudsætning for et trygt og velfungerende, demokratisk samfund, at vi kan debattere sagligt uden at skulle frygte at blive udsat for hadefuld tale og trusler."