Tryghedsmåling 2017

Befolkningens tryghed er omtrent uændret siden 2015. Tryghedsscoren for hele befolkningen var 73,4 i 2015 og 72,5 i 2017.

Der er også færre, der giver deres tryghed topkarakter - og tilsvarende flere i mellemkategorierne. 
Det er vanskeligt at pege på en enkelt overordnet forklaring på, at trygheden ikke stiger mere i takt med at krisens bekymringer letter for stadig flere. En sandsynlig forklaring er dog, at flere er blevet utrygge for kriminalitet (jf. kapitel 4). 

Den generelle utryghed er fortsat størst i aldersgruppen under 25. Det er de ikke-boglige unge, der trækker tryghedsgennemsnittet ned. Derimod er der kun små forskelle på mænd og kvinder, offentligt og privat ansatte og kort- og højtuddannede. Blandt stillingsgrupperne er forskellene ligeledes små. Derimod har de fleste af grupperne uden for arbejdsmarkedet markant flere, der oplever hverdagen som generelt utryg. Blandt kontanthjælpsmodtagerne er andelen af generelt utrygge ca. dobbelt så høj som blandt alle.  Forskellen er dog mindre end i 2015 og især end 2013. 

Der er en ganske stærk sammenhæng mellem tryghed og relativ økonomisk status. Sandsynligheden for at føle sig utryg er langt større, hvis man bor blandt nogle, som er mere velstillede end man selv er, mens sandsynligheden omvendt er mindre, hvis man bor i et kvarter, hvor flertallet har færre forbrugsmuligheder end én selv. Denne forskel er vokset, sammenlignet med tidligere tryghedsmålinger.

Ser man specifikt på den økonomiske utryghed er andelen faldet fra 17,5 pct. i 2015 til 14,3 i 2017, og er altså lavere end den generelle utryghed. Også her er det navnlig grupperne uden for arbejdsmarkedet, der skiller sig ud: 52 pct. af kontanthjælpsmodtagerne og 47 pct. af de sygemeldte oplyser, at de er utrygge for økonomien i deres husstand. Andelen er faldet blandt kontanthjælpsmodtagerne og steget blandt de sygemeldte sammenlignet med 2015.

Derimod er der kun små forskelle på den økonomiske utryghed blandt grupperne på arbejdsmarkedet. Det afspejler dog til dels, at mange ufaglærte forlader arbejdsmarkedet tidligt – det er de velfungerende og mere trygge - der bliver tilbage.

Tryghedsmåling 2017 undersøger, hvor mange der er personligt utrygge på 18 konkrete punkter. Sygdom i familien er den mest udbredte utryghed blandt alle med 41 pct., mens utrygheden for at mangle penge til en pludselig udgift” kommer ind på 2 pladsen med 26 pct. Visse utrygheder er store i mindre grupper. 54 pct. af de + 40 årige er utrygge for, om ældreplejen vil være tilstrækkelig, når de for brug for den. Utryghed for de fremtidige jobmuligheder optager mindst fire af ti studerende. Risikoen for at blive udkonkurreret af østeuropæiske lønmodtagere optager 17 pct. af alle, men betydeligt flere blandt ældre kortuddannede. 

Ser man på de største ændringer siden 2015, springer utryghed for den fysiske sikkerhed i øjnene. Der er i 2017 rekordhøj andel af utrygge på samtlige fem spørgsmål, der vedrører fysisk sikkerhed. Frygten for at blive overfaldet eller slået nåede sidst et toppunkt i 2009 men utrygheden er siden faldet.

Også frygten for indbrud og kvinders frygt for sexovergreb ligger lidt højere end målt før. Størst stigning gælder terror. 23 pct. er utrygge for at blive ofre for terror mod 15 pct. i Tryghedsmåling 2015.

Ser man i stedet på, hvilke utrygheder, der går mest ud over den generelle tryghed, er topscoreren overfald, mens terror ligger på 3.pladsen. På anden pladsen finder vi utrygheden for at familieøkonomien trues af dårligt helbred, og på henholdsvis fjerde- og femtepladsen finder vi utryghed, der har at gøre med uregelmæssige indkomster og store uventede udgifter. 
Endelig analyseres sammenhængen mellem de atten konkrete utrygheder og tab af livskvalitet. Her kommer ”at jeg mangler penge til en uventet udgift” øverst på listen efterfulgt af ”at jeg ikke har helbred til at arbejde”, ”at sygdom rammer familien økonomisk”, ”at jeg mister mit arbejde”, og ”at jeg ikke har penge nok til tilbagetrækning”.

