Tryghedsmåling 2015

Danskerne er ikke så trygge, som før. Tendensen har været konstant siden 2004. Selvom den økonomiske krise er overstået, er trygheden ikke vendt tilbage

Danskerne er fortsat overvejende trygge, men andelen af utrygge danskere stiger. Alene fra 2009 til 2015 er andelen af utrygge danskere steget fra 7 % til 18 %. Der sker ikke et tilsvarende fald blandt de allermest trygge danskere i samme periode, selvom der også er færre af dem i 2015 end i tidligere målinger.

De mest utrygge danskere er de sygemeldte og kontanthjælpsmodtagerne. Det står der mere om i kapitel 2. Samtidig oplever både selvstændige og højere funktionærer en stigning i andelen af utrygge.

Nogle er generelt trygge, men utrygge overfor bestemte risici. Utrygheder mht. velfærd i alderdommen er vokset siden 2009. Halvdelen er usikre på, om der er tilstrækkelig ældrepleje. 40 % er nervøse for utilstrækkelig behandling, hvis de bliver syge. Hver fjerde er utryg ved, om helbredet rækker til pensionsalderen og et tilsvarende antal frygter, at familiens økonomi trues af sygdom. Det er især de sygemeldte, hele 78 % af dem, der frygter, at helbredet ikke rækker til arbejdslivet slutter. Blandt de beskæftigede er der også store forskelle på gruppernes utryghed, idet kun 13 % af akademikere og højere funktionærer har denne frygt, mens det gælder hhv. 29 og 26 % af de ufaglærte og faglærte.

20 % af danskerne er utrygge for at blive fyret. Konkurrencen fra østeuropæisk arbejdskraft spiller en rolle for 17 % af danskerne i Tryghedsmåling 2015. De nyuddannede er hårdt ramt af dimittendledighed. 49 % af dem under uddannelse er utrygge ved, om de får et job efter eksamen. Tallet er lidt lavere end i 2013, da 53 % frygtede en fremtid som arbejdsløs

Utrygheden ved kriminalitet er stagneret. Flere frygter overfald og vold, men færre frygter indbrud og at gå ud i mørke. Terrorfrygten er steget svagt efter attentatet ved Krudttønden.

Den specifikke utryghed, der påvirker danskerne mest, handler om familiens økonomi i tilfælde af sygdom. I 2013 toppede frygten for overfald listen, mens voldsutryghed denne gang indtager andenpladsen. Den tredjestørste utryghed omhandler sygdom og deroute i arbejdslivet, mens frygten for store ubetalelige regninger udgør fjerdepladsen. Utrygheden for at miste jobbet til østeuropæere kommer helt op på femtepladsen.

Finanskrisen opfattes som en mindre trussel for trygheden i 2015, men hverdagen for de svagest stillede er stadig påvirket af kriseårene.

Tryghedsmålingen 2015 viser, at optimismen er på sit højeste siden 2008. Andelen, der opfatter krisen som alvorlig, er halveret siden 2013. Kun 31 pct. mener, at krisen er alvorlig i 2015 sammenlignet med 73 pct. i 2013, hvor eurokrisen var på sit højeste.

Til gengæld er 1 ud af 5 stadig økonomisk utrygge. Andelen af økonomisk utrygge er lidt lavere end i 2013, men højere end 2011.

Den økonomiske utryghed og usikkerhed er altså på samme niveau trods den øgede optimisme omkring samfundsøkonomien. Personer på sygedagpenge og kontanthjælpsmodtagere er særligt udsatte og økonomisk utrygge.

24 % svarer i 2015, at de bruger flere penge end før. I 2013 svarede kun 16 % sådan om deres privatforbrug. Forbrugertilliden er altså øget i takt med, at samfundsøkonomien opfattes som værende i bedring.

