Søg støtte

Søg

Nyhed -

Børn på krisecentre har brug for spilopper. Kender du en ung, der vil være med?

Når børn fra voldsramte hjem flygter på krisecenter med en forælder, kan det sætte dybe spor og bl.a. føre til ensomhed og angst. Spilopperne, der er unge frivillige fra Ungdommens Røde Kors, giver børnene en tiltrængt pause fra frygt og usikkerhed. Kunne det være noget for dig, eller en du kender?


Et slag klodsmajor, en portion trylledej eller en vild dans til høj musik kan virke som ret simple aktiviteter, men det kan gøre en kæmpe forskel for et barn på krisecenter.

Børn, der har søgt tilflugt på et krisecenter med en forælder, har ofte vold og utryghed med i bagagen. Frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors – Spilopperne – besøger hver uge børnene for at lege, lytte til deres bekymringer og give dem netop det, som en kriseramt forælder ikke nødvendigvis har overskud til.

Når jeg spillede bordtennis eller brætspil, kunne jeg for en stund få noget adspredelse fra de tunge tanker

Marina, der har boet på krisecenter som barn

De unge frivillige er der udelukkende for at være sammen med børnene, og det skaber tryghed og genkendelighed i en ofte uforudsigelig hverdag.

Den indsats er vigtig, mener Marina, der som barn to gange måtte flygte til et krisecenter sammen med sin mor og bror på grund af trusler og psykisk vold fra faren.

”Som barn og ung kom jeg hurtigt til at bekymre mig og få skyldfølelse overfor min far, men når jeg spillede bordtennis eller brætspil, kunne jeg for en stund få noget adspredelse fra de tunge tanker,” fortæller hun.

Vil du være en del af Spilopperne?

Som frivillig kan du være med til at give børn på landets krisecentre en god oplevelse og en tiltrængt pause fra noget af det svære i hverdagen.

Du skal kunne afsætte 2-3 timer to gange om måneden til at lave aktiviteter sammen med børnene.

Læs mere om Spilopperne, og meld dig som frivillig her.

TrygFonden arbejder bl.a. for, at flere sårbare børn og unge har en barndom og ungdom sammen med andre børn og unge i en hverdag, der ligner deres så meget som muligt. TrygFonden har tidligere støttet Spilopperne med 1.960.700 kr. til deres store indsats for de kriseramte børn.

”Med Spiloppernes indsats oplever børn på krisecentrene, at de kan spille og lege i trygge rammer og få et tiltrængt helle fra en svær hverdag. Vi er glade for, at vi kan være med til at støtte Spilopperne og det tryghedsarbejde de udfører for mange børn,” siger Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden.

Ca. 2000 børn kommer hvert år på krisecenter i Danmark.

Har du spørgsmål?

Christoffer Elbrønd

Projektchef