Tryghedsmåling 2017 afdækker bekymringer for udviklingen på 24 punkter, der samlet set giver et indtryk af, hvordan befolkningen oplever samfundslivet. 
15 ud af de 24 mulige bekymringspunkter deles af mere end 50 pct. af befolkningen.

(69 pct.) ”at det mislykkes at integrere indvandrere i samfundet” (67 pct.), ”at miljøet bliver ødelagt”, (66 pct.) ”at der kommer langt flere flygtninge og migranter” (65 pct) samt et nyt spørgsmål ”at vigtige funktioner i samfundet rammes af et cyberangreb” (63 pct.) 

På følgende punkter finder vi de største ændringer, sammenlignet med Tryghedsmåling 2015: ”at Danmark bliver ramt af terrorangreb” (plus 20 procentpoint), miljøødelæggelser og global opvarmning (hhv. plus 12 og 13 pct.), ”manglende integration af indvandrere (plus 9 pct.)”, ”at danskerne lever et alt for stresset liv (plus 9 pct.), ””at Danmark deltager i krige” (plus 10 pct.) og ”at danskerne sætter sig i alt for stor gæld” (plus 13 pct. ). Derimod er de andele af befolkningen, der bekymrer sig for arbejdsløshed og upålidelige fødevarer reduceret markant.

Der er en tydelig aldersprofil i bekymringerne. De ældre er generel langt mere bekymrede end de yngre. Det gælder især bekymring for kriminalitet, herunder cyberangreb, utryghed for indvandring og for at Danmark mister selvstændighed. Blandt de 18-24 årige topper miljø- og klima bekymringslisten. Det er også her man finder den største andel bekymrede for at EU skal gå i opløsning.

Tryghedsmåling 2017 spørger ligesom tidligere tryghedsmålinger, hvilke bekymringer som medierne overdriver hhv. underdriver i deres dækning. På den basis beregnes et gennemsnitstal: blandt overdrivelserne topper ”politikernes personlige forhold”, efterfulgt af ”vold på gaden” og ”terroranslag i Danmark” . Derimod beskæftiger medierne sig for lidt med Ruslands optræden over for nabolande, misbrug af sociale ydelser, uligheden i Danmark, fejlbehandling i sundhedsvæsenet, internationale flygtningeproblemer og arbejdsløsheden blandt unge. 

Andelen af utrygge ved at gå alene efter mørkets frembrud i kvarteret, hvor man bor er næsten 15 pct., en stigning på 4 procentpoint i forhold til 2015 og godt 1 procentpoint højere end det sidste toppunkt i 2009.

Den er markant højere blandt kvinder. Der er også en stærk positiv sammenhæng mellem andelen af utrygge og andelen af indvandrere i kvarteret, uden at det i sig selv forklarer årsagen til utrygheden for at færdes alene i mørket eller hvem der bange for hvem. 
Andelen, der ofte eller næsten hele tiden tænker på at blive offer for kriminalitet, er ca. et procentpoint højere end i 2015 og 2013. Men lægger vi den gruppe sammen med dem, der”af og til” tænker på det, er tallet faktisk det samme som i 2015 – og tre procentpoint lavere end i 2013.

Om den tendensen til at beskæftige sig mere med risikoen har  baggrund i den faktiske kriminalitetsudvikling eller om den skyldes et større mediefokus, kan vi ikke besvare  klart ud fra Tryghedsmåling 2017.

En pct. af de adspurgte har inden for de sidste 12 måneder været udsat for vold eller (typisk) trusler. Det er stort set samme tal som i 2015 og 2013 – umiddelbart endda et par promille lavere end i 2013, men forskellen er ikke statistisk sikker.

Borgernes forventninger om hjælp fra politiet er til at håndtere lov- og orden problemer i hverdagen har været faldende i de seneste tryghedsmålinger og faldet fortsætter i Tryghedsmåling 2017.

Et relativt flertal forventer ikke politiets hjælp i tilfælde af trusler og indbrud. Der er større tillid til politiet, når det gælder overfald på gaden og hjælp i tilfælde af trafikulykke. Men også her er det gået tilbage: Færre end 50 pct. forventer ”i høj grad” at få hjælp i tilfælde af overfald. I 2013 forventede 61 pct. ”i høj grad” at få hjælp i tilfælde af overfald. I 2015 var tallet nået ned på 54 pct. Og i 2017 var det 45 pct.