Der er i 2015 ligeså mange, der strammer det økonomiske greb som folk, der forbruger mere. Andelen af dem, der strammer livremmen, er dog faldet fra 36 % til 25 % i perioden fra 2013 til 2015

Flere mennesker føler sig usikre på, om de kan betale en uventet regning, nemlig 34 %. Niveauet er vokset sammenlignet med 2007, men lidt bedre end i kriseårene. 30 % får af og til økonomisk hjælp fra venner og familie, mens 27 % oplever ikke at betale regninger til tiden og 13 % beder om social bistand.

55 % opfatter i 2015 sig selv som økonomisk trygge, mens 18 % er økonomisk utrygge. Her spiller tilknytningen til arbejdsmarkedet en afgørende rolle. Fx oplever kun 8 % af funktionærerne deres situation som utryg, mens det gælder 18 % af de selvstændige, 62 % af de ledige og 37 % af de sygemeldte.

Lidt færre oplever afsavn i hverdagen som følge af økonomiske problemer, men for de mest udsatte er der ikke sket en forbedring siden 2013.

Der spørges fx til, om man har undladt at købe lægeordineret medicin, fordi man ikke havde råd til det. 5 % af danskerne har indenfor et halvt år manglet penge til at købe medicin på recept. Andre afsavn, der spørges ind til er fx tandlægen, om man har undladt at gå i byen med venner, om man har droppet at udskifte tøj eller sko, der trængte, og om man har afstået fra at give gaver til fødselsdag og lignende.

Hver tredje dansker oplyser, at de har lidt mindst et afsavn i det seneste halve år som følge af pengemangel, men afsavnene er koncentreret i bestemte samfundsgrupper. Blandt kontanthjælpsmodtagere har 66 % lidt tre eller flere afsavn. Det 48 % af de sygemeldte og 32 % af de ledige på dagpenge og 23 % af de studerende.

Utryghed og bekymring er ikke det samme. Vi er trygge eller utrygge rent privat, mens bekymringer drejer sig om det, man frygter som borger og på fællesskabets vegne.

De ting, der bekymrer danskerne, er ændret kraftigt siden 2013, da billedet stadig var præget af krise. Topscoreren i 2013 var arbejdsløshed, mens denne trussel er røget ned som nr. 8 på listen i 2015. I stedet er danskernes største bekymringer nu, at der ikke er penge nok til de mange ældre i fremtiden (66 %), at der ikke er råd til fremtidens velfærd (64 %), og at integration af indvandrere mislykkes (58 %).

Også miljøødelæggelse, fødevareusikkerhed og usikkerhed om den økonomiske politik hører til de emner, der bekymrer mere end hver anden. Også emner som global opvarmning/klimaproblemer, stress og Danmarks nationale selvstændighed ligger forholdsvis højt på bekymringslisten.

Terror fylder forbavsende lidt. Selvom danskerne er lidt mere bekymrede for terror end i 2009, overskygges terrorfrygt langt af andre bekymringer. Se også kapitel 5 om terror.

Udviklingen i danskernes samfundsbekymringer 2009-2015 fremgår af en tabel.

Danskerne mener, at medierne overdriver en række udfordringer, mens andre problematikker er underrepræsenterede i mediebilledet. Danskerne mener, at medierne har et overdrevet fokus på politikernes personlige forhold. Også terror og kriminalitet får for meget plads.

Medierne forsømmer til gengæld andre samfundsproblemer, som Ruslands optræden overfor nabolande, internationale flygtningeproblemer og arbejdsløsheden blandt unge. Problemerne i dansk krigsdeltagelse samt fejlbehandling i sundhedssystemet er også områder, der ikke får nok spalteplads i medierne ifølge danskerne.

Dette kapitel handler om, hvornår befolkningen regner med hjælp fra politiet og synet på politiets prioritering af ressourcer.

Når man spørger til i hvilke situationer, danskerne regner med, at politiet rykker ud, er der stor tillid til, at politiet hjælper ved overfald og trafikulykker. Næsten hver femte regner dog ikke med hjælp fra politiet, hvis der sker overfald på gaden.

