Søg støtte

Søg

Hånd med mobiltelefon Hånd med mobiltelefon

Nyhed -

Derfor bliver du fastholdt af din mobil – og sådan slipper du fri

Det er ikke din rygrad, der er for svag, når du ikke kan lægge mobilen fra dig – det er teknologien, der er for stærk. Når notifikationer og endeløse feeds kaprer vores opmærksomhed, er det, fordi de er designet til at fastholde vores opmærksomhed. TrygFonden bakker op om flere projekter, der hjælper os med at generobre kontrollen.


Mange ting bliver lettere med en smartphone i hånden - bare ikke at lægge den fra sig.
 
4 ud af 5 voksne betegner sig selv som afhængige af deres telefon i større eller mindre grad. Hver 8. tjekker deres mobiltelefon mindst én gang i løbet af en normal nat. Det viser TrygFondens seneste Tryghedsmåling.

Men det er ikke dig og din viljestyrke, den er gal med, hvis du føler, at du er i lommen på din mobiltelefon i stedet for omvendt.  

Mobilen og dens indhold er designet til at gøre os afhængige

”Vores mobiler og indholdet på dem er designet til at gøre os afhængige. Så det er meget stærke kræfter, vi er oppe imod,” forklarer Nicklas Brendborg, forfatter, foredragsholder og ph.d.-studerende ved TrygFondens Center for Aktiv Sundhed. 

Techfirmaerne tjener penge på reklamer. Derfor er målet for dem at fastholde vores opmærksomhed så meget som muligt. 
 
Det gør de ved at koble noget helt grundlæggende i vores natur med avanceret teknologi, forklarer han: 
 
”Mennesker har – ligesom dyr  –  en svaghed over for variable belønninger. Når vi ved, at der kan komme en belønning, men ikke ved hvornår, bliver vi hængende og scroller gennem et mix af kedeligt og attraktivt indhold.” 
 

10 tip: Afvæbn mobilens tidstyve og opmærksomhedsrøvere

  • Ryd op i apps. Tjek jævnligt, om du stadig har brug for dem alle. Slet overflødige apps.
  • Flyt de mest tidsrøvende apps væk fra startskærmen eller saml dem i en mappe, så de ikke frister automatisk, hver gang du ser på din mobiltelefon.
  • Slå unødvendige notifikationer fra. Behold kun dem, du reelt har brug for. Brug muligheden for at fjerne notifikationer i bestemte tidsrum. 
  • Styr din skærmtid. Indstil, hvor meget tid, du maksimalt ønsker at bruge på forskellige apps. Eller brug apps, der begrænser dit tidsforbrug på mobilen.
  • Læg benspænd på mobilen. Du kan installere en af de skærmtids  og fokus app, der laver en slags forsinkelse eller pause, før du fx åbner sociale medier. Så kan du nå at overveje, om du reelt gerne vil ind på dem. 
  • Aktivér mobilens gråtone-funktion, så skærmen bliver mindre visuelt tillokkende. 
  • Slå automatisk afspilning af videoer fra, hvis det er muligt. Funktionen hedder autoplay og kan i mange apps slås fra. Så havner du ikke i endeløse feeds, hvor den ene video afløser den anden. 
  • Aftal mobilfri zoner eller tidspunkter, fx ved måltider eller i bestemte rum. Gør det let at vælge andre aktiviteter. Hav fx en god bog, hobbygrej, musik eller et fysisk spil klar til brug. 
  • Flyt mobilen ud af soveværelset. Så undgår du at blive forstyrret eller fristet af den, når du skal sove. Brug et almindeligt vækkeur i stedet for.
  • Afprøv mobilfri tid – fx en aften eller en weekend. Tal med hinanden om, hvad der var godt, og hvad der var svært.

Kilde: Jeannette Bach Knudsen, projektleder i Genvej

 
Pause fra mobiltelefonen med kaffe og bøger
Et af de gode råd til at styre mobilforbruget bedre er at aftale mobilfri zoner eller tidspunkter, fx ved måltider eller i bestemte rum. Gør det let at vælge andre aktiviteter. Hav fx en god bog, hobbygrej, musik eller et fysisk spil klar til brug. Illustrationer: Ferdio

Vores skærme er små sladrehanke

Konceptet minder om enarmede tyveknægte og andre potentielt afhængighedsskabende spil, hvor den store gevinst måske venter lige om hjørnet, så hvorfor ikke prøve lykken en gang til … 

Mobilafhængigheden bliver yderligere forstærket af, at de små skærme sladrer om os, hver gang vi bruger dem: Hvornår og hvordan du er aktiv, hvad du ser på, hvad du liker, hvad du søger efter, hvor længe du er på og hvad du sletter.

