Søg støtte

Søg

Nyhed -

Vi gør livet surt for indbrudstyvene

I årets andet kvartal blev der anmeldt 3.106 indbrud i private hjem. Det er knap 7 pct. lavere end samme periode sidste år. Tallene vækker glæde hos Bo trygt, der samtidig opfordrer danskerne til at indbrudssikre døre og vinduer inden de mørke måneder.


Danskerne giver fortsat indbrudstyvene kamp til stregen, og dermed fortsætter indbrudstallene med at falde i 2. kvartal i år. De nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2. kvartal 2023 blev anmeldt 3.106 indbrud i private hjem mod 3.323 i samme periode sidste år. 

"Faldet i antallet af indbrud er meget glædeligt, og det viser, at danskernes indsats for at indbrudssikre boligerne medvirker til at gøre livet surt for indbrudstyvene. Sammen med intensiveringen af forebyggelsesarbejdet, som politiet, kommunerne og andre aktører har igangsat i de seneste år, er vi nået meget langt med at bekæmpe indbrud i Danmark," siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Jo flere boliger, der er sikret godt, jo flere gange kommer tyven til at gå forgæves

Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt

Danmark oplever dog stadig langt flere indbrud end vores nabolande, og risikoen for at få indbrud skaber fortsat utryghed blandt danskerne. Derfor er det altafgørende, at vi i fællesskab fortsætter det målrettede arbejde, lyder det fra Bo trygt, der har en helt konkret opfordring til danskerne:

"Der er stadig et stykke vej til at indfri ambitionen om at reducere antallet af indbrud til 7.000 årligt, svarende til nabolandenes niveau. Derfor er min opfordring til alle boligejere, som endnu ikke har sikret døre og vinduer i deres hjem, at få det gjort hurtigst muligt, da antallet af indbrud typisk er højest i det mørke halvår, som vi går i møde inden længe. Jo flere boliger, der er sikret godt, jo flere gange kommer tyven til at gå forgæves, og ofte vil sikringsbeslag til vinduerne eller en ekstra lås på hoved- og terrassedøren kunne gøre en markant forskel. Hvis du har brug for råd og vejledning til, hvordan du skal gøre, kan du altid søge råd i det lokale byggemarked," siger Britt Wendelboe.

Indbrud i private hjem i 2. kvartal 2019-2023

  2. kvartal 2019 2. kvartal 2020 2. kvartal 2021 2. kvartal 2022 2. kvartal 2023 

Antal indbrud på landsplan

4.947 2.826 3.158 3.323  3.106

Kilde: Danmarks Statistik

Bliv Naboven og engager nabolaget i indbrudsforebyggelse

Udover at sikre sin bolig anbefaler Bo trygt, at man er nabohjælper og holder øje med, hvad der sker i ens kvarter. Man kan også gøre en ekstra forskel ved at blive Naboven.

"En Naboven er en særlig dedikeret person, som sørger for at dele viden om indbrudsforebyggelse i nabolaget og inspirere flere til at nabohjælpe. En af de mest effektive midler mod indbrud er nabohjælp, og derfor er Nabovennernes bidrag til at øge antallet af nabohjælpere meget værdifuldt. Vi runder snart 1.000 Nabovenner på landsplan, og vi er overvældet af interessen for at være lokal ambassadør. Vi har dog plads til mange flere Nabovenner, så hvis man er interesseret i at spille en aktiv rolle og være tovholder på indbrudsforebyggende aktiviteter i sit nabolag, så er man meget velkommen til at melde sig," fortæller Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Sådan sikrer du din bolig mod indbrud

  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, fx på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske og træer.
  • Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede.
  • Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med.
  • Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, fx en kodelås eller en lås med nøgle. Så fjerner du en mulig flugtvej for tyven.

Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem.

Har du spørgsmål?

Britt Wendelboe

Projektchef