Kun ca. 30 % af danskerne regner i høj eller meget høj grad med politiets hjælp i tilfælde af indbrud. Der er endnu mindre tiltro til, at politiet rykker ud i forbindelse med hærværk og trusler.

41 % forventer slet ingen eller hjælp i mindre grad, hvis de udsættes for trusler, mens 30 % i høj eller meget høj grad regner med politiets bistand. Hvis cyklen bliver stjålet er der særligt beskedne forventninger til politiets hjælp. Flertallet på 53 % svarer, at de ”slet ikke” forventer politiets hjælp ved cykeltyveri.

Forventningerne til politiet er faldet i forhold til alle seks kriminalitetstyper siden 2013. Gennemsnitligt er tilliden til politiets hjælp faldet.

Når der spørges til politiets prioritering af ressourcer ses en tydelig tendens at ønske mere af det hele. Alligevel er der områder, hvor danskerne vurderer, at politiets indsats er for massiv. Fx mener 21 % at politiets indsatser overfor hooligans til fodboldkampe er for omfattende, mens 16 % mener, at den er for lille.

Nogle opgaver prioriteres alt for lavt ifølge danskerne. Det drejer sig især om indbrud i private hjem, hvor hele 66 % er utilfredse med politiets indsats. 61 % mener, at der er for få lokale politistationer mens 59 % savner patruljering på gaderne.

Politiet bør også blive mere synligt for at forhindre, at urolige unge bliver kriminelle, og 33 % af danskerne ønsker også forøget politiindsats ved voldelige opgør mellem bander. Mere end halvdelen kræver også større indsats ved cykeltyverier. Knap hver tredje mener, at politiet burde være mere aktive i at ansætte flere med indvandrerbaggrund.

Især borgerlige vælgere mener, at politiet underprioriterer sager om indbrud. Særligt Dansk Folkepartis vælgere er interesserede i lokalt politi og synlighed i gaderne, mens færre tilslutter sig kravet om flere politifolk med etnisk minoritetsbaggrund.

Også i forhold til terrorindsatsen er der stor forskel, idet kun 12 % af de venstreorienterede vælgere, der stemmer på Alternativet, Enhedslisten og SF, mener, at terrorbekæmpelsen er nedprioriteret, mens det gælder 39 % af DF’s vælgere. Trods de politiske forskelle i prioriteringerne er der dog ingen tvivl om, at danskerne mener, at politiet forsømmer trygheden i hverdagen, mens der er større tiltro til deres indsats i forbindelse med mord og terror.

Tryghedsmåling 2015 undersøger danskernes holdning til indsatserne mod terror og til terror som fænomen.

Attentaterne på Charlie Hebdo eller Krudttønden har ikke rystet danskerne permanent. Danskerne frygter ikke personligt at blive ofre for terror. Derimod er bekymringen for, at Danmark rammes af et terrorangreb, vokset. Samtidig er der en overvægt af svarpersoner, der er nervøse for at samfundet overreagerer på terrortruslen.

I de senere år er det danske terrorberedskab blevet styrket. Politiet og efterretningstjenesterne har fået tilført nye ressourcer og beføjelser, herunder PET’s udvidede muligheder for overvågning.

Generelt har danskerne tillid til myndighedernes opsporing og håndtering af gerningsmænd, international udveksling af informationer, beskyttelse af personer og oplagte terrormål samt PET’s overvågning.

Til gengæld er der overvejende kritik af politiets og kommunernes arbejde med at modvirke, at unge kommer ind i ekstreme miljøer. Her efterlyses en forebyggende socialt arbejde mod radikalisering.

Et aktuelt spørgsmål er privat krigsdeltagelse, der blev debatteret heftigt i forbindelse med krigen i Syrien. De fleste anerkender politiets indsats her, mens ca. 20 % mener, at der gøres for lidt for at forhindre folk i at drage i krig på privat basis.

