Tryghedsmåling 2023

Der er kun små ændringer i befolkningens tryghed siden tryghedsmålingen i 2021, når man ser på de overordnede tal. Der er lidt flere utrygge, 19,8 pct. mod 19,2 pct., men den gennemsnitlige tryghed (tryghedsscoren) er til gengæld lidt højere end i 2021 - 72,3 mod 71,4 i sommeren 2023. Ændringerne er ikke statistisk signifikante.

Den vigtigste forskydning mellem grupper i samfundet handler om alder. Der er blevet færre utrygge blandt de +50-årige. Navnlig blandt gruppen af 60-65-årige er andelen af utrygge faldet fra 17,7 pct. i 2021 til 14,2 pct. i 2023.

Blandt de 20-24-årige er det gået stik modsat: de 28 pct. utrygge i 2021 er blevet til 30,5 pct. i 2023. For de 25-29-årige er tilvæksten på 7,3 pct., så andelen af erklæret utrygge nu er 33,7 procent.

Udviklingen afspejles også i tryghedsscoren, der er på 62 blandt unge i 20’erne, mod 72 for gennemsnittet og 81 for befolkningen over 60 år.

Faldet har stået på over en årrække. For de yngste er tryghedsscoren reduceret med 13,7 point siden 2013, og blandt de ældste 66+ er den øget med 5,5 point i perioden. Den reducerede tryghedsscore for unge har fået tryghedsscoren for hele befolkningen til at falde fra 2013-2023.

Hver tredje oplyser, at de er mere eller mindre utrygge for, om de har penge nok til livet efter arbejdslivet. Omtrent ligeså mange har været utrygge for at få en uværdig exit fra arbejdsmarkedet. Andelen steg fra hver femte i 2013 til hver tredje i 2019. Herefter faldt den igen i 2021, men frem mod 2023 er den atter steget.

Utrygheden for at miste arbejdsevnen deles af 30 pct., flest blandt de yngste. Utrygheden for familie-økonomien på grund af helbredsproblemer er vokset med 3 procentpoint siden 2021 og er nu på samme niveau. Begge tal er krøbet støt opad fra måling til måling.

42 pct. er mere eller mindre utrygge for, om de vil få den tilstrækkelige behandling, hvis de bliver syge. 53 pct. af borgerne mellem er mere eller mindre utrygge for, om de vil få tilstrækkelig pleje som gamle. Den sidste andel faldt markant under pandemien, men er steget siden.

Andelen af utrygge for at blive ramt af stress så de ”i længere tid ikke kan klare kravene i hverdagen” vokset fra 30 til 31 pct. blandt de 18-65-årige, sammenlignet med.  2022. De unge har flest utrygge. Blandt de 18-29-årige angiver 40 pct. at frygte stress der gør hverdagslivet umuligt. Blandt folk i 50’erne er der 23 pct. og blandt de 60+-årige ca. 10 procent.

Utrygheden for ”at blive overfaldet eller slået” er faldet lidt, til 16 pct. sammenlignet med 18 pct. 2021, mens utrygheden for ”at blive udsat for et seksuelt overgreb” ligger på samme niveau (19 procent).

Utryghed for vold og overfald findes hos 27 pct. af de 18-29-årige, men kun hos 7-8 pct. af de 50+-årige. Alderskurverne er endnu stejlere for kvinder, når det gælder utryghed for seksuel vold: 29 pct. af de 18-29-årige kvinder mærker denne utryghed, mod 2 pct. af kvinderne over 60.

I målingerne før finanskrisen svarede hver femte, at de er utrygge for at mangle penge i tilfælde af en uventet udgift. I de sidste målinger har den været ca. hver tredje, med en svagt opadgående tendens fra 30 pct. i 2021 til 33 pct. i 2023. Også her er andelen højere blandt unge end blandt ældre.

I 2021 fandt 12,5 pct. at deres husstand var økonomisk utryg. Det var den laveste andel, der er målt siden 2009. Andelen af utrygge er næsten dobbelt så høj i 2023 med 22,3 pct. af de 18-65-årige. Den gennemsnitlige økonomiske tryghed (den økonomiske tryghedsscore) ligger også lavt: Tryghedsscoren var +15 point, da svarene blev indsamlet i juni 2023, mod +30 point to år tidligere på skalaen mellem minus og plus 100.