Når det gælder trafikulykker, er andelen, der ”i høj grad” forventer hjælp, dalet fra 68 pct. i 2013 til 55 pct. i 2017.

Tryghedsmåling 2017 bekræfter tidligere tryghedsmålingers utilfredshed med politiets prioritering af opgaverne. I 2017 er det lokale politistationer, der topper listen. Hele 44 pct. svarer, at dette prioriteres ALT for lavt, og i alt finder 69 pct. dette underprioriteret. Næsten tilsvarende andele finder at bekæmpelse af indbrud og  gadepatruljering fylder for lidt i politiets arbejde.

Tryghedsmåling 2017 sammenfatter befolkningens frygt for terror og synet på terrorbekæmpelsen. Andelen af danskere, der er personligt utrygge for terror er fordoblet siden 2015 til 23 pct.

Terrorfrygt hører til de utrygheder, der påvirker danskernes almindelige tryghed mest. Flere end halvdelen anser – selvom de ikke personligt er utrygge - terror for at være et væsentligt af samfundsproblem. I Tryghedsmåling 2015 var det blot en tredjedel, der var bekymrede for terrorismen.

Kun 11 % er uenige. Terror forklares især med religiøse modsætninger, men mange finder også at Danmarks krigsindsats har øget risikoen. 
Der er generelt pæn opbakning til myndighedernes arbejde med at bevogte mulige terrormål, opsporing af terrorister, overvågning og udveksling af oplysninger med andre lande. Kun når det gælder den offentlige indsats mod radikalisering af unge, finder flertallet at indsatsen er for svag. At det store angreb ikke er sket frem til juni 2017 forklares især med, at ”Danmark er ikke så betydningsfuldt” og at ”der er trods alt er færre unge i Danmark, som slet ikke får en chance i samfundet”. 

Et relativt flertal på 43 pct. erklærer sig uenige i, at det er et problem, ”at vores privatliv bliver overvåget alt for meget”. Kun 24 pct. er enige. Derimod er 46 pct. enige i, at en mulig bivirkning ved at overdrive terrorproblem kan være flere konflikter mellem etniske danskere og minoritetsgrupper – kun 18 pct. er uenige. Der er lige så stor opbakning til, at man kan risikere at gå terroristernes ærinde ved at reagere for.Og endnu større opbakning er der til bekymringen for, at det stærke fokus på terror kan gøre folk mindre tillidsfulde over for hinanden.

Endnu en klassisk sideeffekt af terrorismen er, at ”folk bliver bange og ikke længere tør udfolde sig frit”. Andelen af enige i det synspunkt er 43 %, mens 21 % er uenige. Videre er der en stor overvægt (45 %), der er enige i, at ”terrorfrygt kan udnyttes af politikere, jeg ikke bryder mig om” – kun 14 % er uenige.

Tryghedsmåling 2017 undersøger forholdet mellem helbred og tryghed i jobbet. Utrygheden for, om man har helbred til at kunne blive i job, hører til dem, der rammer livskvaliteten hårdest – jf. kapitel 2. 

Når det gælder trygheden i jobbet, er helbredet tydeligvis en meget vigtig faktor. Blandt yngre er forskellen ikke så stor mellem dem, der vurderer deres helbred som fremragende eller godt hhv. mindre godt og dårligt.

I årene efter forlader en del af dem med ringest helbred arbejdsmarkedet, og det får kurverne til at flade ud i det følgende tiår.

Hvor den økonomiske tryghed blandt mennesker i job normalt stiger med alderen, går det omvendt for dem med dårligt eller mindre godt helbred. For dem med dårligst helbred vokser den økonomiske utryghed stejlt frem imod slutningen af fyrrene til 70 pct., hvorefter kurven knækker. Det sidste skyldes, at de mindst raske i gruppen efterhånden glider ud af arbejdsstyrken. En lignende kurve, men med langt færre utrygge, ses i gruppen med et mindre godt helbred. 

Blandt lønmodtagere med dårligt helbred frygter 44 pct., at de kan blive konkurreret ud af arbejdsmarkedet af østeuropæere. 9 pct. finder at politikere og kommuner gør en god indsats for at hjælpe langtidssyge og uarbejdsdygtige.

At miste arbejdsevnen er den utryghed, der går mest ud over livskvaliteten, jf. Tryghedsmåling 2017 kapitel 2. Utrygheden for at miste arbejdsevnen vokser med alderen og kulminerer omkring 60 års alderen for alle grupper på arbejdsmarkedet, bortset fra de faglærte arbejdere (hvor den kulminerer omkring de 40 år.)