Da terrortruslen i Danmark forbindes til radikal islamisme, er der spurgt til danskernes holdning til tro og terror. Et relativt flertal på 49 % mener, at terror afspejler, at der altid vil være konflikt mellem forskellige religioner. Et relativt flertal mener dog også, at det er urimeligt, at muslimer udsættes for mistænkeliggørelse.

Forklaringerne på terrortruslen i Danmark skal ifølge relative flertal bl.a. findes i de krige, Danmark deltager i og i provokationer af andres religiøse følelser. Sidstnævnte resultat er bemærkelsesværdigt i lyset af den intensive debat om ytringsfrihed.

Arbejdsmiljø i bred forstand er afgørende for den enkeltes trivsel. I Tryghedsmåling 2015 har vi spurgt til danskernes forhold til chefen. Generelt får lederne positiv respons fra medarbejderne.

En meget stor overvægt af respondenterne mener, at samspillet med ledelsen får dem til at yde en bedre indsats, og danskerne stoler samtidig på ledelsens oplysninger. Et relativt flertal angiver yderligere, at forholdet til den nærmeste chef er blevet forbedret i de senere år, og at ledelsen normalt bidrager med at løse de problemer, medarbejderne oplever. De følgende afsnit opsummerer hovedpointerne, mens kapitlet viser nuancerne i svarene.

Over halvdelen af danskerne er helt eller delvist enige i, at deres ledelse er interesseret i kritik og samtidig afviser de fleste, at kritiske røster bliver fyret. Der er også generelt tiltro til opbakning blandt kollegerne, når der er behov for at kritisere nogle forhold.

De kritiske punkter er, at der kun akkurat er balance mellem dem, der føler sig påskønnet for deres indsats og dem, der mangler denne anerkendelse. Derudover tvivler mange også på, om deres kritik fører til ændringer i praksis. Samtidig er stemningen blandt kollegerne blevet dårligere i de senere år.

47 % oplever, at arbejdspresset har været stigende i de senere år. Det er især i det private, at konkurrencen er skærpet, men det får generelt ikke medarbejderne til at opleve dårligere forhold til chef eller kolleger. I det offentlige mangler medarbejderne til gengæld tid til opgaverne, bl.a. som følge af den øgede kontrol. Især lavere funktionærer i det offentlige mener, at tiden går med meningsløs registrering. I det offentlige ses en sammenhæng mellem den tiltagne kontrol og det dårligere arbejdsmiljø.

Det er undersøgt, om der er sammenhæng mellem respondenternes svar og deres generelle tryghed. Det er der, men sammenhængen er svag, bortset fra tilfælde, hvor kritiske kolleger fyres.

En anden konklusion er, at de mindre arbejdspladser er bedre til at lytte til, anerkende og påskønne medarbejdernes indsats. På ingen af spørgsmålene klarer store arbejdspladser sig bedre end de små.

Udsigten til pension og otium er ikke længere bare et mål, man ser hen til. Mange er utrygge. Ca. hver tredje over 40 år frygter, at pengene ikke rækker efter sidste arbejdsdag, mens ca. hver fjerde er nervøs for, at det er helbredet, der svigter inden pensionsalderen. Omkring 25 % frygter også et uværdigt exit fra arbejdsmarkedet. Det er ikke overdrevet at beskrive det som frygt og nervøsitet, da sammenhængen med den generelle tryghed er nogle af de stærkeste i Tryghedsmåling 2015.

Vilkårene for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet blev for mange afgørende ændret med tilbagetrækningsreformen i 2011. Knap hver tredje svarer, at de er personligt påvirkede af ændringerne af efterløn, mens lige under halvdelen af danskerne mellem 40 og 65 svarer, at de er personligt påvirket af den forhøjede pensionsalder. 82 % angiver, at påvirkningen er negativ og af dem er 28 % endog meget negativt berørte. Det svarer til 14 pct. af alle over 40 år. I denne gruppe er der en overrepræsentation af folk med helbredsproblemer.

For de meget negativt påvirkede, går det også ud over trygheden, især den økonomiske tryghed.

Hvordan har dem, der rammes af efterlønsreformen, tilpasset sig til de ændrede vilkår? En stor gruppe vil opkvalificere sig mere, mens andre vil prioritere jobbet mere på bekostning af fritiden. Et mindre flertal angiver, at de vil arbejde mere. Det er dog også en gruppe, der angiver at de vil skåne sig selv mere på jobbet.

Et kritikpunkt af efterlønsordningen har været, at den gjorde det for nemt for arbejdsgiverne at fyre de ældre medarbejdere. I Tryghedsmåling 2015 er 40-65-årige danskere spurgt til, om arbejdspladsen har gjort mere for at hyre eller holde på ældre medarbejdere efter reformen. Resultatet er overvejende negativt.

De fleste svarer, at der ingen ændring er sket. I forhold til efteruddannelse angiver kun 3 %, at de har oplevet en intensiveret indsats på dette område, mens 12 % rapporterer om tilbagegang. Færre oplever også, at de tildeles flere attraktive opgaver end tidligere.

På en række andre seniorpolitiske områder har virksomhedernes indsats også været på retræte. Det gælder fx særlige vilkår, mulighed for deltid, lettere opgaver eller nedtrapning. Ydermere påskønnes og anerkendes ældre medarbejdere i ringere grad end tidligere. Særligt dårligt står det til med ansættelser af medarbejdere over 55 år. 6 % svarer, at virksomheden gør mere end tidligere for at ansætte flere seniorer, mens hele 20 % siger, at der gøres mindre. Hvis reformerne skal virke efter hensigten, skal virksomhederne bidrage med at sikre plads til det grå guld på arbejdsmarkedet.

I Tryghedsmåling 2007 var der fokus på tryghed i børnehøjde. Mange af resultaterne var så bemærkelsesværdige, at der var behov for at gentage temaet for at be- eller afkræfte 2007-målingens konklusioner. Det viste sig fx, at andelen af utrygge børn stort set ikke var faldet siden 2. verdenskrig. Til gengæld var det overraskende, at en utryg barndom ikke førte til et utrygt voksenliv.

I Tryghedsmåling 2015 ses, at 10,5 % af de voksne danskere husker barndommen som en utryg periode. Forholdet til forældrene er stadig den afgørende faktor for, om barndommen huskes som tryg eller utryg.

Børneutrygheder omfatter bl.a. økonomiske vanskeligheder, alvorlig fysisk sygdom i familien, misbrugsproblemer, vold og seksuelle overgreb. Den hyppigste utryghed i barndommen handler om økonomiske vanskeligheder, som 41 % oplevede. Derudover svarer en stor andel på 27 %, at deres barndom var præget af, eller delvist præget af, at man ikke kunne regne med de voksne, når man virkelig havde brug for dem. 22 % mener ikke, at familiens voksne levede op til deres ansvar. Vold var en del af barndommen for 11,5 %, mens hele 5 % svarer, at seksuelle krænkelser var en del af barnelivet. Af disse voksensvigt er det især den manglende evne til at leve op til ansvaret som voksne, der påvirker, om barndommen erindres som en utryg periode. Denne årsag forklarer knap 15 % af den samlede utryghed hos børn. Dernæst er det utrygt at vokse op i et hjem, der er præget af vold.

Utrygheden som barn er størst blandt dem, der er født omkring 1970, hvor hele 12,5 % havde en utryg barndom. For årgangene omkring 1990 er andelen faldet til 8,8 %. Der er også udsving i de svigt, årgangene oplever. 11,3 % af de 30-39-årige husker de voksne som uansvarlige, mens det kun gælder 7,5 % af de 18-29-årige. Vold og misbrug har også ramt færre børn i de yngre årgange.

Igen bekræftes det, at en utryg barndom ikke fører til et utrygt liv som voksen. Kun fire af årsagerne til en utryg barndom kan spores ind i voksenlivet og de er svage. Størst er sammenhængen mellem vold eller trusler i barndomshjemmet, dernæst fysisk sygdom i nærmeste familie skarpt efterfulgt af seksuelle overgreb og psykiske lidelser i nærmeste familie. Overordnet må det dog konkluderes, at barndomsutryghederne er noget, de fleste vokser fra.

Mange danskere bekymrer sig om fremtidens velfærd. Knap 2/3 tvivler på, at der er penge nok til velfærd i fremtiden og især til de mange ældre. Mange hænger deres bekymring op på globaliseringen, der formodes at ændre det danske samfund grundlæggende.

I Tryghedsmåling 2015 er danskerne spurgt om, hvordan Danmark skal klare sig i den globale konkurrence. Det mest almindelige svar er at vi skal uddanne os bedre og forske mere. Et flertal mener også, at der bør ske en afbureaukratisering af den offentlige sektor. Desuden mener et flertal, at der bør stilles grønne krav til virksomhederne, så Danmark forbliver i front på dette område. Der er også flertal for at tiltrække veluddannet arbejdskraft fra udlandet i alle større samfundsgrupper.

Fire andre krav afvises derimod af flertallet. Det gælder en sænkelse af lønniveauet, hævelse af pensionsalderen, mindre indflydelse til fagforeningerne, og lavere sociale ydelser for dem udenfor arbejdsmarkedet.

Det er primært de selvstændige, der er fortalere for et sænket lønniveau, selvom der også er støtte fra de højere funktionærer. Det er også kun de selvstændige, der i overvejende grad taler for, at fagbevægelsens indflydelse bør reduceres. Især de uddannelsessøgende er imod dette forslag. Nedsættelse af bistanden er det forslag, der deler vandene mest.

I Tryghedsmåling 2015 er danskerne blevet spurgt om forskellige aspekter af Danmarks fremtid.

Undersøgelsen præsenterer en række mulige forklaringer på, at Danmark ofte topper ranglister over den mest tilfredse befolkning i verden. Mulige forklaringer er bl.a. Danmarks velstand, en forholdsvis større social bistand, en høj grad af personlig frihed, små økonomiske skel, et forholdsvis velfungerende politisk system og et generelt uvoldeligt og fredeligt samfundsliv.

Den danske velstand forklares bl.a. med at de danske virksomheder er omstillingsparate, og at uddannelses- og forskningsniveauet er højt. De øvrige årsager til rigdommen er de gode vilkår for iværksættere, at den offentlige sektor er effektiv, at politikerne har vedtaget de nødvendige reformer, at arbejdspladserne har overladt et større ansvar til medarbejderne, og at fagforeningerne har stillet ansvarlige lønkrav.

Vi har også spurgt til, hvad der gør danskerne stolte. Danskerne er i prioriteret rækkefølge enige om at være stolte af dansk design, ytringsfriheden i Danmark, kvaliteten af danske varer, dansk forskning, den danske velfærdsstat, den aktive indsats for klimaet, spillefilm og tv-serier, den danske støtte til menneskerettighederne, sportspræstationer, Danmarks bistand til fattige lande samt Noma og andre gourmetrestauranter.

Som afslutning på denne del af undersøgelsen blev respondenterne spurgt, om de tror, at Danmark vil have ligeså meget at være stolt af om 10-15 år som nu. De blev samtidig spurgt til, om Danmark stadig vil være et af verdens mest tilfredse lande og om Danmark fortsat vil være blandt de rigeste stater. Svarfordelingen på de tre spørgsmål er stort set identiske. Mellem 50 og 51 % tror på, at Danmark bevarer topplaceringen på alle tre områder. Omkring 15 % svarer ”nej”, mens mellem 27 og 30 % svarer ”måske”. Kvinderne er mest optimistiske, og aldersmæssigt er det især de yngste, der har tiltro til Danmarks fremtid. Ser man på politiske holdninger er Socialdemokraternes vælgere fulde af optimisme, mens Dansk Folkepartis vælgere er de mest skeptiske. På venstrefløjen er optimismen under gennemsnittet.