Forværringen ses i alle de fire store grupper på arbejdsmarkedet, mens man kun finder mindre forskelle imellem dem: Faglærte, lavere funktionærer og selvstændige ligger to-tre point fra den økonomiske tryghedsscore på 19. De ufaglærte ligger lidt lavere, på 15, og de højere funktionærer ligger noget højere på 35 point på skalaen. 

Blandt kontanthjælpsmodtagerne i undersøgelsen er 60 pct. økonomisk utrygge og den samlede tryghedsscore er minus 37 point. Blandt personer i ressourceforløb udgør de økonomisk utrygge 52 pct., mens tryghedsscoren er minus 27 point. 

38 pct. af samtlige svarpersoner finder, at det vil være ”noget eller meget vanskeligt”, hvis de “pludselig fik en uventet udgift på 8.000 kr., som skal betales inden for 14 dage”. Det er den højeste andel, der er målt på dette spørgsmål siden 2009, bortset fra 2013, der var et af finanskrisens værste år. I gruppen i 20’erne gælder det 41 pct., blandt gruppen i 30’erne er det 48 pct., og gruppen i 40’erne ligger også lidt over gennemsnittet med 42 pct. 

De unge ligger lavest, når der spørges til deres generelle tryghed i hverdagen (se kapitel 1). Når det kommer til den økonomiske utryghed, er de 30-39-årige og til dels de 40-49-årige mest utrygge.  

Det er ikke set før. Fra 2009-2021 har de ikke skilt sig ud fra gennemsnittet. I 2021 var det kun 12 pct. af dem, der kaldte sig økonomisk utrygge. I 2023 er det 29 procent. De 40-49-årige har den næsthøjeste stigning i perioden: fra 16 pct. til 26 pct. Blandt de unge i tyverne blev flere også økonomisk utrygge mellem 2021 til 2023. Bedst gik det for de ældre, specielt for dem over 65 år. 

Andelen af økonomisk utrygge er dog steget for alle aldersgrupper – også 66 år+. Her var der kun 6 pct. utrygge i 2021, men 13 pct. i 2023. Med andre ord var andelen af økonomisk utrygge 66+-årige i 2023 lige så stor som i hele befolkningen fra 18-65 år i 2021. Generelt er familier med børn ikke mere økonomisk utrygge end familier eller enlige uden børn. 

Andelen af økonomisk utrygge boligejere med negativ friværdi ligger forholdsvis højt – på 32 procent. Alt i alt er boligejerne som helhed mindre utrygge end gennemsnittet af befolkningen, mens de yngre boligejere i 30’erne og 40’erne er tæt på gennemsnittet for alle i juni 2023.  Var man derimod lejer og mellem 30 og 49, var der dobbelt så stor sandsynlighed for at befinde sig i den økonomiske utryghedsstatistik som i befolkningen som helhed. 

16 pct. svarer at de ret utrygge eller meget utrygge ”ved at gå alene i det område, du bor i, efter mørkets frembrud”. Det er færre end i 2021, da 20 pct. svarede det samme – men på niveau med 2017 og 2019. Frem til 2015 svingede andelen af utrygge omkring 10 procent. I den modsatte ende er 37 pct. ligefrem ”meget trygge” ved at gå alene i hjemområdet, når det er mørkt. Det er den højeste andel siden 2015 – og højere end i 2009 og 2011.

Byerne mellem 5.000 og 40.000 indbyggere har ca. 20 pct. utrygge, lidt over niveauet i Aarhus, Aalborg og Odense. København/Storkøbenhavn ligger på landsgennemsnittet. Færrest utrygge finder man i de helt små byer.  

Det er især kvinderne, der er utrygge, nemlig 21 pct. mod 10 pct. af mændene. Jo yngre man er, jo større sandsynlighed er der for at opleve denne form for utryghed: Blandt 20-24-årige er hver tredje utryg. Blandt dem fra 60 og opefter gælder det en ud af ti. 

Faldet i utrygheden siden 2021 ses i alle aldersgrupper bortset fra de 30-39-årige. Faldet i procent er størst blandt de yngste, idet den blandt grupperne i tyverne er 4-5 procent mindre end den, der blev målt i 2021. 