Når man har passeret de 60 er efterløn og andre tilbagetrækningsmuligheder inden for rækkevidde for mange. Det får utrygheden for arbejdsevnen til at falde. Utryghedsniveauet er dog markant forskelligt efter ens stilling på arbejdsmarkedet.

Blandt de højere funktionærer i 60 års alderen er to ud af ti utrygge for at miste arbejdsevnen. Blandt ufaglærte er det fire ud af ti. Blandt de sygemeldte er det otte ud af ti.

Blandt dem, der påvirkes er ca. fire ud af ti utrygge for om de kan fortsætte længe nok i job og om de får en værdig afgang fra arbejdsmarkedet. Andelen er dobbelt så stor som blandt dem, der ikke påvirkes af de ændrede regler.

Blandt dem, der påvirkes af ændringen af efterlønnen, er den mest udbredte forholdsregel at spare mere op – det gælder 40 pct. Hver tredje oplyser, at de forsøger at leve sundere og hver fjerde, at de skåner sig selv mere på jobbet. 22 pct. forsøger at bevare jobbet ved at opkvalificere sig.

Tryghedsmåling 2017 har også spurgt, om der er sket en ændring af arbejdspladsernes behandling af seniorer, og gengiver svarene fra funktionærer med ledelsesansvar. Svarene indikerer, at ca. hver tiende arbejdsplads har styrket seniorpolitikken, ca. hver femte har svækket den, og det store flertal af arbejdspladser har ikke ændret praksis med hensyn til særlige vilkår, efteruddannelse eller anerkendelse af seniorer. 14 pct. af svarpersonerne angiver, at deres arbejdsplads i de senere år i højere grad har ansat personer over 55 år.

Tryghedsmåling 2017 viser, at bekymringen for at blive ledig er reduceret markant siden 2015, men også, at truslen om ledighed kan gå hårdt ud over livskvaliteten

Det gælder navnlig dem, der både er usikre på deres aktuelle job, og pessimistiske med hensyn til udsigterne for at få et nyt. Her er 35 pct. økonomisk utrygge i modsætning til dem, der både regner med at kunne blive i deres nuværende job og at kunne finde et nyt, hvis de alligevel skulle miste det. I den job-selvsikre gruppe er kun 2 pct. utrygge ved familieøkonomien. Blandt lønmodtagere er 90 pct. i fast stilling uden tidsbegrænsning. 8 pct. er i midlertidig stilling (f.eks. vikar- eller projektansættelse) og 2 pct. i freelance job.

Andelen varierer efter deres tilknytning til virksomheden: 16 pct. af de fastansatte finder ikke deres job passende, de samme siger 29 pct. af freelancerne, 34 pct. af de midlertidigt ansatte og 42 pct. af fleksjobberne.

Prekariatet – efter det engelske udtryk Precarious jobs - diskuteres mest som et ungdomsproblem, og de midlertidige ansættelser er da også særligt udbredte blandt unge. I aldersgruppen under 25 er mere end hver fjerde ansat i en midlertidig stilling. Noget rent ungdomsfænomen er det dog ikke. Næsten halvdelen af de midlertidigt ansatte er over 40 år.

Blandt de midlertidigt ansatte er den økonomiske utryghed dobbelt så høj for de 40-65-årige (25 pct.) som for de 18-39-årige (13 pct.). Omtrent samme mønster, som man finder i sammenligning mellem arbejdsløse og beskæftigede. Fast arbejde er altid kilde til økonomisk tryghed, men det er særlig markant i aldersgrupperne over 40 år.

Tryghedsmåling 2017 giver et indtryk af de modstridende hensyn, som befolkningen forsøger at balancere imellem i udlændingedebatten. Synspunktet, at ”man må have lov at sige sin mening om indvandrere offentligt, selvom nogle ikke kan lide at høre den” er meget bredt accepteret.

Synspunktet deles af otte ud af ti blandt Dansk Folkepartis vælgere og seks ud af ti af Enhedslistens vælgere. I befolkningen som helhed er 64 pct. helt eller delvist enige, 14 pct. helt eller delvist uenige, heraf er fem pct. helt uenige, mens 18 pct. er hverken er enige eller uenige. 43 pct. er helt eller delvis enige i, at ”det er helt i orden at betegne sorte mennesker som negre”. 28 pct. er helt eller delvist uenige, heraf er de 21 helt uenige. 

