Søg støtte

Søg

Nyhed -

TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg – er du kandidat?

Vi søger nu kandidater til TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg, der blandt andet hjælper os med at finde reviewere til vores forskningsansøgninger.


TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg sikrer, at vi har adgang til uvildig, vidensbaseret og opdateret rådgivning inden for de områder, vi arbejder med. Medlemmerne af udvalget indstiller også eksterne reviewere, der leverer en fagfællebedømmelse af forskningsansøgninger. Som medlem er man rådgiver, og er derfor ikke med til at træffe afgørelser om de donationer, TrygFonden giver. Udvalget kan have op til 20 medlemmer. 

Sådan ansøger du

Du ansøger ved at sende en e-mail med opdateret CV og en kort motivation til forskning@trygfonden.dk. Ansøgningsfristen er den 19. januar 2026 kl. 12. 

Kandidat til TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg

Hvad består arbejdet af?

Som medlem skal du:

  • To gange årligt foreslå reviewere til større forskningsansøgninger via vores reviewer-system. Du kan modtage op til 20 ansøgninger, som du skal foreslå reviewere til inden for en periode på 2-3 uger. Vi melder deadlines ud i god tid. Du kan også foreslå dig selv som reviewer.
  • Deltage i to årlige halvdagsmøder, hvor vi sammen drøfter eksempelvis ideer til forskningssatsninger og temaer, forbedringer af TrygFondens processer mv. 

Hvad forventer I af mig som kandidat?

  • at du har forskningsmæssig indsigt i et eller flere af TrygFondens mål
  • at du har kendskab til praksis inden for de mål og delmål, vi arbejder med – se ovenstående 
  • at du har forståelse for andre forskningsfelter og interesse for tværgående forskningssamarbejde 
  • at du har indsigt i forskningens vilkår og interesse for praktisk mobilisering af viden i praksis 
  • at du har erfaring med forskellige forskningsmetoder.

Hvad er honoraret?

Du modtager et honorar på 25.000 kr. årligt for dit arbejde, og vi godtgør dine udgifter i forbindelse med møderne.

Hvordan beslutter I, hvem der udpeges til udvalget?

Det er vores bestyrelse, der står for den endelige udpegning efter indstilling fra sekretariatet. Medlemmerne udpeges for 3 år ad gangen, men kan forlænges.

Hvor kan jeg læse mere om, hvordan I arbejder med forskning?

Du kan læse mere om, hvordan vi arbejder med forskning her, og du kan også orientere dig i vores Kommissorium for TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg.

Er medlemmer af TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg udelukket fra at sende en donationsansøgning til TrygFonden?

Nej. Medlemmerne af udvalget kan indsende ansøgninger til TrygFonden. Som ansøger behandles du på lige fod med andre ansøgere, men du er inhabil ved udpegning af reviewere. 

Har du spørgsmål?