Grooming. Afpresning. Deling af intime billeder uden samtykke.
Overgreb som disse rammer alt for ofte børn og unge i Danmark, når de færdes online, og derfor skal kommunale fagpersoner som lærere og pædagoger ikke alene være klædt på til at håndtere fysiske overgreb, men også de digitale overgreb, som i stigende grad rammer børn online.
Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med beskyttelse mod overgrebDet må aldrig være postnummeret, der afgør, om et barn får den rette hjælp og støtte i sager med overgreb
Heldigvis er opmærksomheden på digitale overgreb over de seneste tre år blevet styrket i mange kommuners beredskaber, viser en ny national kortlægning foretaget i regi af Digital Førstehjælp, som er et partnerskab mellem Red Barnet og TrygFonden.
I 2022 forholdt blot 24 kommuner sig således til digitale overgreb i deres beredskabsplaner, mens det i 2024 var tilfældet i 38 kommuner. I dag viser den nye kortlægning, at 66 kommuner aktuelt forholder sig til digitale overgreb i deres beredskabsplaner, og den udvikling vækker glæde hos Red Barnet.
”I Red Barnet ser vi hver dag bagsiden af børn og unges onlineliv. Vi bliver kontaktet af børn og unge, der bliver truet med at få delt intime billeder mod deres vilje, og vi hjælper i sager, hvor børn udsættes for grooming af ældre voksne, som har opsøgt dem på sociale medier. Håndteringen af denne type digitale overgreb kræver den rette viden, og derfor er det meget positivt, at mange kommuner over de seneste år har styrket opmærksomheden på digitale overgreb og derigennem løftet børnebeskyttelsen,” siger Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med beskyttelse mod overgreb.
Den nye kortlægning viser dog samtidig, at digitale overgreb fortsat er fraværende i 32 danske kommuners beredskabsplan. Det betyder, at mange børn og unge stadig risikerer ikke at få den rette hjælp.
”Vi er ikke i mål, før samtlige danske kommuner tager højde for digitale overgreb i deres beredskaber. Det må aldrig være postnummeret, der afgør, om et barn får den rette hjælp og støtte i sager med overgreb, som i dag desværre ofte sker online,” siger Pernille Spitz.
Digitale overgreb i vækst
En undersøgelse udført i 2024 viste at:
- 69 procent af alle børn og unge i alderen 9-17 år havde haft én eller flere ubehagelige oplevelser online indenfor det seneste år.
- 10 procent havde oplevet at blive truet eller afpresset online, hvilket næsten var en fordobling siden 2021.
- 9 procent havde oplevet at få delt private eller intime billeder mod deres vilje, hvilket var en tredobling siden 2021.
Den negative udvikling – med stadig flere digitale overgreb – stiller øgede krav til kommunerne.
Minimum hvert fjerde år er de forpligtet til at opdatere deres beredskabsplan til forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge. I maj 2025 udkom Social- og Boligstyrelsen desuden med en guide, hvor det fremgår, at kommunerne skal forholde sig til digitale overgreb på lige fod med fysiske og psykiske overgreb.
Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFondenDet er afgørende, at vi får skabt tydelighed om, hvor og hvordan man kan få hjælp – og at de voksne, der er omkring børnene, bliver klædt på til at spotte og reagere
Christoffer Elbrønd, der er projektchef i TrygFonden, glæder sig over, at flere kommuner nu har et fokus på at arbejde systematisk med håndtering af digitale overgreb.
”Digitale overgreb kan være svære at få øje på, og ofte går børnene ikke til en voksen, fordi de føler skam, eller fordi de er bekymrede for, hvad det er for et system, der sættes i gang, når de beder om hjælp. Derfor er det afgørende, at vi får skabt tydelighed om, hvor og hvordan man kan få hjælp – og at de voksne, der er omkring børnene, bliver klædt på til at spotte og reagere, når børn udsættes for digitale overgreb. I Digital førstehjælp arbejder TrygFonden og Red Barnet sammen med kommunerne om at udvikle gode modeller for netop dette," siger Christoffer Elbrønd.
Download rapporten
-
Digitale overgreb mod børn – kortlægning af kommunernes beredskabsplaner
For får år siden var det kun hver fjerde kommune, som tog højde for digitale overgreb i deres beredskabsplaner. Denne kortlægning skaber overblik over, hvordan situationen ser ud i dag. Læs mere om "Digitale overgreb mod børn – kortlægning af kommunernes beredskabsplaner"