Halvdelen af befolkningen mener på den anden side, at ” Folk burde tænke mere, før de taler, så de ikke krænker mennesker med en anden kulturel baggrund”. Endelig finder halvdelen, at ”det skader integrationen af udlændinge, at der ofte er en negativ tone i debatten” mens kun hver femte er uenig. Dårlig integration af indvandrere er én af danskernes helt store fælles samfundsbekymringer. Jf. kapitel 3.  

Tryghedsmåling 2017 afdækker befolkningens opfattelse af diskrimination i Danmark. Der spørges til diskrimination af 16 forskellige befolkningsgrupper. Ud over kønsdiskrimination spørges der til diskrimination på grund af alder og bopæl såvel som til diskrimination på grund af etnisk, religiøst eller seksuelt tilhørsforhold. Endelig spørges der til diskrimination af kontanthjælpsmodtagere og handikappede. 

Ifølge flertallet er der ikke en eneste af disse grupper, der diskrimineres. Flest ser kontanthjælpsmodtagere som ofre for diskrimination. Kontanthjælpsmodtagerne er efter 35 pct. af svarpersonernes opfattelse udsat for nævneværdig forskelsbehandling. Lige efter følger de handikappede, som ifølge 33 pct. udsættes for diskrimination.

Når det gælder religion, finder 26 pct., at der diskrimineres mod muslimer. Når det gælder jøder, er tallet 12 pct. Endelig mener seks pct., at der diskrimineres mod kristne. 19 pct. mener, der diskrimineres mod etniske minoriteter. 
15 pct. mener, at der diskrimineres mod kvinder. Desuden mener et relativt flertal mener, at mænd ofte begunstiges pga. deres køn. Især mange af de +40 årige kvinder finder, at mænd begunstiges. 

Tryghedsmåling 2017 har spurgt de 370 svarpersoner, der er blevet ramt af vold og/eller trusler i det seneste år, hvorfor de blev ramt. De kunne vælge mellem en eller flere mulige grunde.
Hver femte angiver, at overgrebet måske eller helt sikkert hang sammen med deres handikap eller med, at de ikke så ud som typisk heteroseksuelle. Der er tale om en massiv overrepræsentation af disse grupper, sammenlignet med deres andel af befolkningen. Desuden er andelen vokset. I Tryghedsmåling 2013 var det ca. hver sjette af vores forholdsvis lille stikprøve, der fandt at en mulig årsag til vold eller trusler imod dem er at de - enten deres ikke-hetero-look eller deres handikap som (mulige) begrundelser.

Lidt færre, nemlig 16 pct. angiver, at volden og/eller truslerne kan hænge sammen med, at de ikke har dansk baggrund, mens hver 4. nævner deres religion som mulig årsag. Der er et stort overlap mellem de to grupper. Medlemmer af især de muslimske mindretal også er kraftigt overrepræsenteret i offerstatikken. Da ofrene overvejende er unge, svarer det til, at risikoen for mere eller mindre etnisk motiverede overgreb er ca. dobbelt så stor blandt unge med minoritetsbaggrund som hos gennemsnittet.

Talmæssigt svarer langt den største, at de muligvis blev udsat for vold eller trusler, fordi de var danskere . Begrundelsen ”at jeg er dansker” var også den hyppigste i Tryghedsmåling 2013 og 2015, men andelen er steget fra 40 pct. i 2013, til 42 pct. i 2015 til 46 procentpoint i 2017. Vores svarpersoner bekræfter dermed indirekte,at en uforholdsmæssig stor del af voldskriminaliteten i Danmark udøves af personer med baggrund i andre lande.

Tryghedsmåling 2017 rummer række spørgsmål, der vedrører utryghed over for indvandring, behovet for stærkere integration mv. der sættes ind en samlet sammenhæng i dette kapitel. Kapitlet referer desuden svarfordelingen på spørgsmål, der ikke er gengivet i andre kapitler:

I en sammenligning med universiteternes valgundersøgelser, var der i 2011 en procentdifference på 16 pct., der var uenige i, at indvandring truer kulturen. I 2015 var differencen reduceret til plus 2 pct. I Tryghedsmåling 2017 er differencen på minus 8 pct. 

