Hvem er vi egentlig, hvis vi ikke længere er de klogeste på planeten? Er det snyd eller smart at bruge kunstig intelligens? Og hvad betyder det, når kunstig intelligens vil være ven med dit barn på Snapchat?
Det er nogle af de spørgsmål, som førende eksperter indenfor kunstig intelligens vil forsøge svare på i en række af debatter, som TrygFonden og Kommunikationsmuseet ENIGMA står bag. Debatterne afholdes i marts og april, og det er gratis at deltage. Du kan læse mere om debatterne og booke en plads længere nede på siden.
Rie Odsbjerg Werner, adm. direktør i TryghedsGruppenDet er vigtigt, at vi får en bred og livlig debat om, hvordan vi ønsker, at kunstig intelligens skal være en del af vores samfund og vores liv
Debatternes fokus er på at forstå kunstig intelligens og skabe et trygt rum, hvor alle inviteres til at deltage, lytte og handle.
"I Danmark har vi stor tillid til hinanden. Den tillid er blevet forstyrret af et nybrud af den teknologiske udvikling inden for kunstig intelligens, for den generative kunstige intelligens udfordrer vores syn på os selv, vores opfattelse af ægte sociale relationer, og hvad der er sandt og falsk. Vi ønsker at give de besøgende en mulighed for at blive klogere, komme til orde, og stille præcis de spørgsmål, der optager dem mest omkring kunstig intelligens," udtaler Magnus Restofte, museumsdirektør på ENIGMA.
Tilmeld dig en debat
Torsdag d. 21. marts kl. 17-18:30: Hvad skal vi med mennesker?
En af Danmarks førende eksperter i kunstig intelligens, Christiane Vejlø, debatterer med forfatter og foredragsholder Frederik Lindhardt, hvor den banebrydende teknologi stiller mennesket netop nu. Med afsæt i Christiane Vejløs netop udkomne bog, Argumenter for mennesker, diskuterer eksperterne hvem vi er som mennesker, hvis vi ikke længere er de mest intelligente på planeten? Og hvad kunstig intelligens aldrig kan erstatte. Book en plads her.
Torsdag d. 4. april kl. 17-18:30: Kunstig intelligens: Snyd eller smart?
Engang var lommeregneren anset som snyd. Nu rykker kunstig intelligens fundamentalt ved arbejde, viden og læring. Sine Zambach, forsker i kunstig intelligens og forfatter til bogen AI i gymnasiet, fortæller hvor kunstig intelligens kan hjælpe os til at blive mere innovative og kreative. Med konkrete eksempler og dilemmaer fortæller Sine hvad kunstig intelligens kan – og ikke kan – bruges til. Book en plads her.
Torsdag d. 18. april kl. 17-18:30: Er kunstig intelligens din nye bedste ven?
Kunstig intelligens vil være ven med dit barn på SnapChat. Hvad betyder det for dig, som forældre eller bedsteforældre, at venskaber i fremtiden måske ikke er som i de gode, gamle dage? Og hvordan undgår vi samme ukontrollerede integration af kunstig intelligens i børn og unges liv, som vi lod sociale medier få? Ekspert Camilla Mehlsen fortæller hvordan kunstig intelligens ændrer måden vi er sammen på med udgangspunkt i sin netop udkomne bog, Opmærksomhedstyveriet. Book en plads her.
TrygFonden har netop afholdt en folkehøring, hvor der blev indsamlet 322 spørgsmål fra deltagerne. Til debatrækken vil flere af disse spørgsmål blive taget op, ligesom det bliver muligt at stille nye aktuelle spørgsmål, som vil præge tematikkerne til debatterne.
”Det er vigtigt, at vi får en bred og livlig debat om, hvordan vi ønsker, at kunstig intelligens skal være en del af vores samfund og vores liv. Det er derfor, at TrygFonden i februar afholdt en Folkehøring om kunstig intelligens. Og det er derfor, at vi nu går sammen med kommunikationsmuseet ENIGMA og fortsætter arbejdet med at oplyse og få endnu flere stemmer i spil i den vigtige samtale om vores fælles fremtid med kunstig intelligens,” siger Rie Odsbjerg Werner, adm. direktør i TryghedsGruppen.