”De data tegner et tydeligt billede af din personlighed og gør det muligt at skræddersy og time indhold til dig, fx når du har brug for opmuntring eller trøst,” forklarer Nicklas Brendborg. 

Tal om jeres mobilvaner

Men selvom vi på mange måder er oppe imod en ulige konkurrence, kan vi godt gøre noget for at få bedre mobilvaner. 

Det fortæller Jeannette Bach Knudsen, som er seniorprojektleder i partnerskabet Genvej, hvor forældre og omsorgspersoner kan få viden og redskaber til at engagere sig i deres børns digitale liv. 

TrygFonden har været partner i Genvej siden 2025. 

”Hvis du føler, at mobilen fylder for meget i din tilværelse, så forhold dig kritisk til det. Gerne sammen med andre: tal om jeres mobilvaner i familien, blandt vennerne, på arbejdspladsen osv.,” opfordrer hun. 

Tag en åben snak: Hvad er gode og mindre gode mobilvaner? Hvordan påvirker de små skærme jeres humør, koncentration og samvær? 

Bliv bevidst om skærmens uimodståelighed

Vi har stort set alle et digitalt liv, og meget af det foregår på vores smartphones. At det kan tage overhånd, gælder for både børn og voksne. 

”Det kan være lærerigt at se hinandens feeds, undersøge skærmforbruget på yndlingsapps og tale om, hvad indholdet får jer til at tænke og føle,” siger Jeannette Bach Knudsen. 

På den måde kan I skabe en større bevidsthed om, hvad der gør de små skærme så uimodståelige, og hvordan I kan indstille dem, så de er mindre tillokkende. 

Prøv igen, hvis I falder i

Små eksperimenter kan åbne for gode samtaler: Hvad sker der, hvis I prøver at lægge mobilerne væk en aften? Hvordan føles det at være mere til stede? 

Jeannette Bach Knudsen opfordrer voksne til at gå i dialog med børn for at finde løsninger, så regler og aftaler bliver fælles og ikke virker som en straf. 

En legende tilgang gør det lettere at justere vaner uden konflikter. 

”Anerkend samtidig, at det kan være svært at ændre vaner – også for voksne. Så vær tilgivende, og prøv igen, hvis I falder i,” opfordrer hun. 

Techgiganternes forretningsmodel udfordrer brugernes trivsel

TrygFonden arbejder bredt med det digitale område – blandt andet med, hvordan vi bruger og er til stede på digitale platforme. TrygFonden støtter flere forskellige initiativer, hvor man undersøger børn og unges digitale liv og afprøver nye veje i skolen, fritidslivet, familien og vennekredsen til et digitalt liv i balance.
 
Man kan ansøge TrygFonden om støtte til projekter om børn og unges brug af digitale skærme og platforme. 

”Vi er oppe imod meget stærke kræfter, når det kommer til mobilafhængighed. Mange digitale platforme er simpelthen designet til at fastholde vores opmærksomhed, fordi det er den måde, de tjener penge på,” siger Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden.

”Her må vi desværre konstatere, at det, som er godt for techfirmaernes pengepung, er dårligt for brugernes trivsel. Hvis vi for alvor skal komme problemet til livs, kræver det en indsats, som rækker langt ud over individet og den enkelte bruger,” slutter han.

 

Det viser TrygFondens Tryghedsmåling 2025

  • 96 pct. har en smartphone.
  • 15 pct. betegner sig som ”meget afhængig” af deres smartphone. 34 pct. ser sig som ”en del afhængig”, 32 pct. angiver at være ”lidt afhængig”, mens 18 pct. ikke er psykologisk afhængig af deres smartphone.
  • 90 pct. er helt eller delvist enige i, at ”Der er mange, som er alt for optagede af deres mobil fremfor at være nærværende, når de er sammen med andre”.
  • 12 pct. tjekker deres mobiltelefon mindst én gang i løbet af en normal nat.
  • 48 pct. angiver, at de dårligt kan holde ud at undvære deres smartphone.
  • 36 pct. bruger ofte deres mobiltelefon længere, end de havde tænkt sig.

Kilde: TrygFondens Tryghedsmåling 2025