35 pct. er helt eller delvis enige i, at ”forholdene har ændret sig så meget, at jeg tit føler mig som en fremmed i mit eget land.” 39 pct. er helt eller delvis uenige. Svarfordelingen afspejler i høj grad modstand imod multikulturel udvikling: Blandt Dansk Folkepartis vælgere er 63 pct. enige, og kun 14 pct. uenige. Nogle af svarpersonerne lægger dog noget andet i svaret, så man kan ikke slutte at det i alle tilfælde er indvandring, der får en tredjedel af den oprindelige befolkning til at føle sig mere eller mindre fremmede i deres eget land. Når eksempelvis 28 pct. af Enhedslistens vælgere ikke altid synes, at de kan kende Danmark, har det ofte andre grunde end indvandringen.

Der er i øvrigt ikke tale om nogen ”gammelmands-bekymring”. Der er 20-25 pct. af de under 30 årige, der er enige her. Og synspunktet har større tilslutning blandt de midaldrende end gruppen + 60.

Ifølge Tryghedsmåling 2017 tilslutter 46 pct. sig, at flygtningeproblematikken skal håndteres i EU. 25 pct, er imod. Dette resultat svarer til, hvad der er fundet i en række andre undersøgelser.

En række lande har i gennem de senere år oplevet en dramatisk udvikling, hvor de hidtidige politiske ledere er blevet ramt af mistillid fra store befolkningsgrupper. Mistilliden omtales ofte med det mangetydige ord populisme. Andre taler om et oprør mod eliten, der ikke kun omfatter politiske eliter, men også erhvervseliten og den finansielle sektor, medierne og andre centrale samfundsaktører. 

Den stærkere mistillid er bl.a. blevet forklaret som en protest mod øget ulighed, masseimmigration og tab af job og forringede levevilkår som følge af globalisering. En anden type forklaring fokuserer på afstanden mellem vælgere og folkevalgte, der i mindre grad ses som befolkningens repræsentanter og højere grad som en privilegeret og indspist ”politikerklasse”. I nogle lande er det ikke kun tilliden til politikerne og andre eliter, der har været for nedadgående, men også tilslutningen til grundlæggende liberale og demokratiske principper.

Tryghedsmåling 2017 undersøger i hvilket omfang, tendenserne til populisme/mistillid til eliten og demokratiske institutioner og principper er slået igennem i Danmark. Det sker i rapportens tre sidste kapitler.

24 pct. udtrykte ret stor eller meget stor tillid til politikerne, mens 71 pct. udtrykker ret lille eller meget lille tillid til politikerne generelt. Der var heller ikke større tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger for landet idet 26 pct. helt eller delvist gav udtryk for denne type tillid, mens 44 pct. var uenige. 

Tillidskrisen rammer ikke de centrale samfundsinstitutioner. Tilliden til retsvæsenet er usvækket og det samme gælder politiet, trods den massive kritik, der er omtalt i kapitel 4. Tilliden til den offentlige administration er vokset lidt siden 2009, og det samme gælder tilliden til kommunalbestyrelserne, FN og EU. 

Tryghedsmåling 2017 har bedt svarpersonerne vurdere om en række andre samfundsaktører alene arbejder for egne interesser, eller om de også tager samfundshensyn. Befolkningen tiltror ikke Finansektoren meget samfundssind, men også medierne ligger ganske lavt. Bortset fra DR, der opnår en neutral bedømmelse, mener de fleste, at medierne især tænker på sig selv. Billedet af interesseorganisationerne er mere broget med en positiv bedømmelse af fagbevægelsen og en ganske kritisk bedømmelse af landbrugets organisationer. Foreninger med et ideelt formål som Dansk Flygtningehjælp og Danmarks Naturfredningsforening tager efter flertallets opfattelse hensyn til samfundet. Kræftens Bekæmpelse er topscorer med en forskel mellem positive og negative svar på 37 pct. 

En ofte anvendt definition af populisme handler om at tilsidesætte loven til fordel for en folkestemning. Tryghedsmåling 2017 beder svarpersonerne forholde sig til udsagnet: ”Det kan være berettiget, at ministre bryder loven, hvis de er sikre på, at de har befolkningen bag sig”. Det synspunkt er tre pct,. helt enige i, mens yderligere 10 pct. er delvis enige.

Lidt større er tilslutningen til udsagnet: ”Det ville være meget fornuftigt at lade en stærk mand gribe magten i en økonomisk krisesituation.” Det er 19 pct. mere eller mindre enige i, mens 42 pct. er imod. Særlig mange unge, har svaret ved ikke her – måske fordi termen ”stærk mand” ikke længere anvendes så ofte. I 1971 mente 44 pct. at en ”stærk mand” kan være at foretrække i en økonomisk krise.

