Tine Bryld var altid der, hvor der var brug for hende. I Mødrehjælpen, i den allerførste narkotika-afvænning, på Christiania, i arbejdet for de grønlandske indsatte i Herstedvester Fængsel og i radioen på programmet Tværs, hvor hun gav de unge en stemme.
I år - ti år efter Tine Brylds død - har TrygFonden og Tine Bryld Prisen udgivet en podcastserie om hendes store sociale arbejde og bemærkelsesværdige liv.
Gunvor Wibroe, formand for Tine Bryld PrisenTine var en pioner inden for sit felt, og her 10 år efter hendes død, synes vi, at det er vigtigt at sætte fokus på hendes meget betydningsfulde arbejde
Hvert afsnit fokuserer på et fagligt kapitel i Tine Brylds liv, og de seks afsnit kommer rundt om Tine Brylds mange forskellige facetter og roller. Serien giver et unikt indblik i det arbejde, Trine Bryld var involveret i, og hvordan hun blev en af de mest indflydelsesrige og respekterede personer inden for socialt arbejde i Danmark.
”Vi vil meget gerne videreformidle Tine Brylds historie, da hun igennem hele sin karriere var en kæmpe inspiration på det sociale område. Tine var en pioner inden for sit felt, og her 10 år efter hendes død, synes vi, at det er vigtigt at sætte fokus på hendes meget betydningsfulde arbejde, da det stadig er en stor inspiration for mange,” siger Gunvor Wibroe, formand for Tine Bryld Prisen.
I podcastserien, der har journalist og forfatter Gitte Løkkegaard som værtinde, sætter flere eksperter Tine Brylds liv i perspektiv. Tines første mand, Claus Bryld, og datteren Lea Bryld, bidrager også med indsigt i hendes liv og person.
Du kan finde podcastserien "Tines Stemme" på Apple Podcasts, Spotify og POV International.
Hvem var Tine Bryld?
Tine Bryld var socialrådgiver, forfatter, brevkasseredaktør og radiovært. Hun leverede igennem sit liv et stort socialt arbejde for en lang række udsatte grupper.
Hun blev særligt kendt i offentligheden for radioprogrammet Tværs på P1, hvor hun fra 1972 til 2008 rådgav unge om kærlighedssorger, mobning, seksualitet og meget andet.
Tine Bryld døde 21. april 2011. Hun blev 71 år. Efter sin død blev Tine Bryld Prisen stiftet i hendes navn. Prisen uddeles hvert år som et skulderklap til nogle af de ildsjæle, der kæmper for nye veje i det sociale arbejde. Prisen uddeles i samarbejde med TrygFonden.