Søg støtte

Søg

Sammen til e-sport

Side om side bygger de fantasiverdener og kæmper mod fjenden og hinanden. En gruppe unge fra Folehaven i Valby vil gerne vise, at gaming er en social aktivitet, og derfor har de etableret e-sportsforeningen Integrity X, hvor børn og unge kan mødes for at game.

De unge bag Integrity X sørger også for fysiske aktiviteter, så deltagerne ikke bare er sammen bag skærmene, men også får rørt sig og talt sammen på kryds og tværs. Der er træning hver uge i Grøndal Multicenter i København, men de arrangerer også større gaming-events for op til 100 børn og unge.
Integrity X er en mikrovirksomhed skabt under organisationen Mind Your Own Business, hvor 13-19-årige drenge i udsatte positioner mødes om iværksætteri. Drengene samarbejder med frivillige venturepiloter og erhvervspartnere om at etablere egen mikrovirksomhed. Undervejs styrker drengene deres faglige og sociale kompetencer og får en stærkere tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.