På spørgsmålet om svarpersonerne i løbet af det sidste år selv har oplevet “vold, trusler eller begge dele ”som var så alvorlige, at du blev bange”, svarer 3,6 pct. at de har oplevet vold, 5,5 at de har oplevet trusler og 2,5 at de har været udsat for begge dele. 20 pct. oplyser, at hændelsen var ”meget alvorlig” for dem. Hertil kommer 45 pct., der betegner den som ”ret alvorlig” – så nøjagtig 2/3 oplevede altså overgrebet som alvorligt. 

Tendenserne synes at være svagt stigende og genfindes i de såkaldte Offerundersøgelser, som Justitsministeriet m.fl. foretager løbende. Niveauet i Tryghedsmålingen ligger nogle pct. højere, og måske mindre repræsentativt for befolkningen som helhed. 

De 655 ofre for vold og/eller trusler i vores stikprøve er spurgt om en række mulige årsager til overgrebet. De har kunnet krydse flere muligheder af. 

50 pct. svarer, at overgrebet kan hænge sammen med at overgrebspersonen gik ud fra at de ikke kunne forsvare sig, og 48 pct. svarer, at overgrebet kan skyldes at de er handicappede. Næsten halvdelen nævner som en mulig årsag, at ”de er danske”, mens henholdsvis 36 pct. og 42 pct. nævner deres etnicitet eller religion som mulige årsager.  43 pct. nævner, at deres påklædning kan have provokeret til vold og/eller trusler, og 36 pct. kan ikke afvise at de blev ofre, fordi de ikke ”ligner en typisk heteroseksuel”.

Utryghed for at få en uoverskuelig opgave på arbejdet findes hos ca. hver femte. Det er fire gange så mange som i den første Tryghedsmåling i 2004. Der er betydelige aldersforskelle i svarene: Utrygheden rammer hver tiende over 50 år, men hver tredje i den yngste aldersgruppe i 2023. 

31 pct. er mere eller mindre utrygge for at få alvorlig stress, så de ”i længere tid ikke kan klare kravene i hverdagen”. Blandt de unge/yngre til og med 39 år er ikke færre end 40 pct. mere eller mindre utrygge for en så alvorlig stress. I 2019 gjaldt det 35 pct. af de 18-29-årige.  

Der er stærke statistiske sammenhænge mellem utryghed for stress og en økonomiske utryghed generelt og specielt uregelmæssige indkomster, uventede regninger og stigende energipriser. De økonomiske utrygheder er samtidig mere udbredte hos de yngste 18-29-årige og de yngre 30-39-årige end i befolkningen som helhed.  

Et par af utryghederne er ikke bare mere udbredte blandt unge end andre. Det stresser øjensynlig også de unge mere end de ældre. Det gælder utrygheden for at miste jobbet og for at tabe penge på sin ejerbolig. 

Der er også en statistisk sammenhæng mellem de økonomiske utrygheder og den generelle tryghed i hverdagen, om end svagere. Generel tryghed i hverdagen, stress og økonomisk utryghed påvirker hinanden gensidigt.

De unges økonomiske utryghed i 2022-23 har været med til at stresse og øge deres almindelige utryghed i det seneste år, men det forklarer højest en lille del af de mistrivselsproblemer blandt unge, der er en bred international tendens, som har været synlig i mere end ti år.

Tryghedsmålingerne i 2011, 2015, 2017 og 2023 har stillet to spørgsmål, der giver indtryk af, hvor let svarpersonerne bliver påvirket rent følelsesmæssigt. Respondenterne blev på den ene side spurgt hvor ”rolig, følelsesmæssigt stabil”, de opfatter sig som, og på den anden side i hvilken grad de er ”bekymret, let at stresse”.  Derved bliver det muligt at tegne et billede af befolkningens emotionelle stabilitet og udviklingen i den, 2011-2023.

Analysen viser systematiske aldersforskelle: De 18-29-årige er i alle årene mindre emotionelt stabile end gennemsnitsbefolkningen, mens 60+ i alle målinger, rapporterer om en emotionel stabilitet over gennemsnittet.

Forskellen mellem aldersgrupperne vokser i perioden, og særlig efter 2015. Grupperne over 50 år er mere stabile i 2023 end de tilsvarende grupper 12 år tidligere. Grupperne under 50 år er derimod blevet mindre emotionelt stabile. 

