For et par år siden var den danske befolkning lun på tanken om, hvordan kunstig intelligens kunne gøre vores allesammens liv bedre. I dag kan temperaturen bedst beskrives som lunken.
I starten af 2024, da kunstig intelligens stadig var et relativt nyt bekendtskab for de fleste, spurgte TrygFonden for første gang befolkningen om dens holdning til teknologien.
Generelt var vi positive. 55 pct. af os mente, at udviklingen af kunstig intelligens alt i alt ville være til gavn for ”folk som mig”.
I dag – cirka 2,5 år efter – er det tal nu nede på 37 pct. Det viser en ny rapport, som TrygFonden står bag.
Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFondenDe teknologiske fordele for den enkelte ser ikke nødvendigvis ud til at opveje de risici og ulemper, som vi hører om
”Der er sket en hel del, siden de fleste af os begyndte at få AI ind i vores hverdag. Udviklingen er gået hurtigt – men måske også for hurtigt for de fleste. De teknologiske fordele for den enkelte ser ikke nødvendigvis ud til at opveje de risici og ulemper, som vi hører om i medierne næsten dagligt,” siger Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFonden.
Det er ikke kun tilliden til, at AI vil være en fordel for den enkelte, der har taget et dyk.
Troen på, at kunstig intelligens vil betyde højere økonomisk vækst og bedre velfærd, er også faldet. I 2024 mente næsten hver anden, at AI ville føre mere vækst og bedre velfærd med sig. I dag er det kun ca. hver tredje, der har den opfattelse.
Kom med til konference om kunstig intelligens
Rapporten med de nye tal bliver lanceret på en konference på Christiansborg den 26. oktober. Her samles politikere, eksperter, civilsamfund, medier og andre relevante aktører for at diskutere, hvordan kunstig intelligens kan udvikles og bruges på en måde, som vi alle kan have tillid til.
Og du har også en mulighed for at komme med til konferencen.
”I TrygFonden mener vi, det er vigtigt, at befolkningen får en stærkere stemme i debatten om kunstig intelligens, og hvordan teknologien skal være en del af vores samfund. Skal vi undgå maskinstormere – at folk vender ryggen til den nye teknologi – så skal vi tage bekymringerne og utrygheden alvorligt,” fortæller Peter G.H. Madsen, projektchef i TrygFonden.
Vil du med til konferencen? Vi har reserveret 10x2 pladser, og hvis du er interesseret, kan du deltage i lodtrækningen nedenfor.
Fakta om konferencen
- Tid: 26. oktober kl. 12.30-15.30
- Sted: Fællessalen, Christiansborg
- Vært: Steffen Holme Helledie, digitaliseringsordfører, Radikale Venstre
- Arrangør: TrygFonden