En stor kop varm kaffe og et par episoder af din yndlingsserie kan lyde som en hyggelig og afslappende aften. Men hvis du oplever udfordringer med nattesøvnen, er det ikke den bedste idé.
At undgå koffein og skærmtid, inden du lægger hovedet på puden, er nemlig blandt rækken af gode råd til at sove bedre. Det ved de fleste os faktisk godt. Men det betyder ikke, at vi så også følger rådene, viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der er finansieret af TrygFonden.
Gode råd til en bedre søvn
- Gå i seng og stå op på samme tid hver dag.
- Undgå lys fra skærme før sengetid.
- Sørg for et mørkt og ikke for varmt soveværelse.
- Undgå koffein, alkohol og store mængde energi- og fedtrig kost før sengetid.
- Vær fysisk aktiv i løbet af dagen.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
”Danskerne har generelt god viden om de adfærdsmønstre, der påvirker søvnen. Eksempelvis ved ni ud af ti, at det er nødvendigt med en regelmæssig søvnrytme, og næsten lige så mange ved, at skærmbrug efter sengetid kan ødelægge søvnen. Alligevel ser det ud til, at denne viden ikke altid er mulig at omsætte i hverdagen,” fortæller Hannah Ahrensberg, der er Ph.d.-studerende og har været med til at lave rapporten.
Kun en tredjedel af de adspurgte i undersøgelsen er nok ude i dagslyset i løbet af formiddagen. En fjerdedel drikker kaffe og andre koffeinholdige drikke om aftenen, og over halvdelen går ikke i seng og står op på samme tidspunkt. I alt bruger 78 pct. skærm to timer inden sengetid – og 14 pct. bruger skærm efter sengetid.
Søvnhygiejne og søvnproblemer hænger sammen
Ifølge undersøgelsen har hver femte søvnproblemer, det vil sige, at de har svært ved at falde i søvn, har hyppige opvågninger og oplever søvnmangel.
Undersøgelsen peger på, at der er en sammenhæng mellem god søvn, og hvorvidt man efterlever de gode råd til en bedre nattesøvn – også kendt som god søvnhygiejne.
Hannah Ahrensberg, Ph.d.-studerende ved Statens Institut for FolkesundhedVi ser et tydeligt mønster, hvor personer med bedre søvnhygiejne i mindre grad rapporterer søvnproblemer.
Blandt personer med god søvnhygiejne oplever omkring 12 pct. søvnproblemer, mens det gælder 33 pct. blandt dem med uhensigtsmæssig søvnhygiejne.
”Vi ser et klart mønster, hvor personer med bedre søvnhygiejne i mindre grad rapporterer søvnproblemer. Men da undersøgelsen er et tværsnitstudie, kan vi ikke afgøre, om dårlig søvnhygiejne fører til søvnproblemer eller omvendt,” forklarer Hannah Ahrensberg.
Undersøgelsen viser, at søvn er en central – men ofte overset – forudsætning for at trives, fortæller Sara Stiles Månsson, der er projektchef i TrygFonden.
”Rapporten dokumenterer, at vedvarende søvnproblemer er udbredte og kan påvirke både vores hverdag og sundhed. Det peger på et behov for mere viden og målrettede indsatser, der kan understøtte bedre søvn i hele befolkningen,” siger hun.
Download rapporten
-
Hvordan sover du? En befolkningsundersøgelse af søvnvaner, viden og holdninger
Stadig flere voksne har problemer med søvnen, og det går udover både deres sundhed, trivsel og arbejdsliv. Rapporten giver bl.a. et grundigt billede af, hvordan danskerne sover, hvad vi ved om gode søvnvaner, og hvad vi gør for at sove bedre. Læs mere om "Hvordan sover du? En befolkningsundersøgelse af søvnvaner, viden og holdninger"