De 40-50-årige i 2023 svarer til dem, der var 30-40 år i 2011, mens gruppen der i dag er i 30’erne var i tyverne dengang. Da den emotionelle stabilitet er højere hos ældre end hos yngre i alle fire år, skulle man tro at de 30-40-årige anno 2011 ville være blevet mere emotionelt stabile med årene, der er gået, men det er ikke deres oplevelse. Det samme gælder dem, der var i tyverne i 2011. 

Spørgsmålene er udviklet på basis af den såkaldte femfaktormodel i personlighedspsykologien, hvor lav emotionel stabilitet hænger sammen med negativ selvbevidsthed og en høj sårbarhed over for kritik, men også er en indikator for psykisk sygdom, især depression og angst. 

Undersøgelsen føjer en facet til danske og internationale studier fra de senere år, der beskriver en voksende mistrivsel blandt unge. De centrale undersøgelser er sammenfattet i tekstboks s. 54-57. 

Tryghedsmåling 2023 har undersøgt, hvad der bekymrer svarpersonerne som borgere i Danmark. Hvor utryghed handler om det, der undergraver os på den personlige front, handler bekymringerne derimod om mere kollektive trusler. Der er spurgt til 23 vidt forskellige bekymringer for større og mindre grupper. 

I 2021 handlede de mest udbredte bekymringer om Covid19 – og ikke mindst om de økonomiske eftervirkninger. I juni 2023 er den dominerende bekymring Ruslands behandling af sine naboer, som 69 pct. giver udtryk for og som næsten ingen slet ikke deler. 

På andenpladsen finder vi bekymringen for børns og unges trivsel, som deles af 65 pct., efterfulgt af bekymringer for klimaet og for fremtidens velfærd, der begge nævnes af 60 procent. Især klimabekymringen er taget til siden pandemien.  

Prisstigninger er igen kommet ind blandt bekymringerne hos 59 pct., efter årtier med stabile priser. 

56 pct. i hele befolkningen er bekymrede for ”at der kommer langt flere flygtninge og migranter”. Det er omtrent samme niveau som i 2021, men lavere end i årene før. 

At “danskerne lever et alt for stresset liv” har bekymret stadig flere i hver eneste måling siden 2009, med undtagelse af den sidste corona-sommer i 2021. I 2009 var 45 pct. bekymrede - i 2023 var andelen 55 procent. 

Blandt de bekymringer, der fyldte mindre i sommeren 2023, er - ud over Covid - integrationsproblemer, arbejdsløshed, kriminalitet, terror og holdbarheden af alliancen med USA. 

Tilliden til NATO er i top blandt de internationale institutioner, der er spurgt til, med 6.7 point på en skala 0-10. FN ligger på 6.1 og EU på 5.2, dvs. en beskeden stigning siden 2021. 

Blandt danske institutioner ligger domstolene højest (7.7), efterfulgt af politiet med 7.3 point på skalaen 0-10. Det er højere end sommeren 2021. Tilliden til Folketinget er 5.4 og tilliden til regeringen 4.9 point. – i begge tilfælde et markant fald siden corona-tiden. Der var flere i juni 2023, der havde mistillid end tillid til ”vores politiske ledere”.

Tryghedsmålingen har spurgt svarpersonerne om forskellige emner, der optager medierne, for at finde ud af om de optager befolkningen lige så meget. Svarpersonerne er blevet bedt om at give emnerne point, afhængigt af om de finder at medierne ofrer emnet for stor eller for lille opmærksomhed. Derefter er negative point trukket fra de positive. Jo tættere på nul, jo tættere er medierne på balance mellem dem, der finder emnet over- hhv. underdrevet på den offentlige dagsorden. 

Medierne har fundet balancen, når det gælder ”krigen i Ukraine” og ”den globale opvarmning”. Det samme gælder emnerne ”kontanthjælpens størrelse”, ”forsvarets situation”, ”misbrug af sociale ydelser” og ”magtspillet på Christiansborg”. Befolkningen syntes også, at der var rimelig proportion i den omfattende mediedækning af ”Minksagen” og ”Afskaffelsen af Store Bededag”. Begge sager var ved at klinge af i juni 2023, men det samme gjaldt øjensynlig befolkningens ønske om at forsætte diskussionen. 

Det spørgsmål, som svarpersonerne finder mest underbelyst, er ”firmaer, der har tjent urimeligt på de sidste års forsyningsproblemer” efterfulgt af ”syges og handikappedes forhold”, ”manglen på faglærte håndværkere” og ”problemerne i SKAT”. Også ”problemer med at integrere indvandrere” får for lidt medieopmærksomhed. 

