Fritidsjob løfter unges trivsel i Frederikshavn
Der er god dokumentation for, at et fritidsjob giver unge en bedre start på voksenlivet. Det gælder alle unge, men i Frederikshavn har vi fokus på de unge, som har brug for en hjælpende hånd til at få og fastholde et fritidsjob,” siger kommunens fritidsjobkonsulent Kicki Munk.
Hun har ansvaret for at finde det rette match mellem den unge og en arbejdsplads, som er klar til at give den unge en god start på fritidsjobbet. Hun tager med den unge til jobsamtalen og følger løbende op for at sikre, at fritidsjobbet bliver en succes for begge parter.
Unges trivsel og uddannelse er et særligt fokusområde i Nordjylland
- TryghedsGruppens regionale råd i Region Nordjylland har bevilget 30 mio. kr. til en femårig indsats i fire nordjyske kommuner med det formål at hjælpe flere unge i uddannelse eller job frem.
- Den nye bevilling er endnu et skridt i TrygFondens arbejde for at hjælpe børn og unge i Nordjylland til bedre trivsel ved at styrke deres muligheder for at gennemføre en uddannelse. Tidligere har TryghedsGruppens regionale råd bl.a. uddelt midler gennem en særpulje til indsatser med fokus på at styrke nordjyske børn og unges trivsel og tilknytning til uddannelse, ligesom fritidsjob-ordningen i Frederikshavn.
- Indsatsen er en del af TrygFondens arbejde med ”Demokratisk Filantropi – Stemmer forandrer”, hvor TryghedsGruppens medlemmer er med til at pege på, hvilke samfundsproblemer TrygFonden skal arbejde for at løse, og hvor vi udvikler løsninger med udgangspunkt i viden, dialog med dem, som er berørt, og i samarbejde med andre aktører på området. I Region Nordjylland stemte et klart flertal for ’Alle unge med.’
Fritidsjob er mere spændende end skolen
Tarik Kasem er en af de unge i Frederikshavn, som har fået hjælp til at finde et fritidsjob. Han er 15 år og går i 8. klasse, men i skolen har han efterhånden lidt svært ved at finde motivationen.
”Jeg kan godt følge med i timerne, men jeg er ikke så god til at tage skolen seriøst. Mit fritidsjob er mere spændende,” siger han.
Tarik har fået et fritidsjob hos en stor autoforhandler i Frederikshavn, hvor han nogle timer om ugen er med til at klargøre biler og hjælpe til i salgsafdelingen.
”Jeg har fundet ud af, at det er sådan et arbejde, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden. Jeg elsker biler, og mine chefer og de andre hér er rigtig søde,” siger Tarik, mens han med sikker hånd fjerner beskyttelsesfilm og klistermærker fra en fabriksny bil, som skal gøres klar til at blive udstillet.
Stolt af at hjælpe med fritidsjob
Michael Henriksen er direktør i bilforhandleren Uggerhøj, hvor Tarik har fået fritidsjob.
”Jeg er da stolt af, at vi som firma har mulighed for at hjælpe Tarik med et fritidsjob. Han er en kvik dreng, men jeg tænker, at han har godt af at have nogle voksne omkring sig, som han kan støtte sig til. Vi er glade for ham, og jeg håber, at vi kan give ham selvtillid og noget erfaring med at have et arbejde, som kan styrke hans muligheder fremover,” siger Michael Henriksen.
Fakta: Om Fritidsjob og fællesskab
Frederikshavn Kommune har sat et målrettet initiativ i gang for at hjælpe unge, som har brug for en hjælpende hånd til at få et fritidsjob. Nøglepersonen er kommunens fritidsjobskonsulent, som vejleder og coacher de unge og skaber det gode match mellem de unge og virksomhederne.
Indsatsen retter sig mod 13-17-årige, som viser tegn på faldende trivsel eller bekymrende adfærd. I løbet af den 2-årige indsatsperiode fra maj 2024 til maj 2026 er det målet, at 60 unge i kommunen fra denne gruppe får et fritidsjob. I det første år har 34 unge fået et fritidsjob.
Får tit ros af chefen
16-årige Cocco Svensson har via kommunens særlige tiltag fået fritidsjob i Rema 1000. Hun går i 10. klasse, og skolen kan godt være lidt af en udfordring for hende.
”Jeg har nogle gange problemer med at følge med, og jeg kan ikke altid koncentrere mig i timerne. Det kan også være svært at stå op om morgenen, så jeg kommer tit for sent i skole. Det er helt anderledes på mit arbejde. Her møder jeg altid til tiden,” siger hun.
Cocco har aldrig før haft et fritidsjob, og hun er glad for timerne i Rema.
”Det er dejligt at lave noget, som jeg er god til, og jeg får tit ros af min chef. Før var jeg helt blank i forhold til fremtiden, men nu kan jeg godt se mig have et rigtigt arbejde. Måske i Rema,” siger hun.
Et fritidsjob er guld værd
Selvom hun ikke har problemer i skolen, er 17-årige Signe Frost også glad for, at hun har fået hjælp til at få sig et fritidsjob. Hun flyttede sidste år fra Sydfyn til Nordjylland for at uddanne sig til skibsassistent, og det var noget af en omvæltning.
”Jeg har intet netværk i Frederikshavn, og når man er ung og helt alene i en ny by, er det virkelig fedt med et job efter skoletid,” siger hun. I sit fritidsjob passer Signe salatbaren i den lokale Bones-restaurant.
”Det er guld værd at lære nye mennesker at kende og blive en del af et fællesskab på en arbejdsplads. Jeg får også noget ansvar og erfaring, som helt klart gør, at jeg bedre kan klare mit studie,” siger hun.
Projektet i Frederikshavn er rettet mod unge i alderen 13 til 17 år, som viser tegn på faldende trivsel eller bekymrende adfærd. TryghedsGruppens regionale råd i Nordjylland har støttet med 996.632 kr. fra en særlig pulje målrettet unge uden for uddannelse eller beskæftigelse.
Relateret indhold
-
LouisianaPigerne: Kunst er rammen om et trygt fællesskab for piger
LouisianaPigerne fra Gladsaxe oplever kultur og er kreative sammen. Kunsten åbner for deres nysgerrighed og omsorg for hinanden og baner vejen for nye venskaber. -
Naturtræning giver deltagere med gigt nyt overskud
Færre smerter og mere energi. Stærkt fællesskab og ordentlige grineture. I et år har Finn Juhl Pedersen og Ida Madsen gået til Naturtræning i Frederikssund – et træningsfællesskab i naturen for mennesker med gigt, etableret af Gigtforeningen m.fl. og støttet af TrygFonden. Øvelserne og samværet virker så godt, at de netop har tilmeldt sig endnu en sæson. -
Blindmotion: Et øje for det gode liv
En alvorlig trafikulykke tog Sven Mogensens øjne, lugte- og smagssans – men det stoppede ikke hans livsgejst. Han ror i kajak, bestiger bjerge og kæmper for, at alle blinde i Danmark skal få et godt liv. Det gør han gennem foreningen Blindmotion, som TrygFonden støtter. -
Familiehuset i Skejby
Frivillige kræfter gør en stor forskel med nærvær, varme og hverdag i TrygFondens Familiehus i Skejby ved Aarhus Universitetshospital for familier med alvorligt syge børn. Det har de gjort for tusindvis af familier siden 2012. -
Grib Børnene - Børn glemmes, når mor eller far får en psykisk sygdom
TrygFonden og Psykiatrifonden har samarbejdet om projektet ”Grib børnene ” for at sikre, at børn og unge af forældre med psykisk sygdom bliver grebet i tide. Mød Marie Johnsen og læs hendes beretning om psykisk sygdom i familien. -
Det er dyrt at blive klippet. Hvorfor ikke lære det selv og få andre med?
Hvad sker der, når man overlader det til de unge selv at komme med ideer til, hvad der kan forbedre deres trivsel og livsglæde? Og endda lader andre unge beslutte, hvilke ideer der skal have støtte? Det satte Ungdomsbureauet og TrygFonden sig til at undersøge med en ny 150.000 kr. ’Godt-i-gang-kassen’ i Syddanmark. -
Lær for Livet: Ordblindhed, pandekager og plat humor – et stærkt makkerpar
Tove Lindberg er mentor for Nathalie Nielsen. De er et makkerpar, der har plat humor og ordblindhed til fælles. De har fundet sammen via ”Lær for Livet”, der arbejder for at styrke læring, livsduelighed og fællesskab hos børn og unge med behov for ekstra støtte. -
Fællessangen gør glad og løfter fællesskabet
I Korinth på Fyn mødes et lokalt kor til fællessang hver anden uge. Her er åbne døre og plads til både øvede og uerfarne sangstemmer, varme grin og kaffe i fællesskabets navn. Foreningen Din Fritid står bag koret, som TrygFonden har støttet siden 2023.