Uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet er vigtige forudsætninger for et godt liv, og derfor er det særlig vigtigt, at man som ung ikke oplever at stå udenfor disse fællesskaber, mener de otte nordjyske medlemmer i TryghedsGruppens regionale råd. Samtidig går vi som samfund glip af en vigtig ressource, når vores unge står udenfor arbejdsmarkedet, og derfor har det regionale råd ønsket at gøre en særlig indsats for at få flere unge nordjyder i uddannelse eller job.
Rådsmedlemmerne har været både begejstrede og imponerede over at opleve det store engagement fra lokale kræfter, der ønsker at bidrage, og de glæder sig til at følge de mange nye projekter, der nu skal i gang.
Særpuljen, der netop er blevet uddelt, blev oprettet på baggrund af viden og erfaringer fra bl.a. et dialogmøde om unge udenfor uddannelse, som TryghedsGruppens regionale råd i sommer afholdt med en række relevante aktører, heriblandt lokale uddannelsesinstitutioner, kommuner, organisationer og de unge selv. I alt er der via særpuljen uddelt 5.317.212 kr. til indsatser, der skal hjælpe flere unge i Nordjylland i gang med en uddannelse og i beskæftigelse.
Særpulje til unge uden for uddannelse og beskæftigelse
Modtagerne af midler fra efterårets særpulje er:
- Dueholmskolen i Nykøbing Mors, ”Moderne mesterlære”, 1.499.450 kr.
- Fonden Baglandet i Aalborg, ”Unge i en overgang”, 1.067.000 kr.
- Den Kommunale Ungeindsats i Jobcenter Frederikshavn, ”AC-medarbejder”, 996.632 kr.
- Organisationen GirlTalk i Aalborg, ”EmpowR i Nordjylland”, 469.275 kr.
- Fonden Hedehuset i Mariagerfjord Kommune, ”Vær med”, 451.200 kr.
- Center for Samskabelse under Himmerland Boligforening i Aalborg, ”CrossLearn”, 420.000 kr.
- Ungeenheden i Jammerbugt Kommune, ”Erhvervsuddannelse til flere”, 413.655 kr.