Søg støtte

Søg

Nyhed -

Skole OL lancerer Danmarks største virtuelle sportsbegivenhed for børn

I løbet af foråret 2021 kan 0.-8. klasser landet over se frem til at bevæge sig sammen, når Skole OL og Billund Kommune inviterer til De virtuelle Skole Olympiske Lege i Børnenes Hovedstad. Det hele afsluttes med et brag af en virtuel finalefest sendt direkte fra LEGO House.


Det virker på mange måder som en umulig opgave at samle 12.000 skoleelever til en Skole OL finale, når landets folkeskoler kun så småt er begyndt at åbne op igen efter lang tids nedlukning. Alligevel har Skole OL fundet nye veje og muligheder for at give eleverne en unik og fælles idrætsoplevelse.

Skole OL 2021 er et bevis på, at kreativiteten spirer i krisetider.

Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF
”I år er Skole OL igen desværre udfordret på grund af corona, men Skole OL 2021 er et bevis på, at kreativiteten spirer i krisetider. For i år bliver Skole OL virtuelt, men vores værdier, fællesskab, færdighed og fairplay, og idrætten forbliver omdrejningspunktet, så vi forventer os endnu en fantastisk Skole OL-sæson – på en ny og innovativ måde,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF og en af initiativtagerne bag Skole OL, der så dagens lys i 2009.

De virtuelle Skole Olympiske Lege begynder den 25. maj 2021 og fortsætter 3 uger frem. Her skal eleverne klassevis gennemføre en række sjove og udfordrende konkurrencer på deres skoler. Der er lagt op til en masse bevægelse med alternativ bowling, siddende volley, trillebør relay og meget andet. Konkurrencerne giver point, alt efter hvor godt klasserne klarer sig. I et nyt virtuelt univers kan lærerne løbende indsende klassens resultater, som tages med videre til den store virtuelle finale fredag den 18. juni 2021, hvor en landsdækkende vinder fra hvert klassetrin kåres.

Fakta

De virtuelle Skole Olympiske Lege

Læs mere på www.skoleol.dk

Skole OL

Skole OL er OL i børnehøjde. Det er Danmarks officielle Olympiske Lege for skoleelever, hvor klasserne konkurrerer sammen som et hold. Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune, Ole Kirk's Fond og sponsoreres af Salling Group.

Børnenes Hovedstad, Billund

Billund Kommune er vært for Skole OL Finalen 2021-2024. Finalen sendes direkte fra Billund by - Børnenes Hovedstad, som er centrum for kommunens ambition om at udvikle børn og give dem kompetencer for livet gennem leg, læring og kreativitet. Billund Kommunes arbejde for og med børn har gjort, at kommunen som den første har opnået UNICEF’s anerkendelse som landets første børnevenlige by og kommune. Læs mere om værtskabet, som er støttet af Ole Kirk’s Fond, www.billund.dk/skoleol.

Virtuel finalefest i Børnenes Hovedstad

Det hele kulminerer i en kæmpe virtuel finalefest, som sendes direkte fra LEGO House og transmitteres ud til klasselokaler over hele landet. Det er Billund Kommune, som er vært for Skole OL-finalen 2021-2024. Samarbejdet mellem Billund Kommune og Skole OL hænger sammen med visionen om Billund som Børnenes Hovedstad.

“Som hjemsted for Børnenes Hovedstad er leg, læring og kreativitet en central del af vores hverdag i Billund Kommune. Leg kan skabe et trygt rum til udfoldelse, bringe mennesker sammen og understøtte læring og kreativitet. Vores værdier om læring gennem leg går hånd i hånd med Skole OL’s værdier om fællesskab, færdighed og fairplay,” fortæller Ib Kristensen, Borgmester i Billund Kommune.

Udover en storslået Skole OL åbningsceremoni kan klasserne se frem til forskellige aktiviteter, der tilsammen vil byde på masser af bevægelse og konkurrenceelementer. Derudover kåres de nationale vinderklasser på alle klassetrin, hvor der er mulighed for at vinde fede præmier.

Har du spørgsmål?

Karen Bøgedal

Projektchef