Beder vi svarpersonerne angive på en skala mellem 0 og 10, hvor vigtigt det er, at deres land er demokratisk, vælger 6 ud af 10 topkarakteren, mens ingen vælger en karakter under tre. Det er især de +50 årige, der giver karakteren 10: 72 pct. af denne gruppe har givet demokrati den højest mulige værdi, mod 51 pct. af de 30-49 årige og 52 pct. af dem under 30. Kigger man i stedet på gennemsnitsscoren i de tre aldersgrupper er forskellen mindre: 9,4 blandt de ældste, 8,7 i mellemgruppen og 8,6 pct. blandt de yngste.

Spørger man derimod til, hvor demokratisk Danmark faktisk styres, giver 29 pct. dansk demokrati middelkarakteren fem eller derunder, mens 71 giver en karakter over middel og syv pct. giver topkarakter.

Effekten af globalisering på bestemte befolkningsgrupper angives ofte som en vigtig årsag til den nye bølge af mistillid imod politikere, fordi de associeres med vedvarende økonomisk tilbagegang for nogle. 

Tryghedsmåling 2017 viser, at 15 pct. af befolkningen oplever, at det er gået økonomisk tilbage for ”folk som dem” i de sidste 20 år. Svarene afspejler i høj grad individuelle forhold: Færre ufaglærte og færre fra Region Sjælland har oplevet fremgang, men forskellen mellem samfundsgrupperne er små.

Oplevelsen af manglende fremgang har mærkbar effekt på tilliden til politikerne og kan bidrage til den øgede mistillid til politikere, men det er ikke en hovedforklaring. Mistilliden er også større i de otte pct. af befolkningen, der oplever, at det går dårligere i deres lokalområde. Der dog her ikke så meget tale om at det såkaldte UdkantsDanmark føler sig hægtet af. Det er i højere grad områder med store boligsociale problemer, hvor en stor andel har mistillid til, om politikerne træffer de rette beslutninger.

Det er markant færre end i andre lande. Ingen større samfundsgruppe skiller sig ud ved at være særlig pessimistiske på børnenes vegne. 

I internationale undersøgelser fremstår befolkningen i Danmark som ganske positiv overfor globalisering generelt. Der er dog ikke stor tiltro til nationaløkonomers synspunkt om, at outsourcing skaber flere og bedre jobs i Danmark. På en skala fra 0 til 10, hvor 0 er de mest globaliseringspessimistiske, svarer hver femte 0, og befolkningens gennemsnit 3. Der er derimod omtrent balance mellem ”optimister” og ”pessimister” i spørgsmålet om tilflyttet arbejdskraft: ”Mener du, at mennesker, der flytter hertil, generelt tager arbejde fra danskerne eller generelt bidrager til at skabe nye job?”. Her er holdningerne mindre skarpe, idet kun 7 pct. er lodret uenige i, at tilflyttede kan bidrage til at skabe jobs i Danmark. 

Aldersmæssigt er det de unge, der er mest globaliseringsoptimistiske, mens det er de ældre årgange på arbejdsmarkedet scorer lavest på de to spørgsmål. Køn påvirker kun svagt på holdningen til udenlandsk arbejdskraft, men har ret stor effekt på synet på outsourcing – i begge tilfælde er kvinderne de mest skeptiske.
Stillingsmæssigt findes de største globaliseringsoptimister blandt studerende, højere funktionærer og selvstændige. Blandt de beskæftigede er det de ufaglærte, der ser mest negativt på globaliseringen. De svageste grupper af ledige og førtidspensionister er de mest pessimistiske. 

Sammenhæng mellem globaliseringsoptimisme og indkomst er svage. Det samme gælder den geografiske variation. Storkøbenhavn/Region Hovedstaden er mest globaliseringspositiv men ellers findes ingen tydelige mønstre. Modsat en del andre lande, ser der ikke ud til at være basis for noget ”udkantsoprør” mod globaliseringen.
Nærmere analyser viser, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem at være negativ overfor globaliseringen og at savne tillid til politikerne, men sammenhængen er er ikke voldsomt stærk. Globaliseringskritik bidrager med andre ord til den politiske mistillid, men andre forhold er vigtigere.

