De fleste børn i Danmark er en del af mange fællesskaber. De er omgivet af voksne, som interesserer sig for dem, og de har gode venner i skolen og fritidslivet. Men der er også børn, som oplever at stå udenfor fællesskabet. Som føler sig alene og ekskluderet.
Hver eneste dag rådgiver BørneTelefonen børn og unge i mistrivsel. Børn og unge, som henvender sig om selvmordstanker, om at gøre skade på sig selv og om at føle sig alene. I 2018 var der næsten 9.000 samtaler på BørneTelefonen, som omhandlede psykisk mistrivsel.
En del af disse børn fortæller om ensomhed. De fortæller om at være ekskluderet fra fællesskabet, om ikke at føle sig noget værd og om ikke at kunne finde modet til at forsøge at være med. Børn fortæller også om at føle sig ensomme i deres familie.
Denne rapport undersøger omfanget og karakteren af ensomhed blandt børn og unge. Den baserer sig på børnenes egne stemmer fra BørneTelefonen og Børns Vilkårs skolepanel. Det fremgår af rapporten, at ensomhed er en kompleks problemstilling, som kræver særlig opmærksomhed fra de voksne, der omgås vores børn og unge