Den 24. marts skal danskerne til folketingsvalg. Men det er ikke alle, der er lige flittige til at møde op i stemmeboksen.
Ved det seneste folketingsvalg i 2022, var det 71,7 pct. af beboerne i den almene sektor, der afgav deres stemme. Til sammenligning var valgdeltagelsen i resten af befolkningen 86,3 pct.
Natasha Al-Hariri, projektchef i TrygFondenDer er stadig nogle bestemte grupper i samfundet, som er lavere repræsenteret i demokratiet, og som vi skal gøre en særlig indsats for at få med ned i stemmeboksen.
Nu har BL – Danmarks Almene Boliger, med støtte fra TrygFonden, sat gang i en kampagne, der skal få flere beboere til at sætte deres kryds. Det fortæller Solveig Råberg Tingey, der er viceadministrerende direktør i BL.
”Valgdeltagelsen er høj i Danmark, men ikke lige høj overalt. I flere almene boligområder har den gennem flere valg været lavere. Demokratiet er stærkest, når flere deltager – og det vil vi gerne være med til at understøtte. Vi håber, at kampagnen kan skabe opmærksomhed om vigtigheden af at stemme og bidrage til en positiv bevægelse mod højere valgdeltagelse blandt beboerne,” siger Solveig Råberg Tingey.
Flere stemmer, hvis de stemmer med andre
Skal man trække flere til stemmeboksen, viser forskning, at det kan rykke noget, hvis valgdagen bliver en social begivenhed. Flere er simpelthen tilbøjelige til at stemme, hvis de har nogen at følges med.
Derfor kan boligorganisationer – og alle andre, der skulle have lyst – nu hente en række materialer på BL’s hjemmeside, der skal gøre valgdagen sjovere og mere social.
Det er bl.a. muligt at downloade valgquiz, bankoplader og invitationer til valgfest. Man kan også få fingrene i plakater og grafikker til sociale medier, der skal gøre opmærksom på, at valget er vigtigt – og lige om hjørnet.
TrygFonden, der støtter indsatsen, har i flere år arbejdet for at øge den demokratiske deltagelse blandt de borgere, der er mindst engageret, fortæller Natasha Al-Hariri, der er projektchef i TrygFonden.
"De sidste fire år har borgere i Danmark været kaldt til stemmeurnerne fire gange, og vi har derfor haft rig anledning til at træne vores demokratiske muskel i det formelle demokrati. Heldigvis har vi mange med, men ikke alle. Det er tydeligt, at der stadig er nogle bestemte grupper i samfundet, som er lavere repræsenteret i demokratiet, og som vi skal gøre en særlig indsats for at få med ned i stemmeboksen. Derfor er vi i TrygFonden glade for at bidrage til BL’s landsdækkende indsats, der har til formål at engagere alle de almene beboere, men med et særligt fokus på de områder, der har brug for et ekstra demokratisk skub." siger Natasha Al-Hariri.
Hent materialer gratis
Når valgdagen bliver en social begivenhed, stemmer flere – og derfor kan du nu hente både plakater til at skabe opmærksomhed i opgangene og valgfestpakker til at fejre demokratiet med kaffe, kage og fællesskab.