Søg støtte

Søg

Nyhed -

Sådan gør du det svært for tyven at bryde ind i ferien

Sidste år var juli den måned, hvor der blev begået flest indbrud. Inden du låser huset af og tager på ferie, er det derfor en god idé at forberede huset til at være alene hjemme – og ikke mindst aftale feriehjælp med naboerne.


For mange er sommerferien startet eller lige rundt om hjørnet. Og uanset om du skal over broen for at besøge familien eller med et fly ned til varmen, så er det tid til at huske de gamle indbrudsforebyggende tricks, når dit hus skal være alene hjemme.

Sidste år var juli den måned, hvor der blev begået flest indbrud på landsplan. Der er derfor god grund til at være ekstra opmærksom i ferietiden, så du ikke kommer hjem til en ærgerlig overraskelse.

Det betyder meget, at man kan tage trygt afsted på ferie, når man ved, at der bliver holdt godt øje med huset

Allan Therkelsen, naboven fra Herlev

Bliv Naboven og engager nabolaget i indbrudsforebyggelse

Udover at sikre sin bolig anbefaler Bo trygt, at man er nabohjælper og holder øje med, hvad der sker i ens kvarter. Man kan også gøre en ekstra forskel ved at blive Naboven.

"En Naboven er en særlig dedikeret person, som sørger for at dele viden om indbrudsforebyggelse i nabolaget og inspirere flere til at nabohjælpe. En af de mest effektive midler mod indbrud er nabohjælp, og derfor er Nabovennernes bidrag til at øge antallet af nabohjælpere meget værdifuldt. Vi runder snart 1.000 Nabovenner på landsplan, og vi er overvældet af interessen for at være lokal ambassadør. Vi har dog plads til mange flere Nabovenner, så hvis man er interesseret i at spille en aktiv rolle og være tovholder på indbrudsforebyggende aktiviteter i sit nabolag, så er man meget velkommen til at melde sig," fortæller Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Sådan snyder du tyven i ferien

  • Fjern synlige værdifulde genstande, der kan ses gennem vinduerne
  • Efterlad lidt opvask, vasketøj eller børnenes legetøj fremme – det signalerer, at der er nogen hjemme.
  • Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et fake-tv, så dit tv ser tændt ud.
  • Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret, så de ikke kan bruges til at bryde ind.
  • Klip hækken ned til 1,6 meter, så tyven nemmere bliver set af forbipasserende.

Skal du snart på ferie? Hent tjeklisten og vær sikker på, at du har forberedt dit hus til at være alene hjemme.

Har du spørgsmål?

Britt Wendelboe

Projektchef