Søg støtte

Søg

Foto: Sonny Singh Foto: Sonny Singh

Nyhed -

Sommeren er her: Ved du, hvornår du bør beskytte dig i solen?

For meget sol kan give smertefulde solskoldninger på kort sigt og øget risiko for kræft i huden på længere sigt. Uv-indekset er en god rettesnor for, hvornår det er tid til solbeskyttelse, men ny undersøgelse viser, at kun en ud af tre danskere ved, at man bør solbeskytte sig, når uv-indekset er 3 eller derover.


Sommeren er over os, og selvom vi danskere elsker at være ude i det gode vejr, er det vigtigt, at vi nyder solen med omtanke. Allerede fra det tidlige forår og hen over sommeren bevæger uv-indekset sig ofte op over 3, og det betyder, at du risikerer at blive solskoldet, hvis du er uden solbeskyttelse.

Uv-stråling kan godt trænge igennem skyerne på en overskyet dag

Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden

Men selvom 9 ud af 10 danskere kender til uv-indekset, så er kun 31 pct. klar over, at man skal solbeskytte sig, når det når op på 3 eller derover. Det viser en kortlægning af danskernes solvaner fra 2020, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne står bag.

Projektchef i Solkampagnen Peter Dalum, opfordrer danskerne til at huske solrådene og den sunde fornuft, når de skal ud at nyde sommervejret.

”Når uv-indekset er 3 eller derover, er det en god ide at huske skygge, solhat og solcreme - særligt midt på dagen, hvor solens uv-stråling er stærkest. På den måde undgår man smertefulde solskoldninger, der på længere sigt øger risikoen for hud- og modermærkekræft,” forklarer Peter Dalum.

Et uv-indeks over 3 kræver solbeskyttelse

Uv-indekset er en god tommelfingerregel for, hvornår du skal huske solrådene om skygge, solhat og solcreme. Det er ikke temperaturen eller om solen er synlig, der afgør, om det er tid til solbeskyttelse, men derimod et uv-indeks over 3.

”Uv-stråling kan godt trænge igennem skyerne på en overskyet dag. Derfor er det vigtigt at huske solbeskyttelsen, hvis uv-indekset er over 3 også selv om solen ikke viser sig synligt. Helt overordnet kan man sige, at uv-indekset fungerer som en slags termometer for uv-strålernes styrke,” fortæller Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.

I Danmark kan uv-indekset højst blive 7 på en sommerdag, mens det på sydlige feriedestinationer nemt sniger sig op på mellem 10 og 12.

Husk de 3 solråd

Skygge

Søg skygge, så din hud ikke udsættes for direkte sollys. Solens uv-stråling er stærkest mellem kl. 12 og 15. Næsten halvdelen af uv-strålingen falder i dette tidsrum. Derfor kan du undgå rigtig meget uv-stråling ved at søge skygge midt på dagen.

Solhat

Brug en solhat med bred skygge og tøj, der dækker overarme og lår. Hvis du er ude mellem kl. 12 og 15 og ikke har mulighed for at være i skyggen, så er en solhat med bred skygge den bedste måde at beskytte hoved, ører, nakke og ansigt på. Solkampagnen anbefaler ikke kasketter, da de ikke beskytter ører, nakke og hals tilstrækkeligt.

Solcreme

Brug rigeligt med solcreme, hvor tøjet ikke dækker. Solkampagnen anbefaler svanemærket solcreme på de dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj. Brug minimum faktor 15 i Danmark og minimum faktor 30 i lande, hvor solen er stærkere.

Topfoto: Sonny Singh

Har du spørgsmål?