De mest overbelyste emner af dem er ”LGBT+ personers forhold”, efterfulgt af ” politikernes personlige forhold”, og ”ligestilling mellem mænd og kvinder”, ”risikoen for at blive udsat for vold på gaden” samt ”Danmarks økonomi”. 

De geografiske forskelle er generelt beskedne, uanset om vi sammenligner Jylland og København, de fem regioner eller by og land. 

Vi finder dog små, signifikante forskelle på emner, som ofte betegnes som storby-agtige eller woke: ”LGBT+ personers forhold” og ”seksuelle krænkelser af kvinder”. 

Begge emner fylder for meget for både by- og landboer, men i storbyerne er der trods alt større gennemsnitlig interesse. Der er ingen forskel mellem København og Aalborg, Århus og Odense.  

Særligt i landkommunerne finder mange, at ”syges og handicappedes forhold” underbehandles i medierne, mens ”misbrug af sociale ydelser” og ”ulighed i Danmark” er et forsømt emne ifølge borgerne i ”Vandkantsdanmark”. 

Gennemsnittet dækker i nogle tilfælde over, at modsatrettede holdninger opvejer hinanden. Det er tydeligst mht. klimaet. Det er navnlig kvinderne og de unge, der finder det underprioriteret i medierne, mens mændene og de ældre over 60 gerne ser det prioriteret længere ned. I byer med 20.000 indbyggere eller flere, ønsker man sig mere medieopmærksomhed om klimaet. Herfra falder klimainteressen med byens størrelse – for at blive lidt større igen blandt svarpersoner i egentlige landområder.

Generelt er ”den globale opvarmning” dog rykket op på prioriteringslisten igennem årene, og synet på mediedækningen af klimaet i juni 2023 afspejler heller ikke de nævnte gruppers holdning til klimaspørgsmål.

Tryghedsmålingen har registreret befolkningens holdninger til krigen i fire målinger fra marts 2022 til juni 2023, herunder den utryghed og bekymring, den har givet anledning til. 

Prisstigningerne - ikke mindst på energi - er den vigtigste kilde til egentlig utryghed på grund af krigen. 49 pct. var utrygge på det punkt i marts 2022, men andelen skrumpede til 33 pct. i juni 2023. Den generelle økonomiske utryghed er derimod ikke mindsket. 

Selvom flertallet ikke var blevet utrygge på egne vegne, stod bekymringerne i kø. At Rusland truer sine nabolande overskygger alle andre. Niveauet er dog faldet fra 80 pct. i marts 2022 til 69 pct. i juni 2023. Et tilsvarende fald ses i bekymringen for, om Vesten kan levere et effektivt modsvar.

Udsigten til, at samfundsøkonomien skulle blive ramt for alvor, er også dæmpet lidt. I krigens første uger blev disse bekymringer delt af 71 procent. I juni 2023 var 59-60 pct. bekymrede her, og det er jo stadig mange. 

Et flertal er bekymret for, at det danske samfund kan blive ramt af ødelæggende, russiske cyberangreb. Mere end fire ud af ti ser en mulig risiko for, at krigen kan brede sig militært på andre måder og ende med at inddrage Danmark. Det er også næsten hver anden, der udtrykker bekymring for, at Danmarks eget forsvar er for svagt.

Godt fire ud af ti ser en risiko for, at udenlandske magter vil forsøge at påvirke holdninger i Danmark. En tilsvarende andel udtrykker bekymring for sabotage mod dansk infrastruktur. 

I marts 2023 tilkendegav 46 pct., at de havde bidraget økonomisk eller med bohave og lignende til Ukraine eller ukrainske flygtninge i Danmark. 11 pct. angav at de har hjulpet flygtninge. Over 90 pct. har levet med i det ukrainske mareridt på en eller flere måder. 

I marts 2023 svarede 45 pct., at de har ”undladt at købe varer fra danske virksomheder som fortsat er aktive i Rusland”. Otte ud af ti oplyser, at de følger med i krigens udvikling. Knap halvdelen af befolkningen angav i marts 2023, at de ”meget tit taler med andre om krigen”. Procenten var 40 pct. i juni 2023. 

