Søg støtte

Søg

Nyhed -

Unge deler tanker og følelser i ny podcastserie, der er helt fri for voksenråd

Niclas har været igennem en svær tid med familien. Signe føler sig magtesløs, når krig og uretfærdighed fylder hendes SoMe-feeds. Mia stiller meget højere krav til sig selv end til alle andre. I en ny podcast serie snakker ti unge om deres tanker, følelser og erfaringer – helt uden voksnes indblanding og formaninger.


”Jeg føler tit, at det kun er mig, der kan have det svært, og at jeg er helt alene. Men når jeg snakker med andre om det og er sådan helt ærlig, så går det jo op for mig, at ingen har det perfekt. At selv dem, der virker til at hvile i sig selv, har det svært på nogle områder.”

Sådan siger Lea Hemberg på 19 år, som er med i Mindhelper.dks nye podcast ’Ungdommen nu til dags’, hvor unge snakker om alle mulige følelser.

Podcasten, der er lavet med støtte fra TrygFonden, har bragt ti unge sammen, der kommer fra hele landet og fra forskellige steder i livet. De kendte ikke hinanden på forhånd, og det eneste, de havde fået at vide forud for optagelserne var, at de skulle sætte sig bag mikrofonerne og tale om, hvordan det er at være dem – lige nu.

 

Hvis man lytter med, håber jeg virkelig, det føles som at sidde sammen med os rundt om bordet

Niclas Sloth, deltager i podcasten

Det er der kommet ti afsnit ud af, som blandt andet handler om at føle sig magtesløs, i tvivl og utilstrækkelig. Og det er vigtigt at tale om de svære følelser, fortæller Niclas Sloth, der er 18 år og medvirker i podcasten.

”Hvis man lytter med, håber jeg virkelig, det føles som at sidde sammen med os rundt om bordet. Altså ligesom en god snak med sine venner, hvor man føler sig set og hørt. Og at man heller ikke føler sig så alene og forkert. Og så håber jeg, at podcasten giver lytterne mod til at tale højt om svære følelser. For det hjælper virkelig at sige det højt, siger Niclas Sloth.

Det er de unge, der bestemmer

Det er de unge selv, der har været helt afgørende for udviklingen af podcasten, fortæller Marie Paldam Folker, som er centerchef i Center for Digital Psykiatri, Psykiatrien i Region Syddanmark, hvor Mindhelper hører til.

”De har fået lov at bestemme, hvad de ville tale om, og hvordan der skulle tales om emnerne. Det har været meget vigtigt for os ikke at ende med at lave en podcast, hvor de voksne fortæller de unge om deres følelser. I stedet har vi inddraget deltagerne og give dem rammerne for at lave et produkt af unge til unge,” siger Marie Paldam Folker.

Du finder ’Ungdommen nu til dags’ på Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du normalt hører podcasts.

Hvad er Mindhelper?

Mindhelper er en del af Center for Digital Psykiatri, som er forankret i Psykiatrien i Region Syddanmark. Mindhelper.dk er en platform for unge om mental trivsel, som drives af de fem regioner i fællesskab.

Med ’Ungdommen nu til dags’ udvider Mindhelper kataloget af indhold og tilbud. Podcasten er nemlig en del af Mindhelpers eksisterende digitale univers, hvor der formidles gode råd og viden om alt fra kærestesorger og ensomhed til angst og nedtrykthed.

På Mindhelper.dk kan du få råd og vejledning til en lang række emner. Fx:

  • I kulkælderen? Få 10 gode råd til at håndtere din tristhed
  • Få ro på med vores bedste mindfulness-øvelser
  • Test din viden om søvn
  • Angst: 14 gode råd og fem steder, du kan få hjælp
  • Ro på: 10 tips til mindre pres i hverdagen

Besøg mindhelper.dk

Har du spørgsmål?

Anders Hede

Forskningschef