Tryghedsmåling 2017 afdækker befolkningens holdninger til en række spørgsmål, der ofte sættes i forbindelse med begreber som populisme og oprør mod eliten eller ”establishment.” En række af disse spørgsmål anvendes også i den internationale forskning om populisme og tilsvarende former for politisk mistillid. I Kapitel 14 fokuseres på den mistilid, der hænger sammen med et negativt syn på politikeres moral og oplevelsen af, at politikerne svigter deres kerneopgaver. Udgangspunktet for den sidste analyse er de bekymringer og utrygheder, der er undersøgt i de tidligere kapitler. 

På en skala fra 0-10, hvor 10 er dårligst, ligger befolkningens opfattelse af erhvervslivets korruption på en gennemsnitlig score på 4.87, mens det offentlige ligger på 4.17. Jo længere fra den politiske midte, jo flere er skeptiske her. 

Svarfordelingerne i en række spørgsmål afdækker en betydelig afstand mellem flertallet i befolkningen og den politiske og erhvervsmæssig elite. I de følgende spørgsmål angives procentdifferencen i parentes, når andelen af mistillidsfulde svar trækkes fra andelen, de giver udtryk for mere eller mindre tillid:

Politikerne er mere optaget af at skaffe fordele for sig selv og deres venner end af at hjælpe almindelige borgere (- 46 %)

• Store firmaer køber sig ofte til politisk indflydelse (-55 %)
• Tidligere ministre får som regel gode job i det private erhvervsliv (- 71 %)
• Politikerne har forsøgt at dække over, at den danske stat blev snydt ved statens salg af aktier i DONG (- 60 %)
• Politikerne fortier bevidst , at EU med tiden vil udvikle sig til Europas Forenede Stater (- 20 %)
• Der er reelt ingen forskel på den politk, som de store partier fører (- 28 %) 
• Bankerne har alt for stor magt i det danske samfund (- 49 %)
• De vigtigste beslutninger i Danmark tage si lukkede netværk af erhvervsfolk og politikere (- 54 %)
• De politiske beslutninger styres af akademikere, der ikke ved, hvordan tingene foregår i praksis (- 56 %).

Derimod finder Tryghedsmåling 2017 en positiv procentdifference i spørgsmålet:

• Man har bevidst kørt SKAT i sænk for at undergrave velfærdssamfundet (23 %)

Analysen advarer imod at tolke resultatet meget håndfast, men ”samlet set må man konkludere, at en stor del af befolkningen oplever de politiske og økonomiske eliter som sammenspiste." 

På tre ud af fire spørgsmål om lige muligheder er procentdifferencen positiv:

• Almindelige danskere har gode muligheder for at komme til orde i medierne (19 %)
• Sundhedsvæsnet behandler folk lige, uanset hvilket samfundslag de kommer fra (3 %)
• Samfundet gør et stort arbejde for at give børn fra ikke-boglige hjem en uddannelse (10 %)

Hvorimod en overvægt af respondenterne svarer negativt på følgende:

• Offentligt ansatte gør, hvad de kan, så folk får det, som de har ret til (- 8%)

På spørgsmålet ”politikerne er meget optaget af at øge trygheden hos almindelige danskere”, svarer 4 % helt enig og 19 % delvis enig, mens hhv. 21 %og 14 % er delvis og helt uenige og 41 % afgiver neutrale svar.

Der er en stærk og helt lineær sammenhæng mellem oplevelsen af økonomisk tryghed i husstanden og tilliden til, at politikerne træffer de rette beslutninger. Er den økonomiske tryghed i top er procentdifferencen mellem tillidsfulde og mistillidsfulde på minus 4 %. Blandt de meget økonomisk utrygge er procentdifferencen minus 51 pct. Andelen af økonomisk utrygge er ca. 14 pct. og den er faldende, så mistilliden blandt de utrygge er ikke en hovedforklaring på den faldende tillid til politikerne. 

Der er derimod bred opbakning bag kritikken af den politiske indsats på en række velfærdsområder. Tryghedsmåling 2017 spørger om ”politikerne gør meget for

• At hjælpe folk, der mister arbejdsevnen
• At få sundhedsvæsnet til at fungere bedre
• At folk som mig kan leve godt, når vi bliver gamle
• At sikre almindelige mennesker mod vold og indbrud
• At man kan forlade arbejdsmarkedet på en værdig måde” 

Andelen af positive svar er mellem 9 og 16 %, mens andelen af uenige er 46-56 pct. De svarpersoner, der er enige i at politikerne gør meget  på disse områder, eller som er neutrale, har i gennemsnit tillid til politikernes beslutninger, mens mistilliden vokser, jo mere kritisk vælgerne ser på politikernes engagement i trygheden på de nævnte områder.