To tredjedele (67 pct.) mener at Danmark skal holde fast i ”de hårdest mulige sanktioner over for Rusland, også selvom det fører til højere priser her i landet”. Det svarer helt til de tre foregående målinger. Privatøkonomi spiller en rolle, men ikke hovedrollen. Blandt dem, der oplever sig hårdest ramt af prisstigningerne, er dobbelt så mange tilhængere som modstandere af sanktionspolitikken.

54 pct. er helt eller delvis enige i, at Danmark skal sende våben til Ukraine, ”selvom det kan være risikabelt”. 10 pct. siger nej og en tilsvarende andel er overvejende imod.

Halvdelen støtter at øge de europæiske forsvarsudgifter. 15 pct. er mere eller mindre imod og omtrent hver fjerde har ikke givet udtryk for en holdning.

I målingen fra marts 2022 gav 75 pct. Rusland hele ansvaret for krigen og i alt 91 pct. fandt at Rusland har hovedansvaret. Kun 9 pct. erklærede sig helt enige i, at ”Danmark bør indtage en neutral rolle i konflikten mellem Ukraine og Rusland”. Yderligere 12 pct. var delvis enige, mens 50 pct. var uenige i udsagnet. 

Befolkningens bedømmelse af Danmarks indsats er positiv: 6.44 point på en skala 0-10. Fjorten pct. har givet en karakter under 5 point. Størst variation finder vi på alder. Blandt 18-29-årige er tilfredsheden med den førte politik 5.9 og blandt de 30-39-årige er den helt nede på 5.5. Blandt 60+ er gennemsnittet 7.2. 

41 pct. er helt eller delvis enige i, at krigen kan ende med en ukrainsk militærsejr over invasionsstyrkerne. 15 pct. finder det mindre realistisk, og knap hver anden tager ikke stilling. 

Lidt under halvdelen - 45 pct af 50+’erne i arbejdsstyrken - anser det for realistisk at fortsætte med at arbejde til de når pensionsalderen. Yderligere 12 pct. svarer dog også ja, men på tilpassede vilkår. 19 pct. anser det ikke for realistisk, og for syv pct. er det nej, som i slet ikke. 24 pct. har ikke taget stilling til spørgsmålet.

16 pct. af mændene regner med at forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen mod 25 pct. af kvinderne. Der er – som konsekvens heraf - lidt flere af de offentligt end privat ansatte, der regner med at skulle gå fra før pensionsalderen (20 pct. mod 16 pct.).

Det er lidt flere end den andel, der arbejder helt til pensionsalderen i dag. Dvs. ca. hver tredje. Den faktiske tilbagetrækningsalder er dog stigende og har været det i mange år. 

Blandt dem, der ser deres eget helbred som ”fremragende” eller ”vældig godt”, regner 61-64 pct. med at få de sidste arbejdsår med. 20 pct. af dem, der betegner helbredet som ”mindre godt” eller direkte ”dårligt”, regner med at fortsætte - af lyst eller nød. 

Ca. 70 pct. af de selvstændige og de højere funktionærer regner med at fortsætte til pensionsalderen. Blandt arbejdere og lavere funktionærer finder under halvdelen det realistisk at fortsætte som nu. De faglærte ligger lavest, bortset fra fleksjobbere og grupperne på kanten af arbejdsmarkedet.

Halvdelen af svarpersonerne angiver, at økonomien er deres vigtigste argument, når de skal afgøre pensionstidspunktet.

Næstflest - 46 pct. - peger på retten til selv at bestemme, hvornår man stopper, som vigtig eller ligefrem vigtigst. Her er mændene i klart overtal – 50 pct. af mændene fremhæver selvbestemmelsen som vigtig mod 40 pct. af kvinderne. Også selvstændige og højere funktionærer er i overtal her. Blandt dem, der ser deres helbred som ”fremragende” har 77 pct. selvbestemmelsen som kardinalpunkt. 

Helbred er derimod vigtigste faktor for ufaglærte (54 pct.) og faglærte (51 pct.) og for størsteparten af dem med et dårligt helbred. 

Når det gælder idrætsanlæg, biblioteker og voksenuddannelse har et pænt flertal en positiv bedømmelse af den offentlige velfærd. Den offentlige hjælp til genoptræning efter sygdom eller ulykke er der også overvejende respekt om.

De praktiserende læger får betydeligt flere positive end negative bedømmelser, men der er dog 30 pct., der synes at almen praksis fungerer dårligt.

Sygehuse og daginstitutioner har kun lige akkurat et flertal af positive bedømmelser. Trods kritikken af det somatiske sundhedsvæsen, er der også bred anerkendelse på nogle punkter. Fx er 47 pct. enige i, at ”de offentlige hospitaler er blevet meget bedre til at behandle kræft i de sidste ti år”. 16 pct. er uenige. 

Med hensyn til folkeskolen er kritikerne i overtal: 43 pct. finder, at folkeskolen fungerer dårligt, 32 pct. at den fungerer godt. 

Kritikerne er også i flertal, når der spørges til socialkontorerne og jobcentret (dog med mange ved-ikke svar).  Flertallet vurderer ikke, at det offentlige leverer god støtte til handikappede eller mennesker, der skal leve med alvorlig sygdom. 

Tre ud af fire vurderer ikke, at de offentlige plejehjem tilbyder et ”værdigt liv”. Hele 43 pct. er direkte uenige i, at ”man næsten altid kan regne med en god behandling, når man er beboer på et plejehjem”.

Hjemmehjælpen bliver bedømt positivt af ca. hver fjerde. Samme andel regner med, at det offentlige yder god hjælp til forældre, hvis børn har problemer. 

10 pct. regner med, at det offentlige yder en god psykiatrisk bistand. 73 pct. regner ikke med det.

Flere undersøgelser i tidens løb har indikeret, at brugerne er langt mere tilfredse end dem, der ikke selv gør brug af de offentlige tilbud. I Tryghedsmålingen er forskellen højest fem pct. mellem hyppige brugere og andre. Blandt dem, der angiver, at de har et godt kendskab til de forskellige velfærdsområder, er bedømmelsen langt mere positiv, når der spørges til hospitalerne. Også daginstitutionerne står væsentligt bedre blandt dem, der kender dem, end blandt dem, der ikke gør – ligesom hjemmehjælpen bedømmes mere positivt. 

Derimod giver et godt kendskab til folkeskolen og plejehjem ikke anledning til en væsentligt bedre bedømmelse. De offentligt ansatte er i øvrigt ikke mildere i deres bedømmelse af den offentlige velfærd end andre (dog har de en mere positiv bedømmelse af jobcentre og biblioteker).

Et meget stort flertal vil bruge flere penge på sundhedsområdet. Et stort flertal vil bruge mere på hjemmehjælpen. Pænt store flertal vil bruge mere på folkeskolen og daginstitutionerne. Derimod skal boligmangel og problemer med integration, styrket barselsorlov og indsatser for ledige ikke løses med flere skattekroner.

58 pct. finder, at det offentlige mangler kvalificeret ledelse og godt en fjerdedel mener, at mange offentligt ansatte tager deres arbejde for let. 45 pct. finder, at ”mange borgere stiller urimelige krav” og 55 pct. er enige i det lidt blødere spørgsmål, om ”en del” borgere ligefrem misbruger den offentlige service.

To tredjedele er skeptiske over for argumentet om, at rutiner og forskrifter er nødvendige for at undgå mange alvorlige fejl i ældreplejen. En tredjedel tror dog mere på værdien af retningslinjer end på personalets evne til at træffe de bedste valg. Derimod er der bred forståelse for, at personalet må beskrive deres aktivitet forholdsvis detaljeret, så den næste hjælpeperson kan tage over, hvor den sidste slap.

Den form for registrering kan de fleste også se meningen med på sygehusene. Og her er der relativt større tiltro til sygehusorganisationens faste, professionelle rutiner og relativt mindre tiltro til den enkelte medarbejders skøn end på plejehjemmene.

62 pct. tilslutter sig, at ”velfærden ville fungere langt bedre” hvis det offentlige havde personale nok. Præsenteret for en række muligheder for at klare personalemanglen, foretrækker 69 pct. at gøre ”arbejdsvilkårene bedre, så det offentlige bedre kan trække ansatte over fra den private sektor”. 

På andenpladsen (med 63 pct.) er et forslag om at indrette de offentlige arbejdspladser, så de kan varetages af mennesker med nedsat arbejdsevne. 

Det tredje mest populære forslag (57 pct.) er at skære ned på antallet af ledere og mellemledere. 

Omtrent samme støtte (55 pct.) nyder ideen om at trække ansatte over fra den private sektor.

38 pct. vil importere arbejdskraft fra Europa, 20 pct. fra ”ikke-vestlige lande”. 

Forslag om at prioritere det offentliges opgaver skarpere, hæve pensionsalderen eller reducere ferier eller fridage, har ligeledes meget beskeden tilslutning.

På spørgsmålet om ”borgerne vil få bedre service, hvis flere opgaver løses af private firmaer”, får vi positivt svar fra hver tredje - 32 procent.   Kun 8 pct. erklærer sig helt enige i, at det ville være godt med en betydelig vækst i privathospitalerne for folk, der vil betale selv. Sammen med de delvist enige vokser tilslutningen til 23 pct., mens 35 pct. er mere eller mindre imod. 

Spørger man i stedet om det er godt med private alternativer, når man ikke er overbevist om en afgørelse i det offentlige sundhedsvæsen, vokser tilslutning til ca. det dobbelte (44 pct.), mens modstanden skrumper til ca. det halve (18 procent). 

Argumentet mod private løsninger har ofte været, at dårligt stillede stilles endnu dårligere af privatisering. Det argument får tilslutning fra 60 pct., når der spørges til sygehusbehandling og 54 pct., når emnet er private plejehjem.   

38 pct. er enig i, at man i fremtiden bliver ”nødt til at have en privat forsikring, hvis man vil være sikker på at få den bedst mulige behandling, hvis man bliver alvorligt syg”. De uenige her er 28 procent. 

Godt hver femte af dem, der giver udtryk for en mening om sagen, forventer at den offentlige velfærd vil fungere bedre om fem år. Lidt mere end hver tredje regner med, at den bliver dårligere.  

Spørgsmålene om børnesagerne er stillet til forældre i stikprøven under 50 år. I alt 449 har svaret. 185 af dem har været i kontakt med kommunen om et eller flere af deres børn. Det er forholdsvis mange, sammenholdt med hvad vi ellers ved om børnesagernes udbredelse. Nogle af de forhold, der rapporteres om, ligger antagelig længere tilbage end 2019. 

Næsten hver femte rapporterer, at de har spurgt kommunen om støtte til at barnets særlige behov. Omtrent lige så mange har haft børn i specialundervisning eller været henvist til børne- og ungepsykiatrien.

De har ofte været forbi den kommunale Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), der bl.a. tager stilling til, om børn har brug for specialpædagogiske tilbud. 

Det er også knap hver femte, der har modtaget en såkaldt underretning, der skal sendes til forældrene, hvis nogen tæt på barnet har mistanke om mistrivsel. 
Ca. halvt så mange har haft børn anbragt uden for hjemmet. 

Alt i alt oplyser 41 pct. af de 449 forældre i undersøgelsen, at de har været i kontakt med kommunen om mindst en af disse ting, og flertallet har haft adskillige kontakter af forskellig slags. 

Spørgsmålene var, om det offentlige er gode til at lytte til barnets behov, om dialogen med kommunen var god, og om kommunens opfølgning bagefter har været god eller dårlig. Svarene giver et ret groft indtryk af den oplevelse, der endte med at stå tilbage hos forældrene.

En god tredjedel oplevede, at de offentlige repræsentanter var gode til at lytte sig ind på barnets behov og gode til at gå i dialog om det, mens en lille tredjedel også roser det offentlige for at følge sagerne til dørs. Nogenlunde lige så mange sidder tilbage med oplevelsen af, at det offentlige ikke lyttede, ikke førte en ordentlig dialog og ikke fulgte afgørelser og aftaler ordentligt op.

Hver fjerde af forældrene finder, at den offentlige indsats gjorde en positiv forskel for barnet. Hertil kommer dog 16 procent, der venter med at afsige dommen.

Bedst ligger specialundervisningen, som 27 pct. af forældrene finder har været til fordel for barnet.

Lavest ligger udeanbringelser af børn, som kun 16 pct. af forældrene opfatter som en fordel for barnet. 30 pct. finder tværtimod at deres børn blev påvirket negativt, måske bl.a. bestemt af, om forældrene har samtykket i udeanbringelsen eller ej.

17 pct. af de godt 150.000 årlige underretninger har efter forældrenes opfattelse hjulpet deres barn – plus evt. nogle, hvor forældrene stadig har til gode at se resultatet.