Søg støtte

Søg

Nyhed -

Flertal af unge: Vi oplever mindre, når vi drikker for meget

Over halvdelen af 18-24-årige siger selv, at de har oplevet at gå glip af noget, de gerne ville have været med til, fordi de havde drukket for meget alkohol. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.


"Lasse, du skulle SÅ meget have været her!"

Lasse er lige vågnet på sofaen, hvor han gik kold aftenen inden med lidt for meget alkohol i blodet. Nu swiper han gennem vennernes beskeder og videoer fra natten. Han må hurtigt erkende det: Han er gået glip af en episk aften.

Man kan få mere ud af aftenen, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget

Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden

Lasse spiller den ærgerlige hovedrolle i TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses nye kampagnefilm ”FOMO FOREVER” – og størstedelen af unge mellem 18 og 24 år kan faktisk sætte sig i Lasses sted.

For selvom alkohol for mange er forbundet med fest og sjove oplevelser, har 54 pct. prøvet at gå kold, blive dårlige eller få black out, så de er gået glip af fx en fødselsdagsfest, koncerten med yndlingsbandet eller introfesten på universitet. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har gennemført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

”Vi ved, at mange unge drikker alkohol for at have det sjovt, og derfor er det ærgerligt, når alkohol står i vejen for de gode oplevelser. Vi vil gerne sætte fokus på, at man kan få mere ud af aftenen, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget. Det gavner både sundheden og festen,” siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden.

FOMO FOREVER

Filmen skal få unge til at reflektere over deres alkoholforbrug og få dem til at holde igen med deres alkoholindtag. Kampagnen fokuserer på, at man kan gå glip af fantastiske oplevelser, hvis man drikker for meget alkohol.

Alkohol kan ødelægge festen på flere måder

Unge oplever ikke kun at gå glip af gode oplevelser, når de drikker for meget. Når druk tager overhånd, går det også ud over vennegruppen. Mere end 7 ud af 10 unge har oplevet, at en fest blev dårligere, fordi deres ven var for fuld.

Dagen derpå kan både moralske og fysiske tømmermænd også plage, og ca. 4 ud af 5 af de 18-24-årige har oplevet, at de har drukket så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre. 

Et højt alkoholforbrug er også forbundet med mange negative konsekvenser for helbredet – både på kort og lang sigt. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed, har 4 pct. af 18-24-årige været på skadestuen inden for det seneste år på grund af alkohol. Det svarer til ca. 30.000 årlige skadestuebesøg. 

Når det ender allermest tragisk, er alkohol skyld i mindst ét dødsfald blandt 15-25-årige om måneden. På længere sigt øger alkohol risikoen for mere end 200 tilstande og sygdomme, herunder kræft.

”Danske unge har en trist europarekord i druk, og det er selvfølgelig bekymrende, når vi ved, hvor mange negative konsekvenser et højt alkoholforbrug kan have. Efter en årrække med et faldende alkoholforbrug blandt unge, viser nyere undersøgelser desværre en tendens til, at forbruget igen er stigende, og det kalder på handling fra både politikere, forældre og unge selv,” siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 630 unge i alderen 18-24 år. Data er indsamlet af analysebureauet Epinion i maj-juni 2023 og er nationalt repræsentativt ift. køn, alder og region.

Læs hele notatet.

Har du spørgsmål?