I Danmark er der mange som oplever problemer med at sove godt eller nok. Det er et folkesundhedsproblem, fordi søvn er afgørende for vores trivsel og sundhed, herunder også vores adfærd ift. fx fysisk aktivitet, alkohol og skærmbrug. Dårlig søvn ses ikke længere blot som en sideeffekt af andre helbredsproblemer, men også som en del af årsagen til udvikling af helbredsproblemer.
TrygFonden har i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed gennemført en kortlægning af initiativer, strategier og aktører på søvnområdet i Danmark. Formålet er at skabe et overblik over, hvad der kan gøres for at fremme god søvn i befolkningen, og hvor der er behov for mere viden og indsats.
På trods af at vi bruger ca. en tredjedel af vores liv på at sove, og at der er et stort forebyggelsespotentiale ved at flere sover bedre, så er feltet forholdsvist umodent ift. indsatser inden for tidlig indsats og forebyggelse.
Kortlægningen skal bidrage til at øge vidensniveauet og inspirere til nye samarbejder og initiativer på søvnområdet.