Søg støtte

Søg

Nyhed -

Studentermedarbejder til sociale medier i TrygFonden og TryghedsGruppen

Vil du hjælpe os med at håndtere vores 15 sociale medie-profiler? Så er det måske dig, vi mangler som studentermedarbejder i vores digitale kommunikationsteam.


Er du interesseret i sociale medier, stærk i skriftligt dansk og har du lyst til at bidrage til at skabe positive forandringer i samfundet? Er du en struktureret og selvstændig person, der går op i at få folk til at føle sig som en del af fællesskabet? Så er du måske den studentermedarbejder, vi søger til kommunikationsafdelingen i TryghedsGruppen.

Det skal du lave hos os

Vi har 15 forskellige sociale medie-profiler, som spænder fra grupper for engagerede hjerteløbere og besøgshundeejere til profiler med fokus på badesikkerhed, medlemsbonus og valg til vores repræsentantskab.

Vi har brug for dig til at følge med i den daglige dialog, svare på spørgsmål fra brugerne og evt. producere indhold til de forskellige målgrupper. Du kommer til at få god hjælp fra både vores erfarne digi-team og fra engagerede ekspertkolleger fra de enkelte fagområder. Så du har altid nogen at spørge, men vi forventer, at du hurtigt kan arbejde selvstændigt med opgaverne.

Arbejdsopgaver

  • Moderation på tværs af vores sociale medier – Facebook, Instagram og LinkedIn.
  • Hjælpe med at udarbejde scroll-stoppende indhold til vores sociale medier.
  • Ad hoc-opgaver i forbindelse med driften af vores nyhedsbreve og fire hjemmesider

Kvalifikationer

  • God forståelse for og kendskab til de forskellige SoMe-platforme, især Facebook og Instagram. Du behøver dog ikke være ekspert.
  • Stærke kommunikationsevner – især skriftligt dansk – så selv komplekse og forskningstunge emner bliver letforståelige.
  • Struktureret, empatisk og serviceminded.
  • Du kan tale med alle – og så går du op i at få folk til at føle sig som en del af fællesskabet.
  • Du kan arbejde selvstændigt, men du er samtidig ikke bleg for at spørge om hjælp, når det er nødvendigt. Og så elsker du at lære.

Vi tilbyder

Du får en afvekslende arbejdsdag med ansvar for dine egne arbejdsopgaver, mens du altid har kolleger til at sparre med og få støtte fra.

Du får skærpet dine skriftlige færdigheder, øvelse i at lave skarp kommunikation, og du får erfaring med at håndtere og producere indhold til SoMe.

Der er tale om en stilling på 15 timer ugentligt, hvor der er mulighed for fleksibilitet. Det er en forudsætning, at du er studieaktiv på en videregående uddannelse under hele ansættelsen.

Om os

Du vil blive en del af et stærkt kommunikationsteam med 11 kolleger med forskellige kommunikationsfagligheder. Vi går op i at have en sjov arbejdsdag og er en uhøjtidelig afdeling i en organisation, som prioriterer stort råderum for den enkelte.

Vi lægger vægt på samarbejde, hjælpsomhed, faglig udfoldelse, stærke resultater og en god balance mellem arbejds- og privatliv. Vi har en politik om fleksibel arbejdstilrettelæggelse, som giver den enkelte stor fleksibilitet og mulighed for at arbejde hjemme under hensyn til opgaverne. Vi bor ved Sorgenfri station i Virum.

TryghedsGruppen er et medlemsbaseret selskab med flere end 1,5 mio. medlemmer. TryghedsGruppen er den største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og står bag de almennyttige aktiviteter i TrygFonden.

Søg jobbet

Ansøgning og CV sendes senest 31. oktober 2025 til job@tryghedsgruppen.dk. Skriv gerne ’Studentermedarbejder’ i emnefeltet. Vi holder samtaler i uge 45. Tiltrædelse efter aftale dog senest pr. 1. januar 2026.

Har du spørgsmål?

Anita Sørensen